Bekymring 3+4+5” Omvej til omvej...

Pianisten i Ouvertures spiller på en sampler via et midi-keyboard, hvor hver tangent er sat til at udløse en forberedt lyd eller sample. I værket indgår bl.a. lyde fra en shanghai-politibil, et traditionelt kinesisk orkester afspillet på en meget ujævn pladespiller, en kinesisk kung-fu-film fra 80’erne, en strakt (time-stretched) kinesisk melodi ...
Efter at have arbejdet med sampler og orkester, kan jeg næsten ikke forestille mig, at jeg i fremtiden kan lave et orkesterværk uden sampler. Der sker noget helt særligt, når orkestret konfronteres med mere eller mindre genkendelige, konkrete lyde eller lyde fra en anden kontekst. Det er som om orkestret ikke længere er medie, men et konkret element i musikken. Jeg har forsøgt at integrere alle de udefrakommende lyde, så der ikke er tale om et ekstra, påført lag, men et samlet hele. Og hver eneste gang der kommer en konkret, referende lyd - som for eksempel den karakteristiske lyd af dyt-hornet på en shanghai-politibil - forsøger jeg at bringe den i en kontekst, hvor der er argumenteret klangligt eller musikalsk for lyden, så den indgår som en naturlig del af en udvikling eller serie af elementer. Lykkes dette, kan man opleve lyden som både abstrakt og konkret på en gang; den er en integreret del, ikke et fremmedlegeme, men på samme tid er den et klart symbol eller en klar reference. (I tilfældet med lyden af politibilen kræver oplevelsen som symbol naturligvis, at man har været i Shanghai).

Min bekymring omkring opsætning var mestendels rent teknisk og gik mest på løsningen af det problem, at der er flere lyde, end der er tangenter. Det blev løst ved at skifte sample-bank midtvejs, og problemet var blot at sætte sampleren op, så dette skift kunne foretages via tangenterne. Jeg fik heldigvis hjælp til dette fra en kollega, og det eneste problem ved hjælp er jo, at hvis noget pludselig ikke virker, har man ikke selv mulighed for at løse problemet. Men det virkede! Og hele det logistiske i at fordele lydene, så de lyde, der skal spilles samtidig ikke ligger for langt fra eller for tæt på hinanden, lod også til at virke.

...

I Ouvertures forsøger jeg bl.a. at tematisere den distance, jeg oplever, når jeg for eksempel lytter til en traditionel kinesisk melodi. For mig er det primært en kinesisk melodi, og om det lige er den ene eller anden kinesiske melodi gør ikke den store forskel for mig ... det lyder for mig altsammen som “kina-musik”, så at sige. 

Idéen i første halvdel af Ouvertures var, at jeg ville forstærke denne distance og skabe en situation, hvor det kinesiske publikum kunne opleve den traditionelle musik som fremmed, og således være i samme båd som en vestlig lytter: Jeg tog et udsnit af en traditionel kinesisk sang indspillet af en berømt, afdød sangerinde, filtrerede den, så det lød som en ældre optagelse og strakte forskellige udsnit af den til ukendelighed. Første gang den bliver præsenteret er den strakt med faktor 50 (så 1/5 sekund varer 10 sekunder), næste gang faktor 25, så 20, så 15, så 10, og til sidst trækker musikken sig sammen og accelerer til det oprindelige tempo, og man hører knap to sekunder af den rene musik før lyden fryser. (Man oplever jo først rigtigt en distance, når den sættes i relief med et close-up ... i dette tilfælde opstår relieffet eller åbenbaringen omkring, hvad det er man har hørt hele tiden, dog bagudrettet). 
Idet sangen strækkes hører vi en rig verden af mikrotoner og glissandi - vi oplever den unikke kinesiske sangteknik under mikroskop.

I anden halvdel ville jeg lave noget lignende med kinesisk tale: Jeg ville skabe en situation, hvor man (særligt kinesere) kunne lytte til sproget som ren melodi - som den sang, de hele tiden går rundt og synger. Til formålet valgte jeg det måske stærkeste symbol på Kina; en tale af Formand Mao (som heldigt nok har en meget karakteristisk dialekt, som alle skulle kunne genkende ham på). Min erfaring med kineserne indtil nu har været, at de har været utroligt åbne og har et alt andet end helligt forhold til deres kulturarv. Alligevel har jeg været spændt på, hvordan Mao-indslagene vil blive modtaget. Citatet, som stammer fra en berømt tale fra 1956, kan jeg sagtens selv skrive under på, og det var forøvrigt det første jeg fandt på youtube:

We must not
be overly satisfied and thrilled
humbleness makes knowledge be more
arrogance makes wit slow
we should remember 
the eternal truth
in this phrase.

I starten kommer der kun filtrerede uddrag af teksten, så man ikke kan forstå ordene, og gu-zheng’en spiller unisont med den tilbageblivende melodi. Til sidst kommer teksten ufiltreret. Først strakt til kvart tempo, så det rent faktisk lyder som en sang. Melodien indeholder flere treklangsbrydninger og harmoniseres med nogle semi-forvrængede, semi-heroisk instrumenterede akkorder under. Tempoet stiger til tale-tempo, harmonikken skifter, og resten af talen afspilles (hele tiden i “duet” med solisten).

Hvordan vil dette blive opfattet? Jeg synes virkelig det lyder fantastisk, når Mao begynder at synge - første gang jeg sad og legede med harmoniseringen, fik jeg gåsehud. Men kan det misfortås som disrespekt eller helligbrøde? Der er jo ikke en eneste reportage fra Beijings kunstscene, som ikke viser malerier af Formanden, og langt fra altid i flatterende fremstillinger. Så hvorfor ikke i musik? Jeg spurgte på et tidspunkt forsigtigt Liu Le, solisten, hvad han syntes, og han syntes umiddelbart, at det var en god idé. Men alligevel er jeg spændt på reaktionen. Jeg vil med glæde gå til grænsen, men jeg ønsker ikke at gå over den.

...

Et andet stærkt klangligt symbol på Kina er lyden af de kinesiske kanonslag - de karakteristiske serier af et enormt antal eksplosioner lige efter hinanden, som nærmest bliver til en knitrende tekstur. Denne reallyd indgår i værket altid i en musikalsk kontekst af lyde, der ligner den så meget, at den kommer som et naturligt element i en serie af musikalske begivenheder.

Endnu engang fandt jeg lyden på en youtube-video. Og jeg huskede rigtigt; lyden fik med det samme billedet af kinesisk festivitas frem i mit hoved. Efter at værket var færdigt testede jeg lyden på to af mine venner, og de gættede begge på - hvilket aldrig var faldet mig ind - at det var lyden af maskingeværssalver! Og uheldigt nok indgår den i en serie af lyde lige efter Maos tale; klapsaver fra talen, derefter ét sekundts barok-pizzicato-tekstur i strygerne, og så lyden af ... kanonslagene. Hvis maskingeværssalver var en generel associering til lyden, kan det naturligvis tolkes i en temmelig uheldig retning. 

Under prøverne i Paris prøvede jeg virkelig at lytte til lyden med friske ører (det var første gang jeg hørte lyden på andet en høretelefoner), og for mig lød det heldigvis i endnu højere grad som soundtracket til en kaotisk nytårsscene med ild og flerpersoners dragekostymer ...