I dag starter fire dages Rued Langgaard-festival i Ribe, hvor Langgaard i år sættes i relation til ungarske György Ligeti, der i slutningen af 1960’erne var med til at genopdage og udbrede kendskabet til den danske komponist.
Centralt i festivalen står Rumrejsen i Sfærernes Musik 2016, der er en rumlig realisering af Langgaards berømte Sfærernes Musik for orkester, kor, orgel, fjernorkester og sopran, skabt af Bo Gunge til årets festival. Ved at placere de mange musikere rundt om og over publikum, bruges Ribe Domkirke som en surround-scene, hvor Langgaards forestilling om at genskabe de himmelske sfærers musik bliver tilført en ny dimension.
Festivalen byder også på en række foredrag. Bl.a. sætter astrofysiker Anja Cetti Andersen fokus på lyden af det ydre rum, ligesom at Stanley Kubricks filmiske rumrejse 2001: A Space Odyssey, hvis lydside gør brug af flere Ligeti-værker, vises ved lejligheden.
Musikken opføres af bl.a. den svenske pianist Fredrik Ullén, sopranerne Dénise Beck og Signe Asmussen, Nightingale String Quartet, DR VokalEnsemblet samt Sønderjyllands Symfoniorkester, og koncerterne fordeler sig rundt omkring i Ribe i domkirken, på Domkirkepladsen, i Sct. Catharinæ Klosterkirke samt i den nyligt indviede Langgaard Salen i Kannikegården.
Fuldt program, information om billetsalg m.v. findes på festivalens hjemmeside.
Finnish Space Travel
The Finnish multimedia artist Jan Anderzén has, with the album Hoshi, released under the solo moniker Tomutonttu, created a true little star. Not only because »hoshi« literally means »star« in Japanese, but above all due to the music itself. There is something cosmic, yet infinitely minute, about the sonic worlds Anderzén conjures—like a galaxy reflected in a puddle, or a space journey in a rocket carved from a hollow tree trunk. Synths emit busy, warm blips and bloops, while ultra-short vocal and instrumental samples create a recognizable blur. At once artificial and organic – soft, rounded, jagged, crackling.
Anderzén approaches sound with a playfulness I simply adore. His music is strange in an incredibly comforting way. It places me in a kind of colorful, trance-like state, only interrupted when, several times over the course of the album, I find myself smiling in delight at a particularly great sound. The synths on »Katse osuu sähköön!« The choral samples on »Kesä oli äkkiä ohi!« Milo Linnovaara’s flute on »Malta lausua ‘AH’!« And many more. Hoshi is an album packed with microscopic moments that together form a frayed, exploding, radiant, idiosyncratic whole—a stellar moment of just under 38 minutes.