Sofie Birch: »Behind Her Name Chestnuts Fall Forever«. På klaveret spiller et simpelt stykke, der med lange pauser giver tonerne plads til at ringe fuldstændigt ud, før de genoptages. Jeg kan høre en knirken. Er det et gammelt, næsten udtjent klaver, eller er det stolen, som pianisten sidder på? Det er, som om jeg er til stede i lokalet. Sofie Birch ved instrumentet, terrassedøren åben, morgenpastorale.

Selv når musikken ændrer karakter og tilføjer synths, droner, percussive vokaler og naturoptagelser, så mister den aldrig sit nærvær. Blandingsforholdene og stemningerne forandrer sig, men billederne står altid klart for det indre øje. Der sker altid nok til, at min interesse fastholdes, men aldrig så meget, at jeg ikke selv kan drømme med. Og heri ligger Birchs efter min mening største styrke. Som få andre formår hun at bruge lyd til at vække scenarier og følelser til live.

Albummet lakker mod enden, og den tidligere morgenstemning har nu ændret sig til noget mere natligt. Klaveret og den intime knirken er vendt tilbage for at ringe ud. (Longform Editions, 16. dec.) – Kristoffer Møllegaard

Francesca Burattelli: »Condition«. Første gang jeg lyttede til Condition, tænkte jeg, at det lød som en 2.0-version af den franske sangerinde Brigitte Fontaine og den lyd, hun i 70'erne skabte sammen med multiinstrumentalisten Areski Belkacem. De håndspillede rytmer er godt nok erstattet af trap-beats, og båndmanipulationen af diverse plugins, men den nysgerrige og legende tilgang er den samme.

Burattelli ser stort på traditionelle sangstrukturer. Ligesom Fontaine foretrækker hun at skabe et puslespil af små vignetter, hvor blandt andet a cappella-sang, field recordings og sfæriske synthflader vikler sig ind og ud af hinanden. Lyt blot til »Give It Another Try«, hvor et beat, der lyder, som om nogen leger med en hæftemaskine, fører lytteren direkte ind i en storslået orgelpassage.

Ikke alt fungerer: Det er for eksempel en skam, at den seks minutter lange titelsang stopper brat, før den når det klimaks, den ellers leder op til. Det ændrer dog ikke ved, at Condition er en af de mest ambitiøse debutplader, jeg har hørt længe. (Visage, 20. jan.) – Rasmus Weirup

E.O.M. & Alexander Holm: »A Limb Between Two Greens«. På det digitale cover ses et fotografi af en snegl, en pind og nogle sten. Fotografiet er indrammet af tynde, hvide streger – kruseduller i samme snoede form som sneglehuset samt fine, enkle linjer, der godt kunne ligne græsstrå – og belagt med et køligt, malakitgrønt filter. Ved første øjekast kan det være svært at se, hvor fotografiet slutter og tegningen begynder.

A Limb Between Two Greens er et samarbejde mellem det sfæriske folkprojekt E.O.M. og lydkollagekunstneren Alexander Holm. Og som med coveret er det svært at skelne Holms stærkt manipulerede reallyde fra E.O.M.s elektroakustiske instrumentering. Det er lighedsværn som kunstnerisk strategi, og resultatet er de mest spændende og rigt teksturerede lydbilleder, jeg længe har hørt.

Det er smukt, men nærmer sig også til tider den famøse ‘uncanny valley’, hvor sammensmeltningen af teknologi og natur føles ildevarslende og fremmedgørende i sin hyperrealisme. Ikke at værket bliver mindre spændende af den grund: tværtimod! (Sensorisk Verden, 17. dec.) – Rasmus Weirup

Pär Thörn & TR Kirstein: »Scorpionizer«. Teleevangelisme, true crime og H.P. Lovecraft nævnes som inspiration for Thörn og Kirsteins 71 minutter lange messen af skurrende motorer, bastung fabriksstøj og sære, forvrængede stemmer transmitteret via kortbølgeradio.

Er man dreven ud i lockdown fever og eksistentielt buldermørke, vil man føle sig hjemme på Scorpionizer, der er fyldt med ensomhed, cravere af menneskelig kontakt, søgen efter frelse og surf på sinusbølger.

Hvem er de, stemmerne på albummet, som taler om kristendom og radioaktivitet i Kina? Det finder vi aldrig ud af. I stykker med titler som »They Came In« og »Static Sun« vokser den underlige følelse af at være lukket inde i et både cool og skørt kaninhul.

