Danmarks måske mest produktive musiker Kresten Osgood og hans 20 medlemmer stærke ensemble De Udeboende præsenterer med dette selvbetitlede album en liveoptagelse fra den aarhusianske Spot Festival. Koncerten er helt tilbage fra 2008, men det var øjensynligt en koncert, der – ligesom Osgood selv har ry for – stak i alle retninger.

Først fire covers. En skramlende, percussiontung version af »Voldsom Volvo«, så Gary Bartz’ »Celestial Blues« med Osgood på charmerende danglish-vokal og hvinende saxofoner, der i et spændende midterstykke truer med at få det hele til at falde fra hinanden, indtil en rytmisk elguitar trækker nummeret tilbage fra afgrunden. Bill Fays »I Hear You Calling« sætter tempoet ned, indtil »In the Army Now« skaber fællessangsstemning med kor og akustisk instrumentering.

Herefter begynder de originale kompositioner. En fortælling om Edalf, der på sin løbetur i middelklassedanmark anno 19XX er ved at skide i bukserne, dernæst »Det betyder jo så meget«, en sjov, men i virkeligheden også trist ode til dem i Osgoods omgangskreds, der måske tager en kende for meget coke. Sidst, men på ingen måde mindst, kommer »Deportivo La Coruña« med ultrakiksede synths, trommemaskiner og lyrik, og, som glasuren på kiksekagen, hammondorgelsolo.

Osgood og De Udeboende kommer således virkelig vidt omkring både genrer og stemninger med en sprudlende livs- og spilleglæde. Det er befriende rodet, kaotisk og fuldt af gode vibes. Hvad der mangler af rød tråd, kompenseres der mere end rigeligt for med ubestridt charme.

Den tykke scenerøg begyndte allerede før koncerten at sive fra scenen ud i balkonfoyeren. Den slørede mit blik, men gjorde min hørelse desto skarpere. Og jeg var tydeligvis ikke den eneste: Publikum lyttede sjældent koncentreret, undervejs iblandet snøften og undertrykt gråd. 

Polske Henryk Góreckis 3. symfoni fra 1976 er et hovedværk inden for den neo-tonale og neo-minimalistiske østeuropæiske tradition fra Estland til Georgien. Værket er lige så inderligt, lige så smukt i al sin monumentale langsomhed, som det er stramt konciperet. Et værk, der i Giordano Bellincampis og orkestrets sikre hænder, og med en fænomenalt velsyngende og -agerende Henriette Bonde-Hansen, lød præcis, som jeg havde håbet på.

Et enkelt dramaturgisk greb udvidede rammerne for værket og skabte endnu mere nærvær: I tre lange blokke, én før hver af værkets tre satser, fremsagde fem skuespillere på skift rystende, men ikke unødigt udpenslende, skildringer fra krigen i Ukraine. Det kunne sagtens have været Gaza.

Henimod slutningen dukkede værkets første håbefulde passage op – som om den uduelige menneskehed, der er dumpet så utrolig mange gange før, måske alligevel engang vil kunne bestå Guds store eksamen. Netop her tog Henriette Bonde-Hansen sin node i hånden og gik helt ud på kanten af scenen for at synge videre. Da hun var færdig, vendte hun uden at tage blikket fra publikum den sidste side, så alle kunne se, at nu var fortællingen slut. En ny kunne begynde, når publikum hver for sig gik hjem og genkaldte sig værket.

Dans kan virke abstrakt, men den er ekstraordinært specifik – et ultrapræcist instrument for fysisk poesi. Man behøver ikke engang tænke på at tilføje musik, medmindre forbindelsen er som en navlestreng, utvetydig og klar. Der er passager i Leaning Tree – et møde mellem Dansk Danseteater og Copenhagen Phil – som er fuldstændig hypnotisk inspirerede: Når foreningen af ​​det lydlige og visuelle slet ikke er en forening, men en og samme ting. Desværre er der ikke nok af dem.

Koreograf Fernando Melos signaturstil er langsom, legato, urytmisk. Hans gruppe af sammensvejsede menneskekroppe opfører sig ofte som en klat lava, der bevæger sig med en træg sikkerhed. Det er hypnotisk at se på, men absolut umusikalsk. Måske er det derfor, Signe Lykkes score til Leaning Tree så sjældent kanaliserer det, vi ser.

