»All sounds are loud,« hører vi i Flammenwerfer – Hotel Pro Formas fortælling om den svenske maler Carl Fredrik Hill (1849-1911). Alt i dette univers er transparent og rummer mange lag. Den orange farve i Hills kunst, som flimrer på scenen, støjer både smukt gyldent og psykedelisk som 70’er-keramik. I en central scene småskriger Blixa Bargeld i en mikrofon og får loopede skrig tilbage i hovedet. I patchworket af lyd indgår også fem vokalister fra IKI og udvalgte stykker – det eneste musik som nærmer sig det poppede her – af Nils Frahm.

Randene under øjnene er hele tiden store. Ligesom bogstaverne, som signalerer et nyt kapitel, næste dyk ned i sindet, fx afsnittet »Paranoia«. Her udvider IKI Einstürzende Neubautens »Halber Mensch« til fem stemmer, så hallucinationerne og angsten vokser til fuld menneskestørrelse. Ja, lyden var høj og i sig selv bedøvende. Men det skyldes i høj grad IKI, at vi mærker ekstremerne, hjernesygdommen, og at Hill oplever en »misarranged world«. De sang: »Heavy curtains drawn over the mind. A thick deadening cloud that blocks the use of senses.« Og sådan lød det. Køligt. Som det mest triste Instagram-filter med lyd på. 

Blixa Bargeld bliver desværre brugt til for lidt i Flammenwerfer, som ikke er noget mesterstykke fra Hotel Pro Forma. Men gallagæsterne sad meget stille i meget bløde sæder og så både en giraf og en ex-dronning på samme aften. Resten af Aarhus Festuge kan kun blive munter. 

Gik man og troede, at ny opera kun kunne være kras-realistiske skildringer af verdens forfald, kunne man efter Sky in a Small Cage på Copenhagen Opera Festival godt tro om igen. Festivalens sidste værk pegede i en helt anden retning: mystikken, håbet, kærligheden. Alt sammen floskler, men absolut ikke i hænderne på komponist Rolf Hind og librettist Dante Micheaux. Sammen har de spundet den mest mageløse opera om sufi-digteren Jalal al-Din Rumi. 

Det var lige så meget fortryllelsen i Rumis poesi, som det var myten om digteren selv, der drev værket. Faktisk var det forrygende svært at skelne mellem poesi og virkelighed: Karakteren Rumi blev genstand for sin egen storladne digterkunst. »It might as well be called a death: the gate you must go through to enter yourself or beloved«, sang en fortællertype i starten. Kærlighed er selvudslettende overskridelse, forstod man. Et tærskelfænomen, der somme tider kræver sine ofre. 

Den drømmende dobbelthed fungerede som ledetråd for hele forestillingen. Det var en fornøjelse af høre mystikken brede sig i musikken, som var fænomenalt orkestreret i dryppende gamelan-klokker og bedeskåle, dobbelt-op på harpe, feststemt klaver og flere pumpende tommer, end Lars Ulrich turde drømme om. 

Og hvad så med fuglen, buret og idéen om frihed? I Sky in a Small Cage var friheden ikke et spørgsmål om at åbne buret og slippe fuglen fri. Den var lokaliseret i selve kaldet, i sangen, musikken og poesien, som en håndsrækning mod den anden i en form for kærlighedsrus. Åh ja, de store spørgsmål lever stadig i operaen. Gudskelov. 

Min oplevelse af Coexistence, Søs Gunver Rybergs ti minutter lange værk for orkester og elektronik, falder i to etaper. Først er jeg lamslået: over den naturlighed, hun behandler det symfoniske materiale med, så orkestret bliver til en potent hybrid mellem akustik og syntese. Sikket bid i klangen, sikken ørkenstorm af kornet tekstur, der rumsterer videre bag instrumenterne.

Her realiseres det klanglige potentiale for det 21. århundredes orkester, tænker jeg begejstret. Men så melder tvivlen sig i næste etape. For sker der i realiteten det samme som i svenske Jesper Nordins timelange Emerging from Currents and Waves (2018): et teknologisk kvantespring for symfonisk klang, der imidlertid stivner kompositorisk i et stop-and-go mellem bulder og stilhed?