Men halleluja, dette album rummer lydguf for podcastfans af okkulte fortællinger om kældermennesker. Det er ganske uhyggeligt, du. (Topos, 20. nov.) – Andreo Michaelo Mielczarek

Band Ane: »Anish Musix«. Fandt mig ikke umiddelbart fanget af de første numres drømmende electronica. Men måske det netop var planen: at lulle mig ind i en form for indifferent tryghed i de elektroniske lyde, for pludselig blev jeg lysvågen og opmærksom, da en klarinets sprøde træklang på tracket »Delicate Memories« gav mig kuldegysninger.

Mønsteret fortsætter det meste af resten af albummet, et gennembehageligt og ufarligt univers af syntetiske lyde, der lejlighedsvis får besøg fra den organiske verden. Højdepunkterne er, foruden føromtalte track, »Fantasia Night«, hvor fuglekvidder spiller en birolle, og »Midnight Angel«, hvor englen med kvindestemmer synger til os.

Og så bliver der skruet op for tempo og intensitet på de sidste tre numre med energi til at skubbe os ud af den drømmetrance, resten af albummet forsøger at sætte os i. Ikke banebrydende, men helt igennem behageligt. (Stereo Royal, 18. dec.) – Niclas Nørby Hundahl

P2: »Kvinder i musik«. Et af de ord, jeg lærte i 2020, var dydssignalering. At man udadtil bakker op om en aktivistisk sag, men i praksis fortsætter sit liv som hidtil. Og tak for det ord, 2020, for det beskriver fuldstændig P2’s føljeton om kvindelige komponister, som blev sendt i december.

Landets på papiret mest patriarkalske radiokanal portrætterede navne som Hildegard af Bingen, Else Marie Pade og Louise Alenius. Kvindelige komponister findes, var budskabet. De seks minutter lange montager lød imidlertid, som det ville lyde, hvis Wikipedia stod i spidsen for en folkeopstand.

Ud over en let indigneret intro blev en vigtig kulturpolitisk agenda renset for den mindste smule aktivisme og selvkritik. P2 spiller en nøglerolle i den ulige repræsentation, men tilrettelæggerne greb ikke chancen for at gå mere vovet og konfronterende til værks i serien.

Og effekten udeblev: Mens P2 signalerede fokus på kvindelige komponister, fortsatte kanalen hele december med at spille musik, der i mere end 90 procent af tilfældene var skrevet af mænd. (P2, 1.-24. dec.) – Sune Anderberg

Passive/Aggressive #9: »Isolation«. Da verden skrumpede ind, gik kunstnerne ind på deres værelser. I denne samling tekster, grafik og lydkunst om pandemiens kunstneriske, eksistentielle og politiske perspektiver er der fadt føleri a la øget-afstand-binder-os-tættere-sammen.

Måske er det for tidligt at forstå et »nyt nærvær«, som Joalane Cecilie Laurberg Mohapeloa beskriver: »Jeg forsøgte, men mit liv kan ikke være på mit værelse, det er for stort. Vi har brug for hinanden på en anden måde nu.«

Men Giuseppe Pisano går direkte til det pessimistiske stål i essayet »Being an Artist Is Horrible«, og langtidsholdbart er også lydværket Italienske tilstande, hvor poeten Morten Søndergaard telefonerer fra Toscana, så vi fornemmer det kollektive Angsttjernobyls usynlige mælkede lydtåge, mærker Virustonen og Støjsenderen overtage alle frekvenser. Og vi erfarer til sidst, at »den bløde verden kan modelleres til en anden verden«. Præcis.

Usynlige smittedråber lyder ikke af sørgelig elegi i Astrid Sonnes Tread. Hun rapporterer elektronisk, så vi mindes alle de aflyste fester. Fest er denne samling ikke – nærmest sadcore. Men mindst lige så oplysende public service som fællessang hver for sig på DR1. (Passive/Aggressive, 17. dec.) – Andreo Michaelo Mielczarek

Clara Iannotta: »Earthing«. Siden jeg hørte Dead Wasps in the Jam Jar (iii) ved Gong Tomorrow i 2019, har Iannottas luftigt skrabende strygekvartet ligget og ulmet i min erindring som noget mystisk dragende.

Med de metalliske lyde og den svævende struktur er det som at være fanget på en hjemsøgt asfaltlegeplads en mørk vinteraften. At de her ekstremt detaljerede og nænsomt glitrende støjklange nu findes i en god indspilning med den ellers normalt lidt firkantede Jack Quartet, er tæt på genialt.

Det er længe siden, jeg har været lige så optaget af en strygekvartet. Iannotta er virkelig en af de mest delikat skrivende kammerkomponister i dag, når det gælder blandingen af subtil elektronisk ambiens og støjpotentialet i akustiske instrumenter. Og så er der altså også noget ved hendes uvaklende collageformer, der virker fængende selvsikkert og nutidigt.

