Ild slukker som bekendt ingen ild. Men tænkes kan det, at et endnu større flammehav tvinger omverdenens øjne op og får den til at reagere. Megen kunst fungerer ud fra netop den præmis: forstørrelsesglassets diktat.

Således også hos Mathias Monrad Møller. På et originalt og iltert portrætalbum rigt på abstrakt vokal kaster han sig over ildspåsætterne Bush og Trump, men bærer kun ved til bålet: Musikken er lige så uforsonlig, som den politiske debat længe har været det.

Det gælder også, selvom flere af værkerne arbejder med et opbyggeligt ønske om at sætte musikerne fri af det klassiske partiturs lænker. Fornemst ved udgivelsen – som vel var sidste års allermest dristige – er dog, at Møller ikke blot vrænger forudsigeligt ad verdensordenen. I stedet lykkes det ham på sin vis at opløse den.

Bush seniors båndede tale om stor- og frihed bliver loopet til et manisk refræn gennemhullet af krigeriske orkestrale sløjfer. Som om verdens mægtigste stemme desperat prøver at overbevise ikke befolkningen, men sig selv. Det er infernalsk fængende.

Senere forvandles Tiffany Trumps rosende ord om hendes far over 24 minutter til en vokalt fragmenteret tåge med enkle digitale spejlinger – puf, amerikansk politik destilleret til en feberdrøm.

Møllers musik vil dele vandene. Den er politisk, men også raffineret. Nogle gange er den en prøvelse for lytteren med uforfærdet nedbarberede koncepter og tyskskolet musikalsk logik. Heldigvis er den også morsom, gennemtænkt, viljefast og ganske enkelt umulig at ignorere. Ilden brænder.