Hvorfor har du valgt at spille så mange uropførelser til en koncert?
På mit masterstudium har jeg tidligere arrangeret «Erik Nerheim Saxofonfestival 2012», hvor jeg afholdt 25 koncerter på tre dage. Dette var blandt andet et forsøg på at gøre noget spektakulært - men uden at det blev på bekostning af det musikalske indhold. Den koncert ville jeg gerne følge op på og valgte at sætte rekord i uropførelser. Koncerten på søndag med navnet «68 kompositioner» er også spektakulær, men har alligevel en musikalsk tyngde og et fokus: at det er muligt at formidle klassisk saxofon og samtidsmusik til et bredt publikum - uden at det bliver på bekostning af musikken.

Herudover er det også vigtig at forny litteraturen og altså blive ved med at bestille nykomponeret musik til saxofonen. Bare til denne koncert er saxofonrepertoiret blevet betragteligt udvidet. Det er vigtigt ikke bare at konservere men også at forny.

For mig er det interessant med en sådan slags «collagekoncert», der springer fra stil til stil og udtryk til udtryk - hvert eneste minut. Jeg har inviteret alle til at skrive, som havde lyst, så derfor er der også en grad aleatorik i projektet. Det synes jeg er spændende. Jeg satte en form på koncerten og inviterede folk til at fylde den med det, de havde lyst til, indenfor de rammer jeg havde sat (max 1 minut, for saxofon mm.). Jeg vidste ikke, hvad folk ville skrive eller i hvilken stil, og det har været umådeligt spændende at modtage værker og begynde at arbejde med dem. Jeg ville gerne lave noget kollektivt, hvor jeg ikke var eneansvarlig og alene havde kontrol med, hvordan udtrykket blev.

Værkerne er primært skrevet af nordiske komponister, hvorfor?
Bortset fra en komponist, er de alle nordiske eller studerer i et nordisk land. Hovedgrunden til dette er nok så enkelt som min kontaktflade og netværk, da jeg kender flere komponister i de nordiske lande. Da det i april gik op for mig, at jeg ville lave dette projekt, annoncerede jeg det på facebook, ligesom jeg skrev e-mails til komponister og musikere, som jeg kender. Det var ikke et mål, at det stort set udelukkende skulle være nordiske komponister, men sådan blev det, efterhånden som folk svarede tilbage.  

Mellem hvert værk, skal der ikke klappes. Er der ikke en fare for at det enkelte værk glider i baggrunden til fordel for én stor komposition? 
Det er selvfølgelig meget på grund af tid og koncertdramaturgi, at folk ikke skal klappe imellem hvert værk, men det er jo også for at understrege selve konceptet. Ofte er det 68 musikere som spiller én komponist. Her vender jeg det på hovedet: 68 komponister fremføres af én musiker. På en måde kan man sige, at magtforholdet mellem komponist og udøver er blevet byttet rundt. Det er jo klart, at hvert eneste værk, som er blevet leveret til mig til koncerten, har en værdi i sig selv, men samtidig bliver de også en del af et større værk – i dette tilfælde koncerten med den aktuelle udøver. Den røde tråd igennem alle kompositionerne på denne koncert er, at det bliver opført af mig. Hele koncerten, sat sammen af 68 etminutsværker, bliver jo også et stort musikværk, i tillæg til at koncerten og alt omkring den selvfølgelig bliver et konceptværk. Alle musikere i et orkester er selvfølgelig vigtige i sig selv, men de udgør også noget mere end kun sig selv, når de har funktionen af musiker i et orkester. For mig er der en pointe i at understrege denne problematik. 

Når alt dette er sagt, så er det vigtigt for mig at præcisere at alle de kompositioner, jeg har modtaget, er vældig gode, og har en stor værdi enkeltstående. Målet for koncerten er, at både den enkelte kompositioner og makrokompositionen kommer tydelig frem.

Koncerten er 2. juni kl. 19.00 i Lindemansalen,
Norges musikkhøgskole, Slemdalsveien 11. 