Når jeg sidder og hører værkerne på albummet, glemmer jeg næsten, hvad vi overhovedet skal med traditionelle tonehøjder og klangidealer. Skibet er ligesom sejlet, og hvordan er det nu: If you jump, I jump? (Wergo, 4. sep.) – Sune Anderberg

Mark Solborg: »Tungemål I + II«. Det er ikke altid synderlig interessant at vide, hvad kokken har gjort for at få maden til at smage. I to lækkert indbundne bøger – en »poetik« – åbner Solborg sit værksted og reflekterer over guitaren som instrument og akustisk/elektrisk stemme.

Det gør ingenting, at teksterne af og til vil ligne digte. Men almindeligheder, såsom at magien ligger i uperfekthederne og det uforudsigelige, irriterer og skygger for Solborgs udmærkede idé: Hvad gør elguitaren i et ensemble? Hvordan taler den? Hvad er nærvær og resonans, når lyden af sarte strenge presses ud gennem en højttaler?

»The workshop is a good place to be,« står der. OK. Men hvordan lyder slide med trækøkkenredskaber modsat porcelæn? Og på hvilken måde er en bestemt Justin Vernon-teknik inspirerende?

Musikken på de to CD’er – sologuitar eller med de frie jazzsjæle Simon Toldam, Lars Greve og Francesco Bigoni – er dog en gur ganerenser. Guitarpoetikken bliver poesi: frenetisk støjende, eksotisk free, og den stikker helt af på »Tokyo«. (Ilk, 20. nov.) – Andreo Michaelo Mielczarek

All Too Human: »Because You’re Worth It«. Jeg ville så gerne leve i en verden, hvor det her album havde vundet alle jazzpriserne i år. Hvis det er rigtigt, at vi befinder os i en tid præget af opløsning, så viser Peter Bruuns opstandsende og halvstemte kompositioner, at opløsning kan være en ret underfuld bevægelse.

Jazzmodernistiske og fusionshippe temaer uden sikre tonale ankre hænger som en lang, flagrende rød tråd i værkerne, hvor guirlander af syntetiske lyde og akustisk-cool blæserstemmer glider collagelet ind og ud af hinanden. Jeg tror, jeg bliver lidt ør, lidt opstemt, lidt melankolsk på kryds og tværs af pladen.

Allerbedst er det selvfølgelig de gange, hvor temaerne løber ind i så heftig krydsild fra resten af den udvidede kvartet, at coolnessen splintrer og ormehullerne åbner sig. Det er især i begyndelsen af albummet – »All Too Disko« og »The If Machine« er jo ét langt wow – for senere tager værkerne en mere spaced-out drejning. Men jeg vil med derud, jeg vil også opløses. (Ilk, 28. aug.) – Sune Anderberg

Qarin Wikström: »Ping Pong Punktum«. Idéen – at du kan lytte til de tolv små musikvignetter på albummet, mens du kigger på et dertilhørende billede – er utvivlsomt interessant, og den viser sig at have indflydelse på, hvordan man som lytter tilgår værket.

Ping Pong Punktum virker intentionelt underspillet. Til trods for at de to musikere – Wikström og Herman Müntzing – bevæger sig i frit improviseret støj-territorie, så giver de den aldrig helt gas.

Alle tolv numre virker forholdsvis simple, bestående af få elektroniske og vokalbaserede byggeklodser og uden klart definerede retninger. Det samme gælder Jan Oksbøl Callesens billedmateriale, der består af abstrakte former, farver og, en gang imellem, genkendelige motiver.

Denne enkle tilgang virker til værkets fordel, for både musik- og billedkunsten føles intim, indbydende og spændende. Som et oplæg til et farverigt og mærkværdigt eventyr, som lytter-beskueren selv kan digte videre på. (Ilk, 11. dec.) – Kristoffer Møllegaard

Thomas Agerfeldt Olesen: »Der Wind bläset wo er will«. Det er altså mesterligt, hvordan Thomas Agerfeldt Olesen balancerer kaotiske orkaner med drømmende idyl på sit nyt album.

Blæsten har inspireret mange komponister gennem tiden, men orkesterværket Der Wind bläset wo er will (2011) er ikke desto mindre et frisk pust med mange facetter: fra en organiseret storm, hvis motiver føles både truende og velkendte, over en insisterende dryppen, som var regnen lige uden for vinduet, til en nærmest romantisk brise.

