Hvorfor har du valgt at spille så mange uropførelser til en koncert?
På mit masterstudium har jeg tidligere arrangeret «Erik Nerheim Saxofonfestival 2012», hvor jeg afholdt 25 koncerter på tre dage. Dette var blandt andet et forsøg på at gøre noget spektakulært - men uden at det blev på bekostning af det musikalske indhold. Den koncert ville jeg gerne følge op på og valgte at sætte rekord i uropførelser. Koncerten på søndag med navnet «68 kompositioner» er også spektakulær, men har alligevel en musikalsk tyngde og et fokus: at det er muligt at formidle klassisk saxofon og samtidsmusik til et bredt publikum - uden at det bliver på bekostning af musikken.

Herudover er det også vigtig at forny litteraturen og altså blive ved med at bestille nykomponeret musik til saxofonen. Bare til denne koncert er saxofonrepertoiret blevet betragteligt udvidet. Det er vigtigt ikke bare at konservere men også at forny.

For mig er det interessant med en sådan slags «collagekoncert», der springer fra stil til stil og udtryk til udtryk - hvert eneste minut. Jeg har inviteret alle til at skrive, som havde lyst, så derfor er der også en grad aleatorik i projektet. Det synes jeg er spændende. Jeg satte en form på koncerten og inviterede folk til at fylde den med det, de havde lyst til, indenfor de rammer jeg havde sat (max 1 minut, for saxofon mm.). Jeg vidste ikke, hvad folk ville skrive eller i hvilken stil, og det har været umådeligt spændende at modtage værker og begynde at arbejde med dem. Jeg ville gerne lave noget kollektivt, hvor jeg ikke var eneansvarlig og alene havde kontrol med, hvordan udtrykket blev.

Værkerne er primært skrevet af nordiske komponister, hvorfor?
Bortset fra en komponist, er de alle nordiske eller studerer i et nordisk land. Hovedgrunden til dette er nok så enkelt som min kontaktflade og netværk, da jeg kender flere komponister i de nordiske lande. Da det i april gik op for mig, at jeg ville lave dette projekt, annoncerede jeg det på facebook, ligesom jeg skrev e-mails til komponister og musikere, som jeg kender. Det var ikke et mål, at det stort set udelukkende skulle være nordiske komponister, men sådan blev det, efterhånden som folk svarede tilbage.  

Mellem hvert værk, skal der ikke klappes. Er der ikke en fare for at det enkelte værk glider i baggrunden til fordel for én stor komposition? 
Det er selvfølgelig meget på grund af tid og koncertdramaturgi, at folk ikke skal klappe imellem hvert værk, men det er jo også for at understrege selve konceptet. Ofte er det 68 musikere som spiller én komponist. Her vender jeg det på hovedet: 68 komponister fremføres af én musiker. På en måde kan man sige, at magtforholdet mellem komponist og udøver er blevet byttet rundt. Det er jo klart, at hvert eneste værk, som er blevet leveret til mig til koncerten, har en værdi i sig selv, men samtidig bliver de også en del af et større værk – i dette tilfælde koncerten med den aktuelle udøver. Den røde tråd igennem alle kompositionerne på denne koncert er, at det bliver opført af mig. Hele koncerten, sat sammen af 68 etminutsværker, bliver jo også et stort musikværk, i tillæg til at koncerten og alt omkring den selvfølgelig bliver et konceptværk. Alle musikere i et orkester er selvfølgelig vigtige i sig selv, men de udgør også noget mere end kun sig selv, når de har funktionen af musiker i et orkester. For mig er der en pointe i at understrege denne problematik. 

Når alt dette er sagt, så er det vigtigt for mig at præcisere at alle de kompositioner, jeg har modtaget, er vældig gode, og har en stor værdi enkeltstående. Målet for koncerten er, at både den enkelte kompositioner og makrokompositionen kommer tydelig frem.

Koncerten er 2. juni kl. 19.00 i Lindemansalen,
Norges musikkhøgskole, Slemdalsveien 11. 

Læs mer om koncerten
Koncerten ligger også på Facebook

Foto: Silje Måseide

in briefrelease
16.08

The Symphonic Statement of the Year

Søs Gunver Ryberg: »Coexistence«
© PR
© PR

My experience of Coexistence, Søs Gunver Ryberg’s ten-minute work for orchestra and electronics, unfolds in two stages.

At first, I am stunned. By the natural ease with which she handles the symphonic material, turning the orchestra into a potent hybrid of acoustics and synthesis. Such bite in the sound, such a sandstorm of granular texture churning on behind the instruments.

Here, I think enthusiastically, the sonic potential of the twenty-first-century orchestra is realised. But then doubt sets in during the second stage. For does something essentially similar happen here as in Swedish composer Jesper Nordin’s hour-long Emerging from Currents and Waves (2018): a technological quantum leap in symphonic sound that nevertheless freezes compositionally into a stop-and-go between thunder and silence?

