Josefine Opsahl sidder selv på scenen til australsk-danske Tara Schaufuss’ ballet Passengers of Passing Moments, som Opsahl har skrevet musikken til. Faktisk er det lige før, at hun stjæler al fokus fra de ti dansere, for det er fascinerende at følge den 32-årige cellists teatralske indlevelse og hendes meget aktive højrebens arbejde med loop- og effektboksen.

Den knap halve times balletmusik er inspireret af Bach, men formidler også en højlandsk dramatik med samplet åndedræt, stikkende underdelinger og udpræget rumklang. Det starter med fine lystoner i dur, men bevæger sig hurtigt ned i dybet og finder dunkende bas og paukeklang. Følelserne blæser gennem hvert strøg.

Temaet for balletten er tid. I glimt fanges danserne i Opsahls små, mekaniske sløjfer, siden etableres et mørkt, melankolsk rum, hvor en ung kvinde synker ned i et minde. Udstrakte klange og overtoner signalerer en tid sat ud af kraft; svag blæst høres, en tikken toner ind, og pludselig har hun drømt sin elskede frem.

Kvinden bevæger sig som et spøgelse blandt de andre kroppe, mens Opsahl intensiverer sit spil og veksler mellem tre- og firedelt takt. På et tidspunkt er det, som om hun forsvinder helt ind i det voldsomme temperament; hendes dramatiske flair gør Bach til Avenger-helt, og det egner sig virkelig godt til Schaufuss’ fokus på følelsernes vold. Det er mættet, direkte og som skabt til en knugende intens koreografi. Stærkt makkerpar på den store scene.

»Alt hvad jeg komponerede fra da af, skulle være en vej mod en Matthæuspassion,« sagde Bent Sørensen i 2014, da han besluttede at påbegynde dette værk. Alle tænker på Bach, og komponister vil altid skrive i lyset/skyggen af dette mastodontværk. Men Matthæuspassionen er mere et musikalsk fænomen end en beskrivelse af et oratorium med lidelseshistorien som tekstforlæg. Eller måske er det en slags tilstand, hvor vi alle kan projicere vor smerte, sorg, tro eller kærlighed ind i – det sidste har Bent Sørensen især betonet: Den passionerede, menneskelige kærlighed, og resultatet er blevet ufatteligt smukt. Hele vejen igennem de 67 minutter kor og orkestermusik. Virkemidlerne er helt sarte vokalstemmer (verdensklasses udførelse af DR Vokalensemblet), ganske blid orkestrering, klassiske Bent Sørensen-virkemidler som små melodier, man tror, man har hørt før, men som er helt originale. Og en kompositionsstil som hverken er tonal eller atonal, men begge dele. De tonale flader skal ikke lede traditionelt videre til noget andet, men vi hører i stedet skønne klange, der skifter umærkeligt og til tider magisk. Og hvem skulle have troet, at helt dæmpede tromboner med wah-wah-effekt klinger så utrolig raffineret sammen med fire kirkeklokker? (de eneste slagtøjsinstrumenter i værket).

Teksten er lige så smukt sammensat af Jakob Holtze (Søren Ulrik Thomsen og Anna Akhmatova m.fl.), og der er faktisk relativt få uddrag fra Matthæusevangeliet. Men det gør ikke noget, for stemningen og tilstanden fra den berømte passion er i den grad grebet. Oslo-musikere har indspillet værket i 2023, men holdet fra Koncerthuset gør det meget bedre – og det kan høres i DR's app.

Sjældent har et 67 minutters pianissimo talt så kraftigt og stærkt til én.

Med sit andet album under kunstnernavnet Baraboro forsøger litauskfødte Gintė Preisaitė at hidkalde det forår, vi alle sammen utålmodigt venter på. Spring Mass er et komplekst og nuanceret værk om ikke bare årstiden, men også vores forhold til den. Den elektroniske åbner, »Nacre«, er cirkulær, spirende og fuld af vildtvoksende liv. Det ustoppelige væld af lyd i vækst finder sin roligere, mere drivende, men i lige så høj grad repetitive, modpart i andet nummer, »March«. Begge formår de at skildre den ekstatiske følelse af forårets komme. 

De to efterfølgende numre udvider stemningen med mere plads til tvivl end optimisme: Den melankolske blæserkomposition »Lament« vækker mindelser om de grå dage, der til stadighed indtræffer, og den dystre elektronik og skrattende klaverstrenge i »Žibutė« skaber usikkerhed og frygt. Tog vi glæderne på forskud? Sådan lyder det.

Afslutningsvis finder »Stochastic Meditation« en mellemvej. De iterative blæserpassager får følgeskab af underliggende elektronik og skaber en smuk stilhed efter stormen. Solskin og regnvejr mødes i forårets foranderlige virkelighed. Spring Mass imponerer med sin dybde og spejler den oplevelse, mange af os kan have på denne tid af året.

