in brief
09.09.2022

Gadgets og gafler

New Spatial Sound Material: Julie Østengaard, Sandra Boss, Camille Roth
© PR
© PR

På spillestedet Mayhem præsenterede tre kunstnere nye værker, der legede med forholdet mellem lyd og teknologi. Julie Østengaards Emergence mindede – med glasskårsskinger fuglekvidder og fjederagtige cikader – om en dystopisk udgave af de der »rainforest sounds to sleep to«-videoer på Youtube. Meget passende blev værket delvist livestreamet på publikums telefoner, der samlede sig til en stor organismisk højttaler. 

Senere – med Piece for Ears – placerede Sandra Boss og perkussionisten Irene Bianco bittesmå højttalere i deres ører og ophøjede – endelig – stemmegaflen til et selvstændigt musikinstrument. De vibrerende gafler var værkets primære lydkilde, og publikum var kun i stand til at høre dem, når de nærmest var i berøring med musikernes ører. På den måde var værket en lille påmindelse om, at det at skabe musik også er at lytte. 

Til sidst forvandlede Camille Roth elektromagnetiske bølger fra telefon- og wi-fi-signaler til industrielt klingende støj i værket Transmissions. Indrømmet: Kombinationen af stråling og den demonstrativt dystre, uheldsvangre æstetik gav mig i momenter en lidt anstrengende association til sølvpapirshatte og anti-5g-demonstrationer. Hvorfor, spurgte jeg mig selv, kan lyden af et wi-fi-signal ikke lige så godt være smukt? 

Ingen af værkerne vil jeg huske som uforglemmelige lydlige oplevelser. Derimod var de fascinerende og sjove på nogenlunde samme måde, som når James Bond pludseligt fisker en eller anden besynderlig, lidt fjollet, men uden tvivl højteknologisk gadget frem fra sin smokings inderlomme. 

Bill Frisell. © Carole D'Inverno

»I like when it's impossible to tell at first if something is black or white, or country or blues, or whatever.«

Bill Frisell’s career as a guitarist and composer has spanned more than 40 years and many celebrated recordings. From Aaron Copeland and Charles Ives to Bob Dylan and Madonna. Born in Baltimore, Bill Frisell played clarinet throughout his childhood in Denver, Colorado. His interest in guitar began with his exposure to pop music on the radio.

© PR

»Music has been a healing balm for me.«

John William Grant is an American singer, musician, and songwriter holding both American and Icelandic citizenship. He first came to prominence as a co-founder, lead vocalist, pianist, and primary songwriter of the alternative rock band The Czars. After releasing six albums between 1994 and 2006, the band disbanded, and Grant withdrew from music for four years before embarking on a solo career.

He returned in April 2010 with a critically acclaimed debut album recorded in collaboration with Midlake. Queen of Denmark was named Album of the Year 2010 by Mojo magazine and was also selected as one of the ten best albums of 2010 by The Guardian’s music critics and writers.

© Malthe Folke Ivarsson

»In his music, composer Allan Gravgaard Madsen tries to create a better version of himself.« 

Allan Gravgaard Madsen is a Danish composer based in Copenhagen. His most recent works include Träume nicht and Nachtmusik. He tries to create a better version of himself in his music – where his personality tends to be restless, chatty and has an active inner life, his music is controlled, simple and merciless in its expression. He is the recipient of the Carl Nielsen & Anne Marie Carl-Nielsens Hæderspris 2022.

in briefrelease
23.01.2022

Finnish Space Travel

Tomutonttu: »Hoshi«
© Tomutonttu: »Hoshi«
© Tomutonttu: »Hoshi«

The Finnish multimedia artist Jan Anderzén has, with the album Hoshi, released under the solo moniker Tomutonttu, created a true little star. Not only because »hoshi« literally means »star« in Japanese, but above all due to the music itself. There is something cosmic, yet infinitely minute, about the sonic worlds Anderzén conjures—like a galaxy reflected in a puddle, or a space journey in a rocket carved from a hollow tree trunk. Synths emit busy, warm blips and bloops, while ultra-short vocal and instrumental samples create a recognizable blur. At once artificial and organic – soft, rounded, jagged, crackling.

Anderzén approaches sound with a playfulness I simply adore. His music is strange in an incredibly comforting way. It places me in a kind of colorful, trance-like state, only interrupted when, several times over the course of the album, I find myself smiling in delight at a particularly great sound. The synths on »Katse osuu sähköön!« The choral samples on »Kesä oli äkkiä ohi!« Milo Linnovaara’s flute on »Malta lausua ‘AH’!« And many more. Hoshi is an album packed with microscopic moments that together form a frayed, exploding, radiant, idiosyncratic whole—a stellar moment of just under 38 minutes.