• © You'll Never Get to Heaven: »Wave Your Moonlight Hat For The Snow Fall Train«
    5/1/2022

    Røgen i dine hænder

    You'll Never Get to Heaven: »Wave Your Moonlight Hat For The Snow Fall Train«

    At lytte til den canadiske duo You'll Never Get to Heavens fjerde album er som at forsøge at fastholde røg i sine hænder. Albummets otte meget korte sange er alle smertefuldt smukke: Den Julee Cruise-agtige vokal rammer den perfekte balance mellem indsmigrende og melankolsk, og det Brian Eno-inspirerede klaverspil har en krystalklar, nærmest glasagtig klang. Alligevel har sangene det med at undslippe ens greb og forsvinde ud i intetheden, inden de har nået at efterlade et varigt indtryk. Den impressionistiske vignetstil er uden tvivl et bevidst, kunstnerisk valg, men jeg kan alligevel ikke slippe følelsen af at have fået en smagsprøve på en meget, meget udsøgt ret – blot for at få at vide, at køkkenet er lukket. 

    Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting: Albummet er i al sin utydelighed næsten den perfekte stemningsskabende baggrundsmusik, der kan spilles igen og igen, uden at nogen nogensinde opdager, at de har hørt det før. Her er tale om ægte møbelmusik; musik, der ikke har andet formål end at skabe en akustisk vibration i rummet, som Erik Satie formulerede det. Personligt er jeg næsten sikker på, at dette album bliver soundtracket næste gang, skyggerne er lange, flaskerne er tomme og samtalerne er fulde af nostalgi. 

    You'll Never Get to Heaven hedder duoen meget sigende: Du kommer ikke i himlen, men kan måske få lov til at stå ved indgangen og beundre det hvide, disede lys i otte meget korte glimt, inden porten smækker i. Godt at Spotify har en repeat-funktion. 

     

  • © GAS
    3/1/2022

    Techno i tyske skove

    GAS: »Der Lange Marsch«

    Denne vinter er den tyske technoproducer Wolfgang Voigts stedsegrønne diskografi vokset – igen med repetitiv, dronende ambient techno. Men Der Lange Marsch er også besynderligt selvreferentielt. Det er et album, der i høj grad gør brug af musik samplet fra egne tidligere udgivelser, som Voigt har remixet og her præsenterer i nye sammenhænge. 

    Har man, som jeg, lyttet uendeligt meget til GAS’ ældre udspil, vil man bemærke lånene. Hvis ikke, så gør det rent musikalsk ikke den store forskel. Voigts styrke er at skabe noget langsommeligt majestætisk ud af meget få virkemidler. Stryger- og blæsersamples strakt til nær uigenkendelighed. En blød, tung 4/4 stortromme, der lyder som hjerteslag. En konstant knitren som ild i tørt græs. Projektet GAS har altid haft de vældige tyske skove som tematisk omdrejningspunkt, og i de øjeblikke, hvor din hjerne og musikken synkroniserer, kan du virkelig høre det. Visheden om, at alt omkring dig er levende og i konstant bevægelse, også selvom du ikke kan se det.

    Men noget har alligevel ændret sig. Dette album indeholder mere dramatik end dets forgængere. Der sker mere. Alting bevæger sig mærkbart hurtigere. Omkring halvvejs igennem spilletiden bliver det tiltagende trippet, endda uhyggeligt. Lyden presser sig ind fra begge sider, føles klaustrofobisk. Og stilner så af igen.

    Voigt lader til at foretrække nidkære udviklinger frem for konstante nybegyndelser. I den forstand er Der Lange Marsch intet nyt, men en uhyre interessant rekontekstualisering af en af ambient technos stærkeste diskografier.

     


     

  • © Olga Witte
    3/1/2022

    Orgelhekserier

    Olga Witte: »Organ Trio No 1 + 2«

    Visionen »at udvide lytterens horisont ved at føre denne ind i en verden, hvor musikken er inspireret af praksisser fra balinesisk gamelan« ligger til grund for komponist, jazzpianist, kirkeorganist og musiketnolog Olga Witte, der bringer alle fire titler i spil på de selvudgivne to værker Organ Trio No 1 + 2. Første er et abstrakt stykke i fire satser for orgel og to basuner og det andet »en musikalsk fortælling om en mægtig østjavanesisk heks Calon Arang« i syv satser for orgel, alt- og tenorsaxofon. 

