Lørdag aften på Husets Xenon-scene var et sandt eksperimentarium af lyd, krop og teknologi. To vidt forskellige kunstnere undersøgte udtryksmuligheder inden for lyd- og performancekunst. Først præsenterede den islandske komponist Sól Ey sin performance Hreyfð (»hun er rørt« på islandsk). Iført en dragt med mikrofoner, højttalere og gyroskoper blev hendes bevægelser transformeret til lyd. Gennem langsomme, udsøgende bevægelser tunede Ey sig ind på forskellige frekvenser. Hver gestus skabte et nyt auditivt univers – fra bløde og æteriske lyde med de fineste teksturer til forvrængede og aggressive lyde, fra kosmisk susen til forvrængede radiosignaler, der ledte mine tanker hen på optagelserne fra NASA's Voyager-rumsonder. I komplet tavshed observerede publikum Ey, mens hun udforskede lydene fra det ydre rum.

Bagefter trådte den japanske trommeslager Ryosuke Kiyasu frem som en sonisk kriger. Med blot en lilletromme, et bord og en mikrofon skabte han et 30 minutters ubønhørligt lydligt angreb. Han skreg, hamrede, svedte. Han brugte både sin egen krop og stokke. Publikum holdt vejret, mens Kiyasu angreb sin lilletromme som en mand, der ville sprænge lydens grænser indefra. Og da han endelig lod sig falde om på gulvet, eksploderede rummet i jubel. 

Mens Sól Ey skabte en finmasket dialog mellem teknologi og bevægelse, gik Ryosuke Kiyasu et frontalangreb på materialets modstandskraft. Begge konfronterede lydens grænser med kompromisløs dedikation og viste, at lydkunst ikke blot handler om at spille, men om at forvandle.

In 2022, the Indonesian group Juarta Putra turned the Roskilde Festival upside down and captivated a large audience with a trance dance called reak. In the documentary Cosmic Balance, director Andreas Johnsen takes us back to the time just before, to Putra's hometown of Cinunuk in West Java, Indonesia. Through 24-year-old Anggi Nugraha, we are introduced to reak and how both the young and the old, to the sound of booming drums, distorted tarompet (a reed wind instrument resembling an oboe), and reciting song, surrender to the ancestors who visit them in their wild trances. Anggi himself, who has just become the leader of the reak group, is haunted by his stern grandfather, who orders that traditions must be preserved and upheld.

However, Anggi is unsure about his new role. He is not of the bloodline of the predecessor Abah or any of the other members in the group, but he grew up in the village among the musicians after his parents, for unknown reasons, left him there. We also meet Anggi's girlfriend, whom he wants to marry, but whom he has not received his parents' approval to marry for the same reason. Anggi is a sensitive and sympathetic young man, whom one can only wish the best for. He himself seeks help from a fortune-teller, who gives him the strength to travel to Denmark and to marry his chosen one. How the marriage will turn out is unknown, but the journey to Roskilde is a clear success. 

The film's soundtrack works predominantly well with field recordings and the group's own music. Less fitting are the passages with lyrical piano and strings accompanying the trance scenes from Cinunuk, which come across as unnecessarily staged. This does not change the fact that Cosmic Balance gives a sympathetic and fascinating portrait of music that, on the one hand, fits perfectly with the global and diverse profile of the Roskilde Festival, but which also comes from a world so distant from the inferno of Roskilde that one can hardly see where the ends meet. But they do, that night at Roskilde.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

I 2022 vendte den Indonesiske trup Juarta Putra Roskilde Festival på hovedet og henførte et talstærkt publikum med en trancedans kaldet reak. I dokumentarfilmen Cosmic Balance fører instruktøren Andreas Johnsen os tilbage til tiden lige inden, til Putras hjemby Cinunuk på Vestjava i Indonesien, hvor vi gennem 24-årige Anggi Nugraha introduceres til reak, og til hvordan unge og gamle til lyden af dundrende trommer, forvrænget tarompet (rørbladsblæser, minder om en obo) og reciterende sang, hengives til de forfædre, der besøger dem i deres vilde trancer. Anggi selv, der netop er blevet leder af reak-gruppen, hjemsøges af sin bestemte bedstefar, der giver ordrer til, at traditionerne skal bevares og overholdes.

