Lydkunstneren Søs Gunver Ryberg er i Brasilien i disse dage for at deltage i festivalen HEMISFÉRIO/HALVKUGLE, der er et dansk-brasiliansk samarbejde. Formålet med festivalen er at give plads til alternative kunstformer og den kulturelle udveksling mellem Danmark og Brasilien. I samarbejde med et brasiliansk kunstnerkollektiv skaber Søs Gunver Ryberg forskellige værker, der bliver præsenteret på festivalens sidste dag til en koncert med input fra hendes oplevelser og erfaringer i Rio de Janeiro.
Udover lydkunst er festivalen primært en filmfestival, der viser unge danske og brasilianske filmskabere. De danske bidrag kommer fra Filmskolen, Kunstakademiet, DFI/Filmværkstedet og den alternative filmuddannelse Super16, disse blander sig med brasilianske film med fokus på den filmiske udveksling landene imellem.
Det Danske Kulturinstitut i Rio præsenterer i samarbejde med den anerkendte kulturinstitution Comuna film- og lydkunst festivalen HEMISFÉRIO/HALVKUGLE.
Festivalen løber fra d. 18.-20. december og fokuserer på unge kreative kunstnere på vej frem. Stedet Comuna blev åbnet i 2011 af fire kunstnere som resultat af en stigende interesse fra en ny befolkningsgruppe i Rio – unge der er interesserede i kunst og kultur.