Nogle komponister og lydkunstnere har musikalske visioner, der kræver at de skaber nye instrumenter, som kan opfylde de klanglige behov. Andre skaber et instrument og udvikler dernæst en musik skabt til det. De nye instrumenter kan enten være skabt fra bunden, såsom thereminen eller Luigi Russolos 'intonarumori'. Andre er væsentlige modifikationer af eksisterende instrumenter, såsom det præparerede klaver eller el-guitaren.

Musikalsk humor kan opnås på forskellige måder, heriblandt følgende: 

- Overraskelser, hvor det man forventer er erstattet af noget helt andet.

- Parodier, hvor et bestemt værk eller en genkendelig stil karikeres (musikalsk ironi).

- Lavstatus-lyde, der ikke forventes fine nok til musik - fra prutter til båthorn.

- Performative gags og overraskelser.

Det som her kaldes 'Åbne former' svarer til John Cages begreb 'indeterminate music', og handler om, at komponisten lader visse beslutninger være op til de udøvende musikere. Det kan fx være rækkefølgen af delelementer (den mest hyppige); passager af fri eller bunden improvisation; angivelsen af en begyndelses- og en sluttilstand, hvor musikeren selv vælger vejen mellem de to punkter; angivelsen af et antal noder uden at de er placeret i rækkefølge etc.

Tilstandsmusik er musik, der ikke bæres af en egentlig udvikling, men som snarere er til stede som en tilstand. Der kan naturligvis godt forekomme ændringer i tilstandsmusik - det er faktisk det almindelige - men disse er enten gradvise eller små, eller består af forskydninger. 

Betegnelsen bør kun bruges der, hvor det er en markant kvalitet ved værket, men det er ikke et krav, at det skal være decideret dronemusik eller uden akkordskift. Det afgørende er det generelle udtryk af en tilstand.

Tilfældighed er ikke bare tilfældighed, idet der findes mange forskellige planlagte og ikke-planlagte former for tilfældighed i kunst og musik. De ikke-planlagte tilfældigheder opstår så snart nogen spiller, og de sikrer at to opførelser/indspilninger aldrig er ens. Tilfældighedsmusik angår de forskellige former for planlagt brug af tilfældigheder. Dette er således en overordnet kategori/tag, der dækker over mere specifikke kompositoriske strategier, såsom tilfældighedskomposition, stokastisk musik, ubestemthed, åbne former og grafisk notation (se disse).

Ikke at forveksle med det overordnede tag 'Tilfældighedsmusik'. En tilfældighedskomposition er et partitur, der er fremkommet (helt eller delvist) gennem tilfældighedsprocesser, men hvor tilfældigheden altså ligger på kompositionsniveau og ikke hos de udøvende musikere. Denne teknik kan i egentlig forstand kaldes 'aleatorisk' (et ord, der desværre bruges i flæng), idet den opstår ved terningekast-lignende operationer.

Teksturel musik er musik, der er bygget op omkring teksturer. En tekstur er noget andet end en struktur, som György Ligeti har gjort opmærksom på. I en struktur kan man skelne enkeltdelene, som der er et forhold imellem, i en tekstur oplever man et væv, en masse, en sky af toner og lyde. Teksturel musik kommer for alvor på banen i 1960'erne med værker af Iannis Xenakis og Ligeti selv.

Støjmusik er musik, der benytter støj som en central del af det musikalske udtryk. Støj forstås her som lyde, der hverken har tonehøjder eller rytmefunktion. Den arketypiske støj er den hvide støj, den susen, der fremkommer, når alle frekvenser klinger samtidigt. Støj er i udgangspunktet et ekspressivt virkemiddel, forbundet med kaos og aggression, men støj kan også afstedkomme helt andre udtryk. Det afhænger af den musikalske sammenhæng, den indgår i. Støj har især været et virkemiddel i musikken i de sidste 100 år (siden Luigi Russolos støjmaskiner, intonarumori).

Stokastisk musik er musik, der benytter sig af matematisk genererede, vægtede sandsynligheder frem for den aleatoriske ligestilling af alle muligheder (se Tilfældighedskomposition). Denne metode er udviklet af Iannis Xenakis som en slags tredje vej for en formaliseret musik, der undgår både serialismens og tilfældighedens mulige faldgruber. Med stokastiske modeller kan man komponere overordnede bevægelser, fx fra én tilstand til en anden, således at denne bevægelse er markant hørbar, men uden at være gennemkomponeret på detaljeniveauet. Det giver bl.a.

Der er i mindre grad tale om en stilart end om et systematisk, æstetisk fokus på klang. Spektralmusikken tager afsæt i analyser af instrumenters og stemmers klanglige egenskaber (deres spektrum af overtonefrekvenser) og lader disse være udgangspunktet for kompositionen, frem for en tonal eller rytmisk idé. De klanglige egenskaber sættes i spil med hinanden, hvorved avancerede klanglige effekter opnås.

Reallyd defineres her som optagede lyde, der ikke stammer fra musikinstrumenter. Reallydsmusik er musik, der benytter reallyde (eller efterligninger af reallyde) som primært materiale. Det er altså på sin vis snævrere end 'konkret musik', der er bygget op af samples af hvilke som helst optagelser, også instrumentlyde. Men det er på den anden side også bredere, idet det afgørende ikke er, hvordan lydene er produceret, men hvad de lyder af.