Læs mer om koncerten
Koncerten ligger også på Facebook

Foto: Silje Måseide

»Music, to me, is true luxury and has always been an opening into a language without constricting categories, with room for both intimacy and impact. I don’t have a single tone in life, but I wish I did. When I work, music is a warm room I can barricade myself in, an ally that keeps me on track—not least in a time as destructive as the one we are in now. It can be a connection to difficult emotions, but also an excuse for a kitchen dance that makes me forget the world and myself. I actually constantly long for a new soundtrack (and more dancing), but if I’m completely honest, I’m also quite happy to take off the headphones and listen—not least to the non-human world’s differently calming compositions: all the other voices that we must include in the choir if there is to be human song and music in the future.«

C.Y. Frostholm (b. 1963) is a writer and visual artist who has published poetry and prose since 1985 and worked visually since 1991, including with photography, digital, and visual poetry. Together with composer Hans Sydow, he released the album Mellem stationerne back in 2000. Earlier this year, he took part in the exhibition Hybris! at Galleri Image in Aarhus, based on his latest book, Til den ven jeg aldrig har kendt (2023).

in brieflive
18.10

One Tone, Eight Breaths, and the Sound of Waiting

Elisa Kragerup, Louise Alenius, Vokalensemblet ÆTLA and others: »The Emperor of Portugalia«
© PR
© PR

Only one actor appears on stage in The Emperor of Portugalia – surrounded by eight singers. In Elisa Kragerup’s tightly choreographed staging, Louise Alenius’ a cappella composition becomes a physical experience where breath and movement merge into one. The acoustic soundscape interacts eerily quietly with the deafening, mechanical noises that arise when, for instance, beams of light are raised and lowered on stage. It feels as if the relentlessness of existence here briefly finds a sonic expression that captures Selma Lagerlöf’s intentions.

The sparse – or rather ascetic – soundscape, together with the humble peasant costumes, reflects the harsh, monotonous life of a Swedish village before the world turned modern. And the plot? A poor farmer worships his daughter, but when she leaves for Stockholm as a young woman and never returns, his years of yearning drive him, in a Don Quixote-like fashion, to believe himself emperor of the imaginary land of Portugalia, with his daughter naturally imagined as its ruler. The father’s longing borders on madness, while the daughter’s neglect or thoughtlessness ultimately turns against her: in a Godot-like manner, he waits and waits for her – just as she, after his drowning, waits for him, unable to find his body.

The piece is carried by an almost unbroken drone in the choir (produced through collective breathing) – a single sustained tone that, as an artistic device, illustrates how music in theatre can be so minimal that sound itself becomes the message, and the absence of a musical narrative becomes the point. »One tone played beautifully is enough,« Arvo Pärt once said. Except that here, the tone is sung – and in this work, his statement is affirmed in the most radical way: a maximal expression achieved through minimal means, realised with striking precision by Vokalensemblet ÆTLA.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

in briefrelease
16.10

A Microphone In the Nervous System

IKI: »BODY«
© Julie Montauk
© Julie Montauk

It sounds as if someone has placed a microphone directly inside the nervous system’s electrical impulses. The Nordic electroacoustic vocal ensemble IKI explores the boundaries between body and technology on their fifth, self-produced album BODY, where the five singers’ bodies merge into one large, organic rhythm box.

The tracks change form as the body breathes, dances, awakens, runs, wanders – in the imperative mood. The harmonically unison ripple of »Float« is countered by flickering modem-like sounds in »Regenerate«. Everything is framed by the recurring theme »Circuit«, which ultimately gathers the fragments into a single linguistic statement: »Are you gone when your body is not breathing?«

BODY demands concentration. IKI claims that all sounds on the album are created with the voice – a counterpoint to the electrically manipulated, a kind of reversed version of synthesizer sounds that imitate the human voice. It’s an incomprehensible mystery one keeps listening for: how can the voice produce the accordion-like sound on »Breath«, panned all the way to the left and slowly taking over the entire soundscape? Of course, it can’t do so on its own. The recording itself is an electronic mediation. The technological tools act as a microscope for vocal expression. It’s powerful because it asks about the transitions between human and machine, between life and afterlife. Yet the premise holds a paradox that never fully resolves.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

Bjarke Niemann. © Frederik Barasinski

»Music is everything that can only be described far more poorly with words.«

Bjarke Niemann is the lead singer, songwriter, and producer of the Danish band Spleen United. The group broke through with Godspeed Into The Mainstream in 2005 and has performed at, among other places, Roskilde Festival and the Copenhagen Opera House. Bjarke Niemann has also composed and developed music for TV and video games – including the international game series Hitman – and has produced albums with artists such as Soleima, Statisk, Afskum, and Hugorm.

© Motis Necrojam

»Music is the pursuit of original failure...« 

Motis Necrojam is the singer and collager with the Noseflutes and The Clicking Stick, a pair of combos from the old English Birmingham times, adorned with new-times dedication to derailment, approved by Sir John Peel, via their four live sessions for his mighty BBC Radio programme, occasional treaders of the boards, musicians with alias obsessions. One thing Necrojam has is a digit on the diminishing pulse.