Til minde om min mor (2014), en cellokoncert, begynder med trinvise løb, der langsomt folder sig ud og får dybde af orkestret. Hele værket skifter generelt mellem avancerede teknikøvelser for cello og hjerteskærende melodiske sektioner, men det kan jeg vistnok meget godt lide, for det føles hverken kedeligt eller ensformigt, snarere fængende og smukt. Jeg kommer til at høre mere Agerfeldt Olesen! (Dacapo, 4. dec.) – Niclas Nørby Hundahl

Soft Items: »H«. Claus Haxholms seneste album under navnet Soft Items minder mig mere om en drøm – eller måske en meget svag erindring – om et musikalsk værk end om et musikalsk værk i sig selv. Albummet er en forunderlig kollage af lyde, der næsten ikke er der, lyde, jeg først bliver opmærksom på, det øjeblik de helt abrupt forsvinder.

Første gang jeg lyttede til albummet, forekom det mig paradoksalt, at et album, der skulle være inspireret af arkitektur, kan fremstå så tilsyneladende blottet for form og struktur: arkitekturens for mig at se mest grundlæggende bestanddele.

Efter at have lyttet til det flere gange begynder mønstre dog at komme til syne: De rungende klaverakkorder og de mystiske vokalsamples bliver gennemgående elementer, der giver det ellers ret så fragmenterede album en tiltrængt følelse af kontinuitet.

H er en på én gang fascinerende og frustrerende oplevelse. Sommetider mere frustrerende end fascinerende, men ikke desto mindre alligevel fascinerende. (Sensorisk Verden, 5. dec.) – Rasmus Weirup

Ilinx: »Memory«. Kassettebåndets cover er håndlavet, musikken er et sjovt mix – middelalderinspirerede, rurale vokaler i lange, flydende melodier køres gennem elektroniske, spacede filtre.

»I know I should know better but I desire a new kind of intimacy,« siger robotstemmen på nummeret »Body Farm«. Vokalgruppen Ilinx, som består af de tre komponister, sangere og producere Laura Marie Madsen, Anna Sophie Mæhl og Amanda Appel, ryster stemmer og maskiner, så nye, spændende intimiteter opstår – helt efter køns- og teknologiteoretikeren Donna Haraways teser i A Cyborg Manifesto.

Holly Herndons folkemusikalske minimalisme anes i de syv satser, fra »Amen« til »Moon«, og trommebeatet i »Emotions« lyder dovent som en lungemaskine, der er ved at løbe tør for strøm.

Sådan swinger Ilinx’ Memory – et debutværk – på sin egen fedt underspillede og electrofolkede måde. Som bimlende talebeskeder, der er rejst fra middelalderen og fra fremtiden. På én gang. Der er nogen, der vil os noget. (MoBC, 30. nov.) – Andreo Michaelo Mielczarek

Autumn Ambient: Claus Haxholm. »Velkommen,« er en præindspillet stemme begyndt at messe i forskellige tonelejer og intonationer et kvarters tid inden koncertstart.

Haxholm, stemmens ejer og ene person på eftermiddagens program, spiller på mange tangenter. Hans sæt spænder over alt fra field recordings og droner til tætklippede vokalsamples, recitation af lyrik og et knirkende, ASMR-agtigt intermezzo opført på uakkompagneret sivsko.

Der er mange idéer. Måske for mange, for det føles sjældent, som om de sammen vokser sig til noget større end en sekvens af mere eller mindre stillestående lydbilleder.

Musikken er pæn. Den vover ikke meget, og med nogle få undtagelser – blandt andet de føromtalte, nær polyfone vokalsamples – bevæger den sig i den lidet fængende mellemgrund, hvor selv de støjende elementer, der nu og da indfinder sig, føles sært kontrollerede. Alle bestanddelene er der, men trods Haxholms ihærdige forsøg på at få mig til at føle mig velkommen, følte jeg mig desværre aldrig rigtig draget ind i hans univers. (Alice, 29. nov.) – Kristoffer Møllegaard

Felix Kubin. Det er svært ikke at blive i godt humør af Felix Kubin, som han står på scenen og danser mellem sine utallige synthesizere, omgivet af tegneserieagtige visuals og klædt omtrent som en steward fra Polish Airlines.

Koncerten bød på en slags overdrevet hektisk funk: Tunge, dansable grooves fik selskab af forvrænget støj og plastiske synthfigurer, der lød som taget ud af Hot Butters ikoniske »Popcorn« fra 1972. Når altså ikke Kubin fortalte rablende vittigheder, spillede luftklaver eller genopførte badeværelsesscenen fra Psycho iført en maske lavet af mundbind.