Eller lytter Melo ikke til Lykke? Hun fremskynder eller skifter gangart; han kan ikke. Hendes dunkende, kurrende rumlige orkesterpartitur kan minde om Bent Sørensen uden de skrøbelige melodier. Stykket får liv, når stivnet dyb messing og blæsere presser sig ind i næsten spektrale harmonier. Spændingen skyder i vejret, men det tæller kun lidt på scenen.

Så er der de »lænende« bevægelser – den fantastisk smukke, anti-tyngdekraftlignende koreografiske indbildskhed, som det hele hviler på. Der går cirka 30 minutter, før vi ser en ægte »leaning«. Men wow, det er udsøgt udført og ventetiden værd, selvom det får meget af det foregående til at fremstå som fyld.

Kulminationen, en forestilling om skæve kroppe som svajende siv, når helt ind i Lykkes partitur. Eller måske omvendt. Det er ikke kun glissandoer, vi hører, men elastiske harmoniske bevægelser – musik komponeret med ekstraordinær delikatesse af tekstur, harmonier bygget ud fra de individuelle instrumenters krævende placering og bevægelser. Leaning Tree har brug for mere af den slags.

It might seem abstract, but dance is extraordinarily specific – an ultra-precise instrument of physical poetry. You shouldn’t even think about adding music unless the link is umbilical, unequivocal and clear. There are passages in Leaning Tree – a meeting of Dansk Danseteater with the Copenhagen Phil – which are utterly, mesmerizingly inspired: when the union of the aural and visual isn’t a union at all, but a single thing. Unfortunately, there aren’t enough of them. 

Choreographer Fernando Melo’s signature style is slow, legato, un-rhythmic. His group of welded human bodies often behaves like a dollop of lava, moving with a sluggish certainty. It’s hypnotic to look at but absolutely unmusical. Maybe that’s why Signe Lykke’s score for Leaning Tree so rarely channels what we’re seeing. 

Or is Melo not listening to Lykke? She speeds up or shifts gait; he can’t. Her throbbing, cooing spatial orchestral score can resemble Bent Sørensen without the fragile melodies. It livens up when congealed low brass and winds squeeze themselves into almost spectral harmonies. Tension skyrockets, but it counts for little on stage. 

Then the »leaning« – the stunningly beautiful, anti-gravitational choreographic conceit on which it all rests. It’s about 30 minutes before we see any real leaning. But gosh it’s exquisitely done, worth the wait even if it makes a lot of what went before seem like padding. 

The culmination, a vision of leaning bodies like swaying reeds, gets right into Lykke’s score. Or maybe vice versa. It’s not just glissandos we’re hearing, but elasticated harmonic movement – music composed with extraordinary delicacy of texture, harmonies built from the exacting placement and movement of individual instruments. Leaning Tree needs more of this sort of thing.

The only thing  that might be missing was a yippie ki-yay from William Basinski when he took on the Copenhagen Distillery as part of The Last Symphony tour. »Buckle up bitches«, it sounded so raw that for a moment you thought it was Bruce Willis on stage. Basinski's riveting superstar charisma is the perfect contrast to his crumbling and self-indulgent ambient music.

The concert was refreshingly far from the extended space of contemplation I associate with Basinski's recorded works. His famous series The Disintegration Loops (2002-2003), in which the mortal world of tape loops crumbles in slow motion, was emblematic of the concerns many had around the turn of the millennium: Was the infinity of the brave new digital world actually the beginning of the end? Like no one else, Basinski manages to let the question of technological determinism sound open in his music: The patinated tape recordings contain no answer, but instead a curious state, where repetition and impermanence stop pulling at the sense of time from either side and instead come full circle.

It was fascinating to experience the way Basinski processed his loops. Every time he put a new sound into rotation, it seemed as if it was his first encounter with it. Quickly, a sucking field of reverberation and feedback arose, forming a sphere from the orbits of the tape loops. The analog sound sometimes gnawed at the music with its small clips and grinding compression.

The distance between the ambient terrains was short and the concert, which was followed by two encores, was more collage-like than the wasteland Basinski usually paints. The landscape was particularly captivating as a six-note motif consumed itself in reverberation and gave way to what sounded like Arabic ornamented chant. Basinski found transcendence in the high frequencies, and when at one point he extended a bright vocal sound beyond the murky tape environment, the boundary between heaven and earth disappeared. It was incomprehensibly beautiful to hear how the vocals hovered  like a radiant deity over the profane tape-recorded world. 

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek