Jeg kan næppe være den eneste, der var ved at få østersen galt i halsen nytårsaften, da Kong Frederik X holdt sin første nytårstale. Sikke en modernisering af den gamle tradition! I stedet for at sidde klar ved bordet, trådte han roligt ind i rummet – et opmærksomhedskrævende rum, hvor et futuristisk vægmaleri stjal fokus. Jeg kunne knap nok høre talen for bare at stirre på det psykedeliske motiv bag ham: en visuel hilsen til Yellow Submarine med The Beatles. Et varsel om en rockstjerne på tronen?

Ønsketænkning, skulle det vise sig. For talen var en parade af forudsigelige floskler. Det samme kan man sige kongens nye honnørmarch, komponeret af David M. A. P. Palmquist, tidligere dirigent i Den Kongelige Livgardes Musikkorps. En traditionsbunden og gumpetung sag, der følger alle kunstens regler. 

Siden H.C. Lumbye i 1861 forærede en march til Frederik 7., har det været en tradition, at medlemmer af den kongelige familie tildeles personlige marcher. Tag den livfulde og selvironiske Dronning Margrethes Parademarch – der både indeholder citater fra »I Danmark er jeg født« og »Daisy Bell«. Eller den tjeppe og skæve Kronprins Frederiks Honnørmarch i seksottendedele – skrevet af Fuzzy i anledning af kongens 30-års fødselsdag – der kipper med flaget til Carls Nielsens »Som en rejselysten flåde«. 

Men hvor er det personlige særpræg i Palmquists march? Komponisten går alt for konceptuelt til værks, når han indledningsvist forsøger at give marchen en signatur med en slags musikalsk rebus. Den første tone er et f, efterfulgt af en tone ti trin højere – sådan staver man til Frederik 10 med noder. Ligeså intern er marchens mange referencer til anden militærmusik. Man savner noget, som bryder med etiketten – præcis som Kong Frederik i sine mest mindeværdige og folkekære øjeblikke. Det ender med at lyde som en march, der har glemt, hvem den er skrevet til. 

Thorvaldsens Museum is a fitting place to unfold a narrative about the soul’s journey to the underworld. Not only are the halls filled with depictions of Greek mythology, the museum itself is a kind of mausoleum, with Bertel Thorvaldsen’s grave situated at the heart of an inner courtyard. Everything should align perfectly when the multimedia duo O Future stages the descent into Hades through sound and animated video projections. But it doesn’t.

Through eight rooms and five sound works, we move from the banks of the River Styx, through the underworld, and finally to Elysium, where the blissful afterlife awaits. Along the way, we are confronted with judgment, choice, and struggle – existential themes played out on the grandest scale. The electronic soundscape, delivered through headphones, begins with a simmering, oppressive digital lament and accelerates through the rooms to a heavy electronic beat layered with symphonic undertones. We hear jazzy saxophones, looped synths, and white noise, before safely arriving in a spherical, almost sacred, digital choir.

There’s an intriguing theme in the collision between digital voices and the idea of death, but it is drowned out by the many loose ends of the exhibition. Why, for instance, is there no synchronicity between sound and visuals? Why are videos consistently projected onto sculptures that bear no relation to Greek mythology? And why the oddly synthetic color palette that evokes 1990s MTV more than it does the vast drama the story seeks to evoke? I hurriedly close my eyes and try to focus on the beat – but it’s too late. Orpheus has turned his head, and Eurydice is lost. So is this exhibition.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

Thorvaldsens Museum er et oplagt sted at udfolde en fortælling om sjælens rejse mod dødsriget. Ikke alene er salene fyldt med skildringer af græsk mytologi, museet er også i sig selv et mausolæum med Bertel Thorvaldsens grav i midten af en indre gårdhave. Alt burde altså spille, når multimedieduoen O Future iscenesætter rejsen mod Hades gennem lyd og animerede videoprojektioner. Det gør det bare ikke.

Gennem otte rum og fem lydværker bevæger vi os fra bredden af floden Styx gennem underverdenen og ender i Elysion, hvor det lykkelige efterliv venter. Undervejs konfronteres vi med dommen, valget og kampen – eksistentielle grundtemaer på den helt store klinge. Den elektroniske lydside, som afspilles i høretelefoner, åbner ulmende og murende med en slags digital klagesang og accelererer gennem rummene til et tungt elektronisk beat med symfoniske undertoner. Her er jazzede saxofoner, loopet synth og hvid støj, før vi ender trygt i et sfærisk, nærmest sakralt, digitalt kor. 

Der ligger et interessant tema i mødet mellem de digitale stemmer og forestillingen om døden, men det drukner i udstillingens mange løse ender. Hvorfor følges lyd- og billedside eksempelvis ikke ad? Hvorfor projiceres videoerne konsekvent op på statuer, der ikke hører til den i græske mytologi? Og hvorfor den underligt syntetiske farveholdning, der mere minder om 90’ernes MTV, end om det kæmpe drama, fortællingen slår an? Jeg skynder mig at lukke øjnene og koncentrerer mig om beatet – men det er for sent. Orfeus har drejet hovedet, og Eurydike står ikke til at redde. Det gør denne udstilling heller ikke.

As an abstract micro manifesto Lauri Supponen describes his interest in »music that inhabits a second space and lingers there«, an invitation for us to dwell in the moment and discover music in its quiet emergence. 

»Gaz aux étages«, the first composition on Supponen’s breathtaking album, seems to test this idea as it unfolds with whispered bow strokes devoid of pitch. It is as if the piece itself is an entity wondering if it will prove to be music as it tentatively investigates its own constituent components. A subtle opening to an album that answers this question with clarity in its eponymous second work »Dwell« (tracks 2–5), exploring a fascinating microtonal realm. In virtuoso performances of astonishing accuracy, guitarist Petri Kumela and vocalist Tuuli Lindeberg bring Supponen’s demanding four-movement duo to life. The guitar writing in Dwell recalls Norwegian composer Martin Rane Bauck’s Fretted with Golden Fire with its drone-like microtonal strumming – a connection substantiated by the album notes, which reveal both composers know each other and have collaborated with bass clarinetist Madison Greenstone. 

The dwelling-space Supponen offers in »Eau & gaz à tous les étages« and »Opus Nen«, return the listener to a more remote sonic space, reminiscent of the album’s opening albeit with tighter compositional sense. Performed with intensity by Madison Greenstone and baritone saxophonist Sikri Lehko, they consolidate the pervasive feeling that Dwell is a uniquely inspired collaboration.

Som et abstrakt mikromanifest beskriver Lauri Supponen sin interesse for »musik, der bebor et andet rum og dvæler dér« – en invitation til at blive i øjeblikket og opdage musikken i dens stille fremkomst.

»Gaz aux étages«, det første værk på Supponens bjergtagende album, synes at afprøve denne idé, idet det udfolder sig med hviskende buestrøg blottet for tonehøjde. Det er, som om stykket selv er en slags væsen, der undrer sig over, om det mon vil vise sig at være musik, mens det tøvende undersøger sine egne bestanddele. En subtil åbning på et album, der besvarer dette spørgsmål med klarhed i det eponyme andet værk »Dwell« (spor 2–5), hvor en fascinerende mikrotonal verden udforskes. I virtuose og forbløffende præcise fortolkninger bringer guitaristen Petri Kumela og vokalisten Tuuli Lindeberg Supponens krævende firsatsede duo til live. Guitarstemmen i Dwell leder tankerne hen på den norske komponist Martin Rane Baucks Fretted with Golden Fire med sin drone-lignende mikrotonale strumming – en forbindelse, der bekræftes i albumnoterne, som afslører, at de to komponister kender hinanden og har samarbejdet med basklarinettisten Madison Greenstone.

Det opholdsrum, Supponen tilbyder i »Eau & gaz à tous les étages« og »Opus Nen«, bringer lytteren tilbage til et mere fjernt sonisk rum, der minder om albummets åbning – dog med en mere præcis kompositorisk bevidsthed. Fremført med intensitet af Madison Greenstone og barytonsaxofonisten Sikri Lehko, understreger disse værker den gennemgående fornemmelse af, at Dwell er et unikt og inspireret samarbejde.

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek