I fem år er Fanø hver sommer blevet indtaget af mikrofestivalen Fanø Free Folk Festival, som har fokus på mødet mellem alternative eksperimenter og folkemusik. 

I 2014 er det en slags jubilæumsår, hvor festivalen bl.a. kan præsentere danske og internationale kunstnere som duoen Arborea (US) der byder på en moderne videreførelse af arven fra kunstnere som Tim Buckley, Robbie Basho og Pentangle. Et lidt mere rocket take på den klassiske acid folk finder man hos københavner-baserede Halasan Bazar. Svarte Greiner (NO) præsenterer sit mørke og dronede univers for cello, guitar og elektronik og desuden kan man høre & Jo Quail (UK) der befinder sig et sted mellem neo-folk og klassisk musik.

Derudover kan festivalen præsentere det Berlin-baserede folk-kollektiv Hungerhoff & The Wild Roots, et møde mellem folk og ambient elektronik fra østrigske Bird People, free form guitarpoesi fra italienske Laboule og den danske trio Family Underground, der siden 2000 har opbygget et internationalt ry med deres blanding af psykedelisk folk, sære improvisationer, rockede freakouts og dybe droner. 

FAKTA 
Fanø Free Folk Festival
25-27. juli 2014 
Program og nyheder opdateres løbende på facebook.com/fanofreefolk.