Anggi er dog usikker på sin nye rolle. Han er ikke i blodlinje med forgængeren Abah eller nogle af de andre i gruppen, men er vokset op i landsbyen blandt musikerne, efter hans forældre af uvisse grunde efterlod ham der. Vi møder også Anggis kæreste, som han gerne vil giftes med, men som han af samme grund ikke har fået forældrenes accept til. Anggi er en følsom og sympatisk ung mand, som man kun ønsker det bedste for. Han selv søger hjælp hos en sandsigerske, der giver ham styrke til at rejse til Danmark, og til at gennemføre et ægteskab med hans udkårne. Hvordan det går med giftemålet, vides ikke, men rejsen til Roskilde bliver en udpræget succes. 

Filmens lydspor fungerer overvejende godt med feltoptagelser og truppens egen musik. Mindre velvalgte er passagerne med lyrisk klaver og strygere som ledsagelse til trance-scenerne fra Cinunuk, der kommer til at fremstå unødigt iscenesatte. Det ændrer ikke ved, at Cosmic Balance giver et sympatisk og fascinerende portræt af en musik, der på den ene side passer perfekt til Roskilde Festivals globale og mangfoldige profil, men som også stammer fra en verden så fjern fra Roskildes inferno, at man næppe kan se, hvor enderne mødes. Men det gør de, den nat på Roskilde. 

Det transcendente er i førersædet på københavnske Nausias seneste album, Finding a Circle. Langsomme opbygninger og intense nedrivninger er bandets grundlæggende form, og et net af saxofonharmonier svæver rundt i et stramt og dristigt sammenspil. Det er ikke alle bands, der kan bevare den intense fornemmelse af en livekoncert på en indspilning. Men på Finding a Circle formår Nausia at banke spændet mellem scene og studie ned til en ligegyldig bagatel, med et fænomenalt og utroligt vellydende sammenspil.

Der er noget ved en saxofons fysiske betingelser, der gør, at det er nemt at fornemme musikerens tilstedeværelse. Ventilernes klappen og den intense vejrtrækning gør det let at danne et indre billede af mennesket bag messingen. På nummeret »E.D Interlude« sørger saxofonernes luftige pusten og mekaniske flappen for, at jeg som lytter opfører mig med samme stille beundringsværdighed, som hvis jeg var til koncert. Så når næste nummer, »Eco Death«, sparker stilheden til dørs, er det svært ikke at blive nærmest fysisk begejstret over albummets intense kontraster mellem nærvær og smadder.

Titler som »flowers grow through concrete too« og »Eco Death« sætter det vokalløse album i et dystert lys af klimakollaps. At finde et fællesskab i en kaotisk verden – om det er til koncert, på et album eller andetsteds – er essentielt for livet i en krise. Finding a Circle er et fornemt eksempel på netop dette.

So dextrous a musician is the flutist Laura Cocks that, at shows, their instrument occurs to the eye as merely another limb. A powerhouse New York-based collaborator and interpreter within new classical and experimental music, notably as director of the leading-edge new music group TAK Ensemble, Cocks now releases their first solo statement of improvised compositions with FATHM, an acrobatic intertwining of flute and voice that nods to strange and fleeting visions: among them, birds, string, seeds between the teeth. On FATHM, Cocks applies all the facility of their work as an interpreter of commissioned works – on extensive display in their last solo venture, 2022’s field anatomies – towards the development of an uninhibited, yet highly focused musical language. 

If the album’s mysterious tracklist reads as a sort of cryptogram, then listening to FATHM evokes a process of decoding, parsing the bounds between vocalization and instrument. The album’s opening track, »A thread held between your fingers«, finds Cocks as their own flickering shadow, simultaneously playing the flute and squealing in tones just slightly removed in pitch. »Illinois« is then reclaimed from Sufjan Stevens’ relentless grip as a furious mumble of half-blown notes with underlying trickles of voice. Cocks experiments further with these hoarse timbres on the three infinitive tracks: »To beget« and its later variations »To outstretch« and concluding track »To fly«, which trace the evolution of a dancelike triplet motif. »FAVN«, apparently a faithful depiction of an elephant with severe sleep apnea, may reconcile itself to the sensitive listener through its sheer commitment to the grotesque, while »A seed sucked between your teeth«, orbiting languidly around a major ninth, invites more celestial considerations. »A marsh wren« might take the titular bird as a point of departure, but it quickly imagines a species of its own, singing a song of bustle and snaps and smacks. On »YARN«, Cocks suggests another sort of animal song by making a counterpoint of mews and growls. The flutist’s skill with balancing these peculiar hybrids ultimately distinguishes FATHM as much as Cocks’ ferocious energy; this is an album as happy to shout as it is to slither.