    Trio 1 varierer musikken fra salig og forsigtig meditation over noir-jazzet improvisation til samtaler mellem jamrende stemmeagtige basuner og støjende passager med fri leg i rigtig freejazz-stil. I Trio 2 er messingblæserne udskiftet med saxofoner, og selvom værkerne ikke konceptuelt er forbundet, er klanguniverset stadigt overvejende improviseret og stort set uændret. 

    Når Trio 1 ikke lyder meget anderledes end 2, på trods af at sidste er programmatisk, kommer jeg i tvivl, om man med samme værk kan »udvide lytterens horisont« og fortælle en forståelig historie, eller om det måske er den megen improvisation, der gør historien om Calon Arang uklar og udvisker overgangen mellem de to værker. Noget må skærpes! Men uagtet at fortællingen er utydelig, er teksturerne interessante, og i satser som Trio 2’s »Raja Erlangga« viser Witte, at når hun tager styringen, og musikken bliver mere komponeret end improviseret, kan en besætning af to blæsere og pibeorgel udrette underværker.

     

     

  • © Nils Frahm
    30/12/2021

    Frahms blockbusterfantasier

    Nils Frahm: »Old Friends New Friends«

    Nils Frahm har mange venner. På dette album alene præsenterer han lytteren for ikke mindre end 23 af dem, gamle og nye, over en spilletid på en time og tyve minutter. Det er en vældig opsamling, faktisk overvældende.

    Frahm er efter sigende lidt af en lydnørd, og det høres. Næsten alle numre består af impressionistiske soloklaverstykker iblandet reallyde. Man kan høre gulvet under instrumentet knirke, når pianisten bevæger sig i sædet, eller regnen, der i tilfældet »Rain Take« trommer mod taget. Det er intimt, og det fremhæver de små ting, der så ofte er dem, der virkelig gør en forskel, når det kommer til denne slags musik, som for eksempel de flade anslag i »Weddinger Walzer«.

    Desværre skorter det på sådanne øjeblikke. Næsten hvert eneste nummer på denne opsamling kunne fungere yderst effektivt som lydsporet til den introspektive sekvens i en blockbusterfilm. Men netop denne effektivitet er det, der nager mig. For i lighed med disse filmsekvenser, så kommer det hurtigt til at føles kalkuleret. Lidt for mange velkendte tricks til at fremkalde en specifik emotionel respons.

    Jeg er stor fortaler for musik, der måske ikke umiddelbart gør megen væsen af sig. Men de bedste eksempler på den slags musik er dem, hvor der trods alt ydes en vis modstand, hvor det forventes, at man også selv skal gøre lidt af arbejdet. Her har Frahm ikke overladt meget til fantasien.

     

  • © Martin Høyer
    13/12/2021

    Blødende positioner

    Josefine Opsahl: »I Walk I Bleed«

    »Tag et stykke kridt. I er alle i dialog med hinanden!« blev det annonceret i køen til en af Sort/Hvids musikdramatiske satsninger, I Walk I Bleed af Josefine Opsahl. Med kridtet fik vi stukket et publikumspartitur i hånden med tydelige instruktioner: »Gå ind i rummet … Skriv disse ytringer ned … Lad cellisterne afsløre ytringernes musik … Lyt sammen«. I den sorte teaterboks blev vi mødt af en mystisk kapellignende atmosfære, hvor ti hvidklædte cellister tårnede sig op langs væggen som skinnende marmorskulpturer eller en form for elitær broderorden. 

    En bred sort tavle midt i rummet fyldtes langsomt op med de oplistede ord som »Walk«, »Run«, »Feed« og »Breathe«, før vi skulle sætte os ned for at blive omringet af celloernes stimulerende lyd. Det var overvældende at blive mødt af de ti vibrerende instrumenter. Først stod den på en kort improvisation med skiftende solistiske indslag over de nedskrevne ord, som cellisterne umuligt kunne læse fra så stor afstand, men det var dramatisk at følge deres blikke og individualitet. Størstedelen af værket var dog gennemkomponeret, og alle celloens muligheder kom i spil fra koreograferede percussive tik og hvallydende glissandi til tunge buestrøg og et genkendeligt tema, der blev udviklet fra sats til sats. 

    »Ordene er dine, gulvet er dit«, stod der skrevet i vores lille partitur. Men var det sandheden? Ordene var jo ikke vores, vi kom aldrig i dialog, og interaktionen føltes så stramt iscenesat, at publikum forblev i den traditionel passivt modtagende rolle, som værket egentlig forsøgte at udfordre. Det føltes som et tabt potentiale i en ellers visuelt og musikalsk stærk performance.