- © PR11/8/2025
Stemmer fra en svunden tid
Sofie Birch & Antonina Nowacka: »Hiraeth«Mens Birch og Nowackas fælles debutalbum Languoria med sin synthprægede lyd lød som en drøm om en anden verden, fremstår deres andet album mere som et vindue til en svunden tid. De elektroniske elementer er trådt i baggrunden til fordel for akustiske klange fra citar, guitar og harpe, og det giver musikken en varmere, mere jordbunden karakter. Et fint eksempel er titelnummeret, hvor en sagte rislende bæk danner bagtæppe for en afslappet dialog mellem citar, guitar og stemmer, der glider mellem sang og nynnen. Der er en tydelig forbindelse til folkemusikkens enkle melodik og de små brudstykker, man selv kunne finde på at nynne i køkkenet, mens elkedlen koger. Det er netop denne personlige og inviterende tone, der gør kompositionen så velfungerende. Også »Nøkken« vidner om styrken i Birch og Nowackas sangskrivning. Med sin enkle instrumentering, blide melodi og velafstemte rumklang bringer nummeret det bedste frem i de to stemmer og fremstår næsten vægtløst – gennemsigtigt og efemerisk.
Sammen skaber den dansk-polske duo musik til folk, der drømmer om en anden tid og et andet sted, ikke fordi de nødvendigvis ønsker at fly deres nuværende eksistens, men fordi dagdrømmeriets stille stunder er fulde af ro, sikkerhed og fortryllelse. Indimellem tager følelsen af sikkerhed dog en smule overhånd, og man savner noget, der kan udfordre roen – sådan som de mere fremtrædende synths gjorde det på debutalbummet. Men er man i humør til ukompliceret skønhed og stille drømme, er Hiraeth stadig et stærkt udspil fra to vedvarende interessante stemmer i ambientgenren.
- © PR7/8/2025
Gąsiorek Never Looks Back
Cześćtet: »Polofuturyzm«Polish-born Szymon Gąsiorek has done it again – created a cornucopia of an album that both overwhelms and delights with its endless wealth of eclectic ideas, styles, and sound sources. As is often the case with this kind of release, where each track has its own distinct identity, personal favorites quickly emerge.
One clear favorite announces itself right away. The opening track, »TAK TAK NIE NIE«, explodes with an energy reminiscent of early Boredoms – a heavy dose of noise rock with shouted vocals, electric guitar, saxophone, gunshots, screams, synths, piano, and more. The third track, »STRACH LĘK NIEPOKÓJ«, also shines with a zeuhl-like momentum driven by militaristic vocals, insistent drums, jagged guitar, and saxophone. And even beyond the most immediately impressive tracks, Polofuturyzm is so packed with highlights and playful surprises that even half of it would have sufficed. Take, for example, »90s [NADZIEJA]«, featuring a trancey synth quickly and effectively sabotaged by free jazz-style drums and saxophone, or »JEDNOKIERUNKOWY«, which sounds like classic disco polo thrown in a blender and mixed with pitch-shifted vocals and clubby keyboards. Not to forget the eight-second slapstick piano flourish on »RĘCE«.
Polofuturyzm is driven by a manic refusal to ever look back. The only constant is the absence of consistency. Gąsiorek has been here before, but it still feels just as radical and refreshing.
English translation: Andreo Michaelo Mielczarek
- © PR7/8/2025
Gąsiorek ser sig aldrig tilbage
Cześćtet: »Polofuturyzm«Polskfødte Szymon Gąsiorek har gjort det igen – skabt et overflødighedshorn af et album, der både overvælder og begejstrer med sit endeløse væld af eklektiske ideer, stilarter og lydkilder. Som det ofte er tilfældet med denne slags udgivelser, hvor hvert nummer har sin helt unikke identitet, så vil man hurtigt kunne udpege yndlinge.
En klar favorit melder sig da også med det samme. Åbningsnummeret »TAK TAK NIE NIE« eksploderer med en energi, der vækker mindelser om tidligt Boredoms, en tung omgang støjrock med råbevokal, elguitar, saxofon, pistolskud, skrig, synths, klaver og m.m. Også tredje nummer »STRACH LĘK NIEPOKÓJ« brillerer med en zeuhl-agtig fremdrift drevet af militaristisk vokal, insisterende trommer, kantet guitar og saxofon. Og selv uden for de umiddelbart mest imponerende numre er Polofuturyzm så spækket med højdepunkter og sjove overraskelser, at det halve kunne være nok. Tag som eksempel »90s [NADZIEJA]«, med en trance-synth, der hurtigt og effektivt saboteres af free jazzede trommer og saxofon, eller »JEDNOKIERUNKOWY«, der lyder som klassisk disco polo smidt i en blender og tilføjet pitch-shiftede vokaler og klubbede keyboards. Ej at forglemme det otte sekunder korte falde-på-halen klaverspil på »RĘCE«.