Kubin bliver ofte sammenlignet med Kratwerk, men han besidder ikke deres kølige og elegante tilbageholdenhed. Ikke at alle elektroniske musikere i Europa nødvendigvis skal lyde som Kraftwerk, men jeg må indrømme, at jeg til tider savnede denne tilbageholdenhed i en koncert, hvor jokesene fik lige så meget plads som musikken.

Det var som at overvære en gal videnskabsmand i sit laboratorie, men for trofaste fans er det selvfølgelig en del af appellen. (Alice, 25. nov.) – Rasmus Weirup

Mads Emil Dreyer: debutkoncert. Dreyer havde klangligt begrænset sit univers til sinustonen og dens umiddelbare naboer i instrumenter som vibrafon og lidt fjernere i harmonium, og universets visuelle side var – i form af glødepærer på stativer placeret med sirligt jævne mellemrum – tilsvarende afdæmpet.

Omend ukomplekst var det enormt virkningsfuldt at knytte en pære til en tone og således synliggøre lyden i lyset, hvad jeg flere steder oplevede ægte synæstetisk – særligt én pære så jeg som enormt ‘dissonant’.

I sidste værk, Bølger, blev det gule lys udskiftet med projektørlys på en storskærm, først så svagt, at det lignede krusninger på lærredet, og kort efter så hypnotiserende, at jeg ikke kiggede væk, før koncerten var forbi.

Med stoisk ro og fattet langsomhed kunne Dreyer bevæge sig fra simpel monofoni over konsonans til skarp dissonans, uden at man opdagede hvordan, men det var særligt det mesterligt afstemte forhold mellem hans auditive og visuelle udtryk, der gjorde, at hans debut også blev en triumf. (DKDM, 25. nov.) – Mads Hæsum Christensen

Kommunal Komposition. Støjflader fra Jørgen Tellers guitar og Ida Bach Jensens tordnende kontrabas danner, i bedste monotone syrerockstil, en bund, som Rehné Christensens fortællerstemme folder sig ud over, og hans vekslen mellem metaforiske refleksioner, new public management-lingo og maleriske beskrivelser af midaldrende mellemledere i kommunen fremstiller et genkendeligt univers af floskler.

Kombinationen af elektronisk syrerock og litteraturoplæsning er absurd, ligesom emnet: At kommuner flytter de syge til efteruddannelse – for så er de i statistikkerne ikke længere syge, men under uddannelse – er lige så håbløst, som det er tragikomisk.

Stemmen lægger kraftigt ud, men som musikken skrider frem, bliver den lavere, og som publikum fokuserer man langsomt på noget andet end ordene og fortaber sig i klangfladerne. Præcis som til et møde i kommunen, hvor alle har tabt fokus, indtil stemmen pludselig skærer igennem på ny og alle bliver lidt forlegne. Aldrig har jeg grint så meget af at høre en femårsplan læst højt! (Rbabarrab, 23. nov.) – Niclas Nørby Hundahl

Bára Gísladóttir: »Hīber«. Gísladóttir har selv beskrevet sit nye album, en komposition i otte satser for solobas og elektronik, som »en udforskning af tekstur og mørke«.

Og ganske rigtigt: Det mest slående ved albummet er dets teksturelle bredde. Viltre landskaber af lyse, metalliske overtoner kontrasteres hele tiden af bassens dybe, vibrerende summen og af mørk, uigennemtrængelig distortion.

Et perfekt eksempel er anden sats, Vēxō, hvor det sfæriske lydbillede får tilført en helt unik tyngde af en bas, der er forvrænget til at lyde som en elektrisk guitar. Det er dog en skam, at Vēxō – og i øvrigt også den afsluttende Fists Clenched – med sin meget beskedne længde slet ikke får tid nok til at forløse den storhed, der bliver antydet.

Albummets titel, der henviser til det latinske ord hībernus (vinterlig), er velvalgt til en udgivelse, hvor tætte laviner af støj konstant får modspil af passager, hvis spinkelhed minder mig om den sarte, men dog skingre lyd af sprød, nyfalden sne, der giver efter under éns fødder. (Dacapo, 4. sep.) – Rasmus Weirup

Autumn Ambient: Andreas Høegh & Messell. Andreas Høegh og Messell viste to sider af samme ambientmønt i overbevisende eksemplificering af genrens brede spændvidde.

Høegh var først på scenen og stod for koncertens mere farverige indslag. I løbet af sine cirka 30 minutter vævede han et kludetæppe af lyde, et virvar af samples fra nær og fjern, synths og en smule effekttung elguitar. Til tider boblede musikken, organisk, som et mylder af små, hyperaktive væsner. Andre gange lød den som universets uendelighed i lydform. Uanset hvorhen den bevægede sig, hang den altid sammen.

