En nykomponeret opera i en retssal lyder måske som et banalt greb. Men da jeg træder ind i ventesalen i Aarhus’ Retten til Niels Rønsholdt og Louise Becks Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt, er jeg i tvivl, om jeg er gået forkert. Et aflangt rum, borde spredt ud, balkonen ovenover – og så et nodeark i en glasmontre, der formentlig normalt udstiller gamle lovdokumenter. Scenografien er diskret, men den juridiske ramme sætter straks tanker i gang om lov, magt og retfærdighed.

Snart træder næsten 20 sangere frem på balkonen. Musikken er tonal, båret af klangfylde og gentagne fraser, der gradvist forskydes som i en kanon. Man fornemmer lån fra minimalismen, men også en næsten folkelig enkelhed, der gør koret både dragende og foruroligende. Plottet – en datter, der opsøger sin fars spøgelse for at kræve hans våben – bliver kun antydet i brudstykker. Det er stemningen, der driver værket, og det forvandles radikalt, da sangerne forlader balkonen og stiller sig blandt publikum, mens tre dansere bevæger sig gennem salen.

Et nøgleøjeblik opstår, da koret pludselig slår stemmegafler an og placerer dem på bordene, så et vibrerende »wuu-uu« fylder rummet. Gåsehuden er øjeblikkelig. Kort efter synger de direkte til os, med intens øjenkontakt. Det føles