Udbuddet af dramatik er næsten vulgært i Coexistence: ustabile islandske mørkedroner, harske messingdrøn, skælvende strygere, tordenpauke, hårde opbremsninger som i actiontrailere fra Hollywood – og meget mere. Det er et himmelsk kaos. Kontrasten: dæmpede alarmer af strøget metal, opsamlet støj og udstrakte toner som et skrøbeligt jernstativ, der skælver efter stormen.

De to temperamenter afløser hinanden på skift, og det lyder fænomenalt under Dalia Stasevskas ledelse af BBC Symphony Orchestra. Værkets kerne er vel katastrofen – kollaps og efterspil – og i den optik giver de sort-hvide ekstremer mening. Musikken er brutal, nådesløs. Men kunne den have været mere: i farver, hinsides tvekampen? Måske, døm selv – Coexistence er så afgjort årets mest opsigtsvækkende symfoniske statement.

»LOOK AT ME I AM BURNING« – det hvide banner med den sorte skrift troner på scenen. Det og andre bannere udgør dele af librettoen til The Girl with the Hurricane Brain. Settingen er enkel: Et forældrepar mener, de gør nok for at modvirke klimakrisen. Deres teenagedatter og en tiltagende desperat fjernsyns-meteorolog er uenige. Selv for en opera gentager forældrene sig meget, når de taler. Højdepunktet for mig var: »We even vent vegan… mostly«, før de slukker fjernsynet, som beretter, at æbletræerne nu er uddøde. 

Det lyder komisk, men spilles med komplet alvor, godt understøttet af Laura Bowlers dissonante musik, der veksler mellem passager for alle 10 musikere og duetter mellem datteren og enkelte eller få musikere. Musikalsk er disse duetter suverænt værkets stærkeste – stemmen og instrumentet nærmest væves ind i hinanden. Musikken suppleres af sangstemmerne, der samples og skaber et umenneskeligt ubehag. Ofte blev jeg i tvivl om, hvornår der blev sunget, og hvornår maskinen tog over, og det ser jeg som en kritik af parolerne om, at teknologien nok skal finde en løsning, som en fralæggelse af menneskeligt ansvar – og menneskeligheden.

Værket søger at give inspiration til at tale om klimakrisen, men min optimisme vokser ikke undervejs. Ikke at cli-fi partout skal vise, hvordan en sådan dialog skal finde sted, men jeg manglede nok bare nogle enkelte glimt af håb, eller en tydeligere følelse af forbundethed. Måske hvis de virkelig lod os grine af forældrenes ignorance, kunne jeg have følt, at vi som kollektiv var enige om at gøre noget. Nej, global opvarmning er virkelig nået til Aarhus. 

Gamelanorkestret Gamelan Salukats koncert på Roskilde Festival i 2018 gjorde øjensynligt ikke kun stort indtryk på denne anmelder. Samme år rejste ambientmusikeren Anton Friisgaard (tidligere Hviledag) til Ubud, Bali og optog musik med flere medlemmer af ensemblet. 

Dette er dette møde, som Teratai Åkande er vokset ud af. Et album, der i overensstemmelse med Jon Hassells koncept om fourth world-musik præsenterer en distinkt kulturel og etnisk forankret musikalsk tradition rekontekstualiseret gennem et vestligt perspektiv. I dette tilfælde balinesisk gamelan filtreret gennem Friisgaards klipning og efterbehandling. For mens gamelankompositioner ofte føles cirkulære med længerevarende rundgange, der afløser hinanden, så har Friisgaard med en dokumentarists sans for narrativ udvikling reduceret ned til mere fragmenterede, stemningsbaserede og i sidste ende vestligt letfordøjelige numre.

Det traditionelle perlende slagtøj, gonger og fløjter sættes på numre som »Lavitir« og »Havun« i et relief af henholdsvis insekt- og/eller fuglelyde og skvulpende vand, mens rumklang og ekko skaber en følelse af fjern tilstedeværelse. Andetsteds, fx på »Kampaka«, er den elektroniske musiks kompositionsteknikker mere fremtrædende. Fælles for alle otte numre er, at de repræsenterer et spændende møde mellem to vidt forskellige musikalske verdener. Friisgaards album emmer af en åbenlys stor hengivenhed for gamelanmusikken og dens ophavspersoner.