Messell entrerede scenen indhyllet i røgmaskinens tåger og stillede sig med sit langt mere monokrome udtryk i skarp kontrast til sin forgænger. Hans godt og vel halve time bød på vemodige synthflader, skurrende glitch og noise samt mere letgenkendelige horn-, stryger- og melankolske vokalsamples. Resultatet blev en form for støjende elektronisk messe over skønheden i det sørgmodige. Stilrent, gennemført og med lige præcis nok lys i mørket. (Alice, 15. nov.) – Kristoffer Møllegaard

Absolute Music #11: Olsson/Rubin & Ymse Impro. Trombonen truttede hårdt som et bor. Elguitaren (med diverse dimser) hakkede en lethjertet futuristisk tristesse af sig. Svenske Ola Rubin og Henrik Olssons freejazzede piblen kørte i samme rille i alt for lang tid, men vi vågnede ved de dvæjelsk labre Marc Ducret-riffs.

Videre til Ymse Impro, som også garderede sig med effektpedaler, der fik bas og guitar til at gungre tungt, mørkt og trashet. En liflig fløjte forsøgte at finde en retning, blandt andet med et touch af Mellemøsten. Det var eksperimentelt, langt fra programmusik, pop, pip og kompilationer. Det var Absolute Music, Blade Runner-versionen. Men også gennemtærsket og totalt gennemtygget.

Hvad ville de os? Der gik lab i begge koncerter. Ej synderligt inviterende. Når nu vi pjækkede fra fællessang på repeat og sad der i en tidligere kirke, med flade coronaører, kunne de godt have vækket os med noget, vi ikke havde hørt før. »Ordinary World« kender vi allerede fra #2’eren. (Koncertkirken, 15. nov.) – Andreo Michaelo Mielczarek

Anna Ullman: »De sidste drømmere«. Ja! har jeg lyst til at råbe under læsningen: Ja, Ullman! Slut med den udglattende afpolitisering af kulturlivet – selvfølgelig har musik en politisk dimension! Hvor forfriskende, at en portrætbog om 50 års Roskilde Festival også er en diskussionslysten langtekst om den skiftevis progressive og reaktionære rockkulturs stigning og fald i en dansk 68-kontekst.

Teksten er tydeligt skrevet i forskellige temperamenter: fra pligtskyldige søgninger i arkiver og aviskorte interviews til poetiske vidnesbyrd fra teltkuplerne og kønspolitisk ildskrift om poptimismens opgør med rockens og hippietidens chauvinisme. Ullman er simpelthen så irriterende god, når hun skriver sig helt ud og giver pokker i portrætgenre og formidlerrolle.

Nuvel, det sker ikke hele vejen igennem De sidste drømmere, som bakser lidt med forholdet mellem overflade og dybde i forsøget på at spejle 50 års politisk udvikling i festivalen. Stor mundfuld. Men også stor og umådelig tiltrængt inspiration for landets forfattere af musikbøger. (Gads Forlag, 30. okt.) – Sune Anderberg

Athelas Sinfonietta. Der var godt fyldt både i salen og på scenen, da Athelas uropførte Simon Christensens Carved in Stone, et værk, der begyndte brat med en trekamp mellem bækkenslag, akkorder i strygerne og ostinater i blæserne.

Det var svært at finde holdepunkter i musikken, men som jeg var ved at blive tabt, spillede bækkenerne en figur, der afsluttede værket så brat, som det begyndte – hvilket fik mig til at længes tilbage efter det organiserede kaos, jeg få sekunder forinden var forvirret over. Effektivt!

Desværre skabte Georg Friedrich Haas’ Remix (2007) primært en mumlen via instrumenterne. Som en radio, der var i stykker og kun fangede noget af lyden. Et klimaks for dobbelt slagtøj, der brød gennem virvaret, kunne ikke redde værket fra at føles langt og uden retning.

Man manglede Kristine Tjøgersens klaverkoncert, der udgik på grund af sygdom, da det kunne have skabt et bedre flow i koncerten. (Koncertkirken, 7. nov.) – Niclas Nørby Hundahl

Jakob Buchanan: »On Rosenhill«. Smeltedigel er ikke et udbrændt ord, men netop smukt dækkende, når newyorkersaxofonisten Chris Speed møder Aarhus Jazz Orchestra og norske Helge Norbakkens globalt pulserende percussion, og når dansk-amerikanske Indra Rios-Moore kan få digte af sydafrikanske Iain S. Thomas til at gløde som senromantiske lieder.

