Komponisten og den eksperimenterende musiker Karen Juhl har bedrevet et album, der på mange måder følger en folk- eller visetradition, hvor teksten får lov til at diktere musikkens forløb. Men det er viser fra internettets tidsalder, hvor man finder sine samples på YouTube, som »Mother’s Garden«, der har samplet den ægyptiske kunstner Nadah El Shazly. Her er en legesyg tilgang til at manipulere lydkilder, og så er der en underliggende fornemmelse af den kolde ensomhed, som findes i at opholde sig for meget på internettet.

»Bloodlines« er et godt eksempel på en digital vise. En umenneskelig stemme fordoblet af pitch-modulation synger en uforståelig linje efterfulgt af en digital pause – der er intet signal. Pauser er naturligvis ikke en ny opfindelse, men hvor de traditionelt giver plads til, at stemmer og instrumenter kan klinge ud i deres rum, så er en digital pause en total tomhed, der er kold og klaustrofobisk. I resten af nummeret glider Juhls stemme ind og ud af det forståelige. Det kan virke farligt at gøre dele af en tekst om vold, der går i arv uforståelig, men følelserne bliver aldrig uforståelige. Følelserne får bare nye udtryksformer, og det er næsten mere hjerteskærende, når man hører en stemme helt tæt på sit øre blive revet itu af distortion og stemme-effekter. 

Two solitary instruments – viola and cello – are heard on separate soundtracks by separate video screens showing footage from the former concentration camp Theresienstadt: peeling walls, cobwebs, a lifeless gym hall. The composition they play was created here; the Czech-Jewish composer Pavel Haas (1899-1944) wrote an orchestral piece that the Nazis used as the soundtrack to a propaganda film about Theresienstadt. We don't hear any orchestra. This is why the two instruments sound so abandoned. Although they also talk together; tones are repeated many times, as if they are trying to breathe life into the empty spaces. The melodic lines are detached from the context they should be in, but cannot be in, because the composer was taken to Auschwitz and murdered shortly after he performed the piece.

Like other Holocaust representations, Turner Prize-winning Scottish artist Susan Philipsz lets us see that the visible traces of the atrocities have disappeared. The camera makes an effort. In that resounding emptiness, ghostly garlands of mismatched tones resound. They are full of holes – there should have been more musicians to make this piece of music sound right. In the speakers, the cello and viola sound almost electric, eerie, it's all so slow, the tones are stretched until they can't do it anymore. In his book Images in Spite of All the art theorist Georges Didi-Huberman defended using all images that exist from the atrocities. The same here: Haas' music calls to be heard, not forgotten. They are sounds, after all. Amputated, seeking for beauty, or remnants of something seeking for beauty. For no composer – even under the worst conceivable conditions – makes music that is deliberately evil.

På Naldjorlak tager den franske komponist Éliane Radigue os med på en rejse af mikroskopiske proportioner, når en tilsyneladende simpel musikalsk situation – ikke ulig hendes tidligere værk for synthesizere – udfolder sig. Naldjorlak er et værk for uledsaget cello og Radigues første komposition for akustiske instrumenter, og det bygger på en mundtlig kommunikation mellem komponist og performer. Cellist Charles Curtis finpudser kun én tone i hele stykkets varighed, men denne præmis, der i starten kan slå lytteren som værende enkelt, er alt andet end det.

Hvad 91-årige Radigue beder sin lytter om er at være til stede (ikke overraskende har hun været praktiserende buddhist siden 1970'erne). For at opleve Radigues musik skal man kunne følge lyden til dens stilhed, og det er en mental tilstand. Naldjorlak er en invitation til deep listening. Hvad hører man, når man stopper op og begynder virkelig at lytte, mens Charles Curtis droner løs? Curtis føler sig hjemme i Radigues undersøgelser af lyd, og hans spil minder os om, at et stort lydkunstværk ikke eksisterer uden en stor performer. Havde der været et partitur, kunne vi have talt om at værket eksisterede alene i kraft af dette, og at det kunne opleves ved at blive læst. Men eftersom komponist og solist beskæftiger sig med mundtlig overlevering, er det sværere at forestille sig dette værk uden dets performer, og netop derfor er det svært at vide fuldt ud, hvornår vi hører Radigue, og hvornår vi hører Curtis.

Curtis bringer Naldjorlak til live så subtilt, at det er let at tro, at han ikke gør noget. Det lyder vildledende simpelt i starten, men hvis man tager sig tid til rent faktisk at opleve dronespillets mikrokosmos, vil man bemærke, at de to versioner, der præsenteres på denne udgivelse, ikke kun er vidt forskellige i karakter og udtryksevne. De er egentlig ikke droner med deres implicitte monotoni, de er snarere mikroskopiske verdener af konstant skiftende lydteksturer. Det er måden, Curtis så mesterligt formidler Radigues ideer på, der gør disse optagelser fra Los Angeles og Paris så fængslende.

In Naldjorlak French composer Éliane Radigue takes us on a journey of microscopic proportions as a seemingly simple musical situation reminiscent of her earlier work for synthesizers unfolds. Naldjorlak is a work for unaccompanied cello and Radigue’s first composition for acoustic instruments and relies on a verbal communication between composer and performer. Cellist Charles Curtis, hones in on just one note for the duration of the piece, however, this premise which at first can strike the listener as simple is anything but. 

What 91 year-old Radigue is asking of her listener is to be present and it might come as no great surprise that she has been a practicing Buddhist since the 1970's. To experience Radigue’s music you need to be able to follow sound to its silence, and that is a mental state. Naldjorlak is an invitation to deep listening. What do you hear when you stop in your tracks and begin truly listening as Charles Curtis drones on? Curtis is right at home in Radigue’s investigation of sound and his playing reminds us that without a great performer a great work of sound art does not exist. Had there been a score we could have mused that the work itself exists for the reader to experience through reading, but given the fact that composer and soloist have worked verbally it is more difficult to imagine this piece without its performer and so it’s difficult to fully know when we are hearing Radigue and when we hear Curtis. 

Curtis brings Naldjorlak to life so subtly that it’s easy to think that he is doing nothing. It sounds deceptively simple at first but if you take the time to actually experience the pace of the droning you will notice that not only are the two versions offered on this release vastly different in character and expressivity. They aren’t really drones with its implicit monotony, rather they are microscopic worlds of constantly changing textures of sound, and it is the way Curtis so masterfully mediates Radigue’s ideas that makes these recordings from Los Angeles and Paris so captivating.

Hvorfor pressematerialet til Matt Choboters album Postcards of Nostalgia dvæler så meget ved begrebet jazz, er mig en gåde, selvom Choboter til tider rammer samme toner som Keith Jarrett, når han undersøger genrens ydre rammer. De toner, den København-baserede canadier rammer, er nærmere i familie med kontekstualiseret ambient, klangkunst og især hele skolen omkring John Cages ideer om prepared piano og konkret musik. Tilsæt et skvæt balinesisk gamelan-musik, og det kan knipses jazzet sammen.

Med lovningen på ti værker skabt på baggrund af radikalt nye tuninger og magnetiske manipulationer af klaveret, kunne man forvente helt unikke toner. Og når det er bedst, blandes klaverets maniske gungren med dundrende dommedagsgamelan, susende sinus-toner og hvid støj. Når det er værst, byder Choboter på ligegyldige præparerede stykker, der lyder som hvilken som helst anden rytmekonsstuderende, der spytter tyggegummi ind mellem tangenterne. 

Trumfen er »Fontes-des-gaumes« – grænserne mellem manipulationer, syntese og feltoptagelser er total, og jeg kommer i tvivl om, hvad er virkelighed, og hvad er Choboter. Omvendt lyder næste nummer, »Eleusian Mystery«, hvis titel er lige så generisk som tonerne, som et forsøg på at lave et artsy soundtrack til en dårlig B-film, der moonlighter som psykologisk horror. Ikke synderligt nyt, og man glemmer hurtigt konteksten.

Netop konteksten kan være svær at få en fornemmelse af, når Choboter banker på klaverets karosseri. Postcards of Nostalgia tårner sig aldrig op fra de andre tusindvis at prepared piano-værker, og netop den ærgerlige duft af anonymitet forhindrer lytteren i at relatere og genfortolke værkerne i en tænkt kontekst. En evne som god klangkunst skal have. Det opnår Choboter kun i momenter, og det er måske det, der gør værket jazzet?