Gik man og troede, at ny opera kun kunne være kras-realistiske skildringer af verdens forfald, kunne man efter Sky in a Small Cage på Copenhagen Opera Festival godt tro om igen. Festivalens sidste værk pegede i en helt anden retning: mystikken, håbet, kærligheden. Alt sammen floskler, men absolut ikke i hænderne på komponist Rolf Hind og librettist Dante Micheaux. Sammen har de spundet den mest mageløse opera om sufi-digteren Jalal al-Din Rumi. 

Det var lige så meget fortryllelsen i Rumis poesi, som det var myten om digteren selv, der drev værket. Faktisk var det forrygende svært at skelne mellem poesi og virkelighed: Karakteren Rumi blev genstand for sin egen storladne digterkunst. »It might as well be called a death: the gate you must go through to enter yourself or beloved«, sang en fortællertype i starten. Kærlighed er selvudslettende overskridelse, forstod man. Et tærskelfænomen, der somme tider kræver sine ofre. 

Den drømmende dobbelthed fungerede som ledetråd for hele forestillingen. Det var en fornøjelse af høre mystikken brede sig i musikken, som var fænomenalt orkestreret i dryppende gamelan-klokker og bedeskåle, dobbelt-op på harpe, feststemt klaver og flere pumpende tommer, end Lars Ulrich turde drømme om. 

Og hvad så med fuglen, buret og idéen om frihed? I Sky in a Small Cage var friheden ikke et spørgsmål om at åbne buret og slippe fuglen fri. Den var lokaliseret i selve kaldet, i sangen, musikken og poesien, som en håndsrækning mod den anden i en form for kærlighedsrus. Åh ja, de store spørgsmål lever stadig i operaen. Gudskelov. 

Måske havde jeg indstillet mit oplevelsesmodus forkert, da jeg trådte ind i Thorvaldsens Museum for at se performanceværket Passages. Sanseapparatet var kørt i stilling til fordybelse, vi skulle jo på museum og programmet havde lovet totaloplevelse og fri bevægelighed. 

Men der var meget, vi skulle nå på den time, Passages varede. Alt for meget. Vi startede sammen i salen ved indgangen, kringsat af storladne marmorskulpturer. Mens vi smagte på atmosfæren i rummet, der var parfumeret med et diskret elektronisk lydspor, gik en kunstner i gang med en sprittuschtegning på et stort stoflærred på gulvet. Snart blev hun afbrudt af sortklædte sangere, der havde gemt sig i publikum. Passagefigurer, fornemmede man, der kaldende skulle bestøve de gamle lokaler og blegstivnede statuer. 

Efterhånden blev vi gelejdet ud på gangen: Nu skulle vi på opdagelse. Problemet var bare, at værket ikke kunne slippe trangen til drama. Der var hele tiden scener, man skulle nå at indhente, en fortravlet følelse af at komme for sent til indholdet. Heraf passagetanken, hjemsøgelsen, flygtigheden, I get it. Men hvorfor så ikke skabe kaos i stedet? Jeg kunne ikke udlede andet end frustration af det subtile fravær, som konstant meldte sig. 

Når man endelig fik lov til at dvæle ved noget, var det med en flad fornemmelse. Da vi til sidst endte sammen, hvor vi startede, sluttede værket i en svulstig, musicalagtig finale. Der var slet ikke skabt plads til sådan et storladent temperament. Det føltes ufortjent. 

Min oplevelse af Coexistence, Søs Gunver Rybergs ti minutter lange værk for orkester og elektronik, falder i to etaper. Først er jeg lamslået: over den naturlighed, hun behandler det symfoniske materiale med, så orkestret bliver til en potent hybrid mellem akustik og syntese. Sikket bid i klangen, sikken ørkenstorm af kornet tekstur, der rumsterer videre bag instrumenterne.

Her realiseres det klanglige potentiale for det 21. århundredes orkester, tænker jeg begejstret. Men så melder tvivlen sig i næste etape. For sker der i realiteten det samme som i svenske Jesper Nordins timelange Emerging from Currents and Waves (2018): et teknologisk kvantespring for symfonisk klang, der imidlertid stivner kompositorisk i et stop-and-go mellem bulder og stilhed?