Bortset fra den første onsdag i maj er sirener i Danmark nærmest udelukkende noget, vi hører i forbindelse med udrykninger, men i adskillige andre lande er sirener en integreret del af den lydlige hverdag. Sirener er på mange måder et fascinerende fænomen, der på én gang signalerer både overlevelse og katastrofe, og de er et helt fast sonisk inventar i især krigszoner og steder, der på den eller anden måde er risikoområder.

Den spanskfødte multikunstner Aura Satz’ 90 minutters dokumentarfilm, Preemptive Listening – der på dansk kan oversættes til noget i retning af Forebyggende lytning – handler netop om sirener verden over, for Satz har gennem hele syv år filmet i områder, hvor sirenen spiller en afgørende rolle – fra Chile og Holland til Palæstina, Israel og atomulykkesområdet i Fukushima i Japan. En længere sekvens foregår sågar på en amerikansk sirenefabrik, hvor sirener findes i alle former og farver og til tider nærmest ligner moderne kunstinstallationer. 

Frem for blot at have optaget sirenernes reelle lyd har Satz inviteret en række lydkunstnere og musikere til at skabe alternative sirenelyde – prominente personager som Laurie Spiegel, Moor Mother, David Toop, Maja Ratkje, BJ Nilsen samt ikke mindst Kode 9, der under sit jordiske navn Steve Goodman faktisk har skrevet en brillant bog om lyden af krig, Sonic Warfare. »Behøver en alarm være alarmerende?« spørger Satz, og sirenekompositionerne i filmen er generelt både abstrakte, skurrende, poetiske og ildevarslende. Det er alle som én gennemkomponerede lydsymfonier, som vel at mærke alle er skabt før filmens billedside.

Og man kan virkelig mærke, at øret på den måde har dikteret, hvad øjet ser, for Satz’ film er et audiovisuelt filmdigt, hvor lydcollagerne, udvalgte interview og digtoplæsninger smelter raffineret sammen med de stemningsmættede billeder. Enkelte gange bliver en reallyd fra optagelserne brugt som del af de sfæriske lydflader – eksempelvis når en kirkeklokke i billedet slår i takt med en lydkomposition – og det kunne Satz egentlig godt have leget endnu mere med, for det knytter filmens forskellige oplevelseslag sammen på overrumplende vis.

Men generelt er filmen et både dragende og skræmmende sansetrip, og i en tid, hvor krig og undtagelsestilstand er del af vores allesammens hverdag, er det en tankevækkende og intens film på talrige niveauer. Man mærker, hvad der sker med én, når ørerne er i alarmberedskab. Når lyden redder liv og varsler død.

Jeg måtte lige tjekke kalenderen: var jeg blevet transporteret tilbage til år 2006? Klangen på »Coral«, titelnummeret på den nye EP fra Olof Dreijer, lyder nemlig meget som lyden af Dreijers gamle familieband The Knifes Silent Shout-album. Kolde fm-klange, der lige nøjagtigt har nok bevægelse i sine overtoner til, at de bliver dejligt interessante at fordybe sig i. De kolde synthesizere varmes dog dog hurtigt op i mødet med latinamerikanske klokker, der sammen med en brølende bas ændrer nummerets fokus fra klang til hoftevrik. 

Det er ikke noget nyt greb at sætte funktionelt dansemusik i møde med et tæppe af omgivelsesmusik. Wolfgang Voights GAS-projekt har excelleret i at vise, hvad der sker, når et klangtæppe møder en puls, man kan danse til, og danske Kasper Marott har omvendt vist, hvor meget man kan variere et housenummer ved at kombinere det med feltoptagelser af lydmiljøer. 

Desværre bliver Coral en smule blodfattig. Klokkernes claver når aldrig helt op i den polyrytmiske intensitet, som man kender det fra eksempelvis samba, og de omgivende lyde virker halvbagte. Det er synd, for den støjende kakofoni, der findes i eksempelvis samba, havde været et oplagt klangmateriale at bearbejde, for Dreijer er virkelig dygtig til at bearbejde lyd. Det hele lyder lækkert.

EP'ens resterende to numre er skabt med præpareret klaver og fuglefløjter. Her viser Dreijer sig som en dygtig musiker, der får lavet nogle virkelig flotte gestikulationer med klaveret, som lyder meget mildt af et præpareret klaver at være. Fløjterne er også et godt valg, fordi de giver en spøjs halvnaturlig klang, der smukt tegner et rum op. Men det lyder også bare som en boullionterning af virkelig meget ambientmusik, man har hørt før.