Den menneskelige eksistens er et kaos, lyder det i det første af syv stykker. Umage musikalske traditioner og Simon Toldams space-klaver støder sammen og danner nye vidnesbyrd, der dunker med blueset nordisk vemod og Gil Evans-elegante arrangementer. Vildt overbevisende!

I Pt. 7 taler Rios-Moore om nattens regn som den store registrator af brudte løfter; men regnen bringer også nyt: »Drømte mig en drøm i nat« – de eneste ord på dansk – slutter dette prægtige værk af Buchanan, en mand med et flygelhorn, som engang har boet i ‘Rosenhill’. (Dacapo, 6. nov.) – Andreo Michaelo Mielczarek

Vinyl -terror & -horror: »The Sound Around You«. Camilla Sørensen og Greta Christensen har længe gjort sig bemærket gennem deres koncerter og installationer med fokus på vinylformatet, som bliver behandlet på alle andre måder end den gængse afspilning.

Her hopper og danser pickupnålene mellem brudstykker af klassisk musik, schlager og filmlydseffekter. Døre knirker, ting smadrer, personer hoster, vinylen knitrer og støjer.

De første tre skæringer på The Sound Around You er fragmenterede kollager af mekaniske vinylmanipulationer. Lytteren suges ind i den hauntologiske malstrøm, som så ofte udgør Vinyl -terror & -horrors særegne udtryk.

Vender man pladen, finder man dens spejling: Violinisten George Kentros har transskriberet instrumentalversioner af pladens A-side. Væk er vinylstøjen og det maskinelle udtryk; tilbage står tre befriende, organiske indspilninger. Hermed hjemsøger de levende de døde.

Udgivelsen er enormt vellykket, og instrumentalversionerne er en genistreg, som ikke bare er en underfundig idé, men rent faktisk fungerer på egne musikalske præmisser. (Selvudgivet, 30. aug.) – Jacob Eriksen

Ly Tran. A short, neat and sweet Klang double-bill pivoting on voice and movement. In Martin Stauning’s Gestures (2020) the soprano’s ghostly song was marinated in electroacoustics, as loose as our individual ideas of a story projected onto the visual clues we were given – flowers, water, a ceremonial table and Tran in an old wedding dress.

She moved from song to sung words to spoken words. When she finally floated off, she was back on song: ‘death in life, life in death.’

In Jeppe Ernst’s 3 Romantic Songs (2017) we heard the opposite: everything tightened up. Byron’s Farewell was squeaked-out by a motionless Tran, adopting the persona of a child unaware of the shape or meaning of its words – the poet’s billowing ego deflated.

Keats’s Ode on Melancholy was straightjacketed by strict rhythms stamped-out by Tran’s feet and Shelley’s The Waning Moon was staged as an ancient ceremony, its words elevated, sanctified but anaemic. As Tran said: ‘the singer’s instrument is a living body.’ It pursued its own agendas here. (Koncertkirken, 4. nov.) – Andrew Mellor

Ensemble Recherche. Da Isabel Mundrys lidt generiske, men flotte værker var overstået, kom aftenens egentlige hovedværk, Suite (2014-18) af Allan Gravgaard Madsen.

Hele værket arbejder på grænsen af, hvad der kan lade sig gøre på traditionelle instrumenter. Det var både interessant, skrøbeligt og vellydende, men de annoncerede »klingende dryp fra tidligere tiders musikalske mesterværker« og suiteform var svære at finde.

Som slående kontrast sad Morten Riis i et lille lydlaboratorium i siden af scenen og genafspillede hver sats i modificerede udgaver gennem højttalere, der blandt andet var dækket af bækkener – som en ekstra højttalermembran – og fra bunden af en snurrende projektør.

De støjende højttaleres og lyssætningens store potentiale i Suite for Electro Mechanical Loudspeaker Orchestra (2020) blev dog dæmpet af, at hele setuppet virkede lidt hjemmelavet og ufærdigt. Det var svært at høre Madsens værk i Riis’ parafraser, og jeg havde hellere oplevet dem hver for sig, hvor de helt sikkert har mere at byde på. (Koncertkirken, 3. nov.) – Mads Hæsum Christensen

Damkapellet & Kvinnoorkestern. Damkapellets mål om at nedbryde barrieren mellem publikum, musikere, komponist og værk åbnede med Alina Petrovas helt nye Cado, centreret om en nedadgående akkordprogression, hvor stemning og lydflade dominerede over ultrakorte melodiske udbrud.

Klimakset kom, da sopranen lavede et voldsomt vokalspring, som var hun trådt baglæns ud over en afgrund. Langsommeligheden gav en fornemmelse af, at det var mig, der faldt, og som i slowmotion opdagede jeg det først ved ‘skriget’. Barriere: nedbrudt!

I selskab med Kvinnoorkestern uropførte de også Lo Kristenssons Sounds and Surroundings, der begyndte med musikernes kollektive åndedræt. Forskellige grupper skiftedes siden til at bryde ud af klangfladen: Violiner blev til en vred bisværm, sopranen sang på indåndinger – fokus var på instrumenternes materialitet og mødet mellem dissonanser og brudstykker af melodier og akkorder.

Skiftene i musikken var effektive, og som lytter blev man forløst, hver gang melodierne fuldendte dissonanserne. Et stærkt værk, der gav åndenød! (Koncertkirken, 2. nov.) – Niclas Nørby Hundahl

Athelas Sinfonietta: Niels Rosing-Schow-portræt. Det blev ingen revolutionær start på Klang Festival, selvom en af landets bedst skrivende komponister var i centrum.

Niels Rosing-Schows saxofonkoncert Episodes from a Concerto (2003/20) prøvede at ruske op i sig selv med flere defibrillerende stød undervejs, men blev trukket ned i sin egen understrøm af gammelmodernistisk temperament og egal klangelegance.

Mere selvstændig karakter havde den nye klaverkoncert All Right!? (2020) med sit udemonstrative møde mellem pianistens tikkende urværk og ensemblets udspilede skyer af lys og let klangtåge, omend Rosing-Schow også her luftede passager af altmodisch fællesekspressionisme.

Solisterne i værkerne virkede låst fast i skematiske tonemønstre, også basfløjten i døsige Flash Night (2016), så det var befriende med solistfri Distant Calls (2018) og dens skarpt formulerede grundstruktur af sammenflettede orientalske luftalarmer.

Værket kunne dog nok have udviklet sig i heldigere retning end filmisk agentdramatik, mens skramlede Unspoken – Unheard (2020) rundede eftermiddagen noget famlende af. (DKDM, 31. okt.) – Sune Anderberg

Lydarkæologisk lytteklub #2. »Ingen er Lily Greenham-ekspert.« Med de ord introducerede Institut for Dansk Lydarkæologi den hidtil ukendte, dansk-østrigske konkretkunstner Lily Greenham, der var omdrejningspunktet for aftenens lytteklub på Alice. Det var en aften præget mere af nysgerrighed end formidling af fakta, men det ændrede ikke ved, at arrangementet var uhyre vellykket. Tværtimod.

For det første tillod fraværet af håndgribelig viden Instituttet og deres gæst, lektor emerita Tania Ørum, at se Greenhams liv og værk i et hav af forskellige kontekster uden konstant at skele til allerede kanoniserede fortællinger.

For det andet tillod det hendes værker at tale for sig selv. Greenhams konkretistiske lydeksperimenter var sommetider smukke, andre gange komiske i deres affekterede ekspressivitet, men altid bjergtagende i deres virtuositet og ækvilibrisme.

En fascinerende aften, hvis største forbrydelse jo var at efterlade publikum sultne efter meget mere. (Alice, 27. okt.) – Rasmus Weirup

Nordisk Råds Musikpris. Av, av, av, et værk, Nordisk Råd har tildelt sin musikpris tirsdag aften: Sampo Haapamäkis Klaverkoncert for kvarttoneklaver og kammerorkester fra 2017.

Jo, det er arkaisk brovtende med ekspressive tordenråb – og værket råber og skriger som få – men det er også enormt nysgerrigt: Alle stemmer i ensemblet har en vilje, noget, de vil udtrykke, mens et overordnet kompositorisk skelet i værket bevæger sig demonstrativt op- og nedad i tydelig snigen.

Klangene – rungende fællesdrøn med messing og streng, tynde solopassager – klamrer sig til klaverets skrøbelige kvarttonevæsen, der aldrig falder til ro, men bevæger sig hidsigt og melankolsk som en solodanser i rustne kæder.

Skelettets dogmatiske rulletrapper af stigninger og fald afslører en tabeltrang hos Haapamäki, eller måske mere et behov for at give de lysende mareridtsudflugter, som de ivrige stemmer konstant fletter ind i koncerten, et nøgternt anker at vende tilbage til, når jorden endnu en gang har åbnet sig under skriften, ja under musikerne, lytterne og musikken som sådan. Tak! (Nordisk Råds Musikpris, 27. okt.) – Sune Anderberg

»Unboxing the Goodiepal Collection«. Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).

Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.

Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?

Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal. (Statens Museum for Kunst, indtil 6. dec.) – Jakob Gustav Winckler

DR2: »Her er dit hit«. Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).

Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.

L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.

Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her. (DR2, 24. okt.) – Sune Anderberg