Udbuddet af dramatik er næsten vulgært i Coexistence: ustabile islandske mørkedroner, harske messingdrøn, skælvende strygere, tordenpauke, hårde opbremsninger som i actiontrailere fra Hollywood – og meget mere. Det er et himmelsk kaos. Kontrasten: dæmpede alarmer af strøget metal, opsamlet støj og udstrakte toner som et skrøbeligt jernstativ, der skælver efter stormen.

De to temperamenter afløser hinanden på skift, og det lyder fænomenalt under Dalia Stasevskas ledelse af BBC Symphony Orchestra. Værkets kerne er vel katastrofen – kollaps og efterspil – og i den optik giver de sort-hvide ekstremer mening. Musikken er brutal, nådesløs. Men kunne den have været mere: i farver, hinsides tvekampen? Måske, døm selv – Coexistence er så afgjort årets mest opsigtsvækkende symfoniske statement.

»LOOK AT ME I AM BURNING« – det hvide banner med den sorte skrift troner på scenen. Det og andre bannere udgør dele af librettoen til The Girl with the Hurricane Brain. Settingen er enkel: Et forældrepar mener, de gør nok for at modvirke klimakrisen. Deres teenagedatter og en tiltagende desperat fjernsyns-meteorolog er uenige. Selv for en opera gentager forældrene sig meget, når de taler. Højdepunktet for mig var: »We even vent vegan… mostly«, før de slukker fjernsynet, som beretter, at æbletræerne nu er uddøde. 

Det lyder komisk, men spilles med komplet alvor, godt understøttet af Laura Bowlers dissonante musik, der veksler mellem passager for alle 10 musikere og duetter mellem datteren og enkelte eller få musikere. Musikalsk er disse duetter suverænt værkets stærkeste – stemmen og instrumentet nærmest væves ind i hinanden. Musikken suppleres af sangstemmerne, der samples og skaber et umenneskeligt ubehag. Ofte blev jeg i tvivl om, hvornår der blev sunget, og hvornår maskinen tog over, og det ser jeg som en kritik af parolerne om, at teknologien nok skal finde en løsning, som en fralæggelse af menneskeligt ansvar – og menneskeligheden.

Værket søger at give inspiration til at tale om klimakrisen, men min optimisme vokser ikke undervejs. Ikke at cli-fi partout skal vise, hvordan en sådan dialog skal finde sted, men jeg manglede nok bare nogle enkelte glimt af håb, eller en tydeligere følelse af forbundethed. Måske hvis de virkelig lod os grine af forældrenes ignorance, kunne jeg have følt, at vi som kollektiv var enige om at gøre noget. Nej, global opvarmning er virkelig nået til Aarhus. 

Valentina Magaletti havde fyldt eksperimentalscenen Platform op med trommer. Og så blev heavy weather vekslet til heavy og meget muskuløs drumming. Dog også pyntet med delikate elektroniske soundscapes og intelligent groove, der efterlignede maskiners repetitive kræfter. Det gav både mening, at de aurale kollisioner på hendes album A Queer Anthology of Drums er blevet kaldt vejvisere til et splintret paradis, og at Magaletti har udtalt sig om »karnevalistisk improvisation«, hvor høj- og lavkultur, drama og ironi taler sammen. 

På Roskildes mest karnevalistiske scene er der intet hierarki. Sambafolk, undergrundsdansere og cellister holder hof og opfrisker vores trætte festivalører, når vi mindst venter det og mest fortjener det. Kalder til trommefest, så den planlagte popkoncert må vente. 

Nok er italiensk-engelske Magaletti klassisk uddannet percussionist, men jo også undergrund og spiller med Thurston Moore. Og folk var absolut vågne under hendes hypnosetunge percussionkunst, hvor groovet langsomt og på umærkelig vis sivede ind i kroppene og blev der. Magaletti viste, at ligesom mennesker kan have et stemmeregister, kan trommer have personlighed. Jeg gentager: Det var stor percussionkunst i fluorescerende og eksplosive farver. Karneval lige ved siden af Orange.