Polofuturyzm er båret af en manisk insisteren på aldrig at se sig tilbage. Det eneste konstante er fraværet af konsistens. Gąsiorek har været her før, men det føles stadig lige radikalt og forfriskende.
- © David Stjernholm4/7/2025
Composition for Stone Walls
Cisternerne: Bjarke Mogensen – concert in the exhibition »Psychosphere«The contrast is striking when, on the hottest day of the year, you step down from the green lawns of Søndermarken into the underground world of the Cisterns, Copenhagen’s old water reservoir. The humidity is high, the light sparse, and stalactites hang from the vaulted ceilings, casting shadows in the puddles on the floor. And then there is the sound: in the empty columned halls, the reverberation can last up to 17 seconds. Even the slightest scrape echoes down here.
Since 2016, the Cisterns have functioned as an exhibition space, and this year Jakob Kudsk Steensen has transformed the halls into an underwater landscape of video projections, sculptural objects, and a soundscape created by Lugh O’Neill featuring Bjarke Mogensen on accordion. Mogensen, who is performing this evening, has a versatile taste. Perhaps a bit too versatile, I think to myself as I read the evening’s program, which spans from Bach to folk melodies from Bornholm. It turns out to hold together better than one might expect. These are compositions that seem to stretch time itself, where long tones – amplified and extended by the reverberation – form a murky foundation for short, pearling attacks, like marble balls ricocheting off a stone wall.
A shimmering, sorrowful composition by Nick Martin, inspired by Michelangelo’s Pietà – marble again – is followed by a meditation on echo among the cliffs of Bornholm by Frederiksberg-based composer Martin Lohse. Another piece rises slender and sacred like high vaults, while Mogensen’s own Passage crackles, snaps, and crunches like stones being broken. Mogensen’s accordion is in constant dialogue with the space; he calls, and the dark colonnades answer back – or is it the other way around?
The audience sits petrified, completely absorbed in the sound, as Mogensen masterfully makes his instrument sound like everything from a rapid breath to a thunderclap. When we finally emerge, heavy clouds hang over Søndermarken, and the heat is gone. The park feels transformed. The contrast is tangible.
English translation: Andreo Michaelo Mielczarek
- 29/6/2025
Kristine Tjøgersen Crafts Unreasonably Beautiful Eco-Poetry
Kristine Tjøgersen: »Night Lives«The wildlife of nature is both beautiful and playful – especially in Kristine Tjøgersen’s music. At the center of her new album Night Lives is the wild, unpredictable life of the night beyond the human domain. The album was created as part of the Ernst von Siemens Prize, which Tjøgersen recently received as the first Norwegian composer ever to do so.
The album is a seven-movement sonic version extracted from a staged work premiered at the Ultima Festival in 2023, and it works perfectly well as a standalone, semi-acoustic version performed by the Cikada Ensemble. The music ranges from playful, experimental, rhythmical soundscapes—full of rattling and crackling instruments – to intense, pulsating passages. Tjøgersen possesses a uniquely sensitive understanding of instrumental timbre, allowing her to morph seamlessly between acoustic and electronic worlds, cultural environments, and eras. From a simple, extended flute solo to a dancing computer universe – without blinking an eye.
Forty to fifty years ago, it was called postmodernism when old music appeared in new compositions as reused material. Back then, it made sense because many people had a mental library of historical classical music, a reflective space in which all new music was interpreted. Today, audiences’ minds are different. For example, Kristine Tjøgersen can easily use a completely straightforward Baroque movement as the album’s conclusion – serving as a starting point for music that gradually thins out and dissolves into a stunningly beautiful utopian world of acoustic strings and synthesizer. Without making you feel she is negotiating your sense of past and present. Natural sounds, imitations of nature, harmonies, and entire sequences are simply building blocks in her personal experimental lab. And what a lab it is!
English translation: Andreo Michaelo Mielczarek