The supply of drama in Coexistence is almost vulgar: unstable Icelandic dark drones, harsh brass blasts, trembling strings, thunderous timpani, abrupt brakes like those in Hollywood action trailers – and much more besides. It is a heavenly chaos. The contrast: muted alarms of bowed metal, collected noise and extended tones, like a fragile iron framework still shuddering after the storm.

The two temperaments alternate, and it sounds phenomenal under Dalia Stasevska’s direction of the BBC Symphony Orchestra. The work’s core is catastrophe – collapse and aftermath – and seen in that light, the black-and-white extremes make sense. The music is brutal, relentless. But could it have been more: more in colour, beyond the duel? Perhaps. Judge for yourself – Coexistence is without doubt the most striking symphonic statement of the year.

in briefrelease
11.08

Voices From a Bygone Era

Sofie Birch & Antonina Nowacka: »Hiraeth«
© PR
© PR

While Sofie Birch and Antonina Nowacka’s joint debut album Languoria, with its synth-laden sound, felt like a dream of another world, their second album comes across more as a window into a bygone time. The electronic elements have stepped into the background in favour of acoustic timbres from sitar, guitar and harp, lending the music a warmer, more grounded character. A fine example is the title track, where a gently trickling stream forms a backdrop for a relaxed dialogue between sitar, guitar and voices that shift between singing and humming. There’s a clear connection to the simple melodies of folk music and those little fragments one might find oneself humming in the kitchen while the kettle boils. It is precisely this personal and inviting tone that makes the composition so effective. The track »Nøkken« likewise testifies to the strength of Birch and Nowacka’s songwriting. With its sparse instrumentation, gentle melody and carefully balanced reverb, the piece brings out the best in their voices and appears almost weightless – transparent and ephemeral.

Together, the Danish-Polish duo create music for those who dream of another time and place – not because they necessarily wish to escape their present reality, but because the quiet moments of daydreaming are full of calm, comfort and enchantment. At times, however, the sense of security takes over slightly, and one misses something to challenge the stillness – like the more prominent synths did on their debut. But for those in the mood for unpretentious beauty and quiet reverie, Hiraeth remains a strong release from two continually compelling voices in the ambient genre.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

»Music is the infinite sound of humanity, in all of its manifestations. It is the essence of who we are, what we fear and what we hope for. Nobody owns music, and yet it is absolutely who you are, the very DNA of your soul.«

Seb Doubinsky is a bilingual French dystopian fiction author and academic. His »city-states cycle« has put him on the map of notable authors of the genre. He has been long-listed for an Arthur C Clarke award, won the Foreword Reviews bronze award for Missing Signal and his latest novel is short-listed for the 2025 Foreword Reviews award. He lives in Aarhus, Denmark, where he teaches French history, literature and culture at the university.

© Mateusz Szota

»For me, music is a particular engine for diversity, identity, individuality, and community. Music has an immediate ability both to create and strengthen safe spaces and to expand and tear apart the boundaries of existence.«

Artist, curator, and educator Jacob Eriksen works between Struer and Berlin. He is head of Sound Art Lab, festival director of Struer Tracks, director of studies at 89 Sound Art School, and teaches Sound Studies and Sonic Arts at UdK Berlin.

in brief
11.07

Fata Morgana Between Two Continents

Niels Lyhne Løkkegaard & Michael Pisaro-Liu: »Fata Morgana«
© PR
© PR

Back in the day, people watched Beverly Hills 90210 simply because it filled the flow-TV schedule. Artist Niels Lyhne Løkkegaard, too, spent his youth wandering through those virtual Californian landscapes. In the project Fata Morgana, Løkkegaard and American composer Michael Pisaro-Liu explore this strange experience between place and fiction. With the alto recorder as their weapon, they invite us both home and away. And, as a nostalgic homage to bygone media realities, the project comes with an A-side and a B-side. It begins with »Visit«: the crackle of forest floor near Løkkegaard’s childhood home in western Jutland, recorded in 2021. The microphone is placed somewhere, a few steps are taken – and then silence... Far away, the alto recorder begins a melody surrounded by birdsong. This homely soundscape is woven into the listener’s own sense of place. Was that a car driving by – here? Or there?

On the B-side, »Visitation«, Pisaro-Liu repositions the flute piece in California in 2024. The tension rises; the melody is visited and haunted from the other side of the globe. It is disturbed and distorted by electric signals, siren tones, interfering noise, and fragments of American voices murmuring things about »fever dream« and »not anything in particular.«

For indeed, there isn’t really anything. It’s classic Løkkegaard: an imagined world unfolding in the listener’s mind. It could have been done in less than 2x22 minutes, but the idea is strong, simple, and well executed. Like the sonic version of a cartoon mirage shimmering falsely in the sharp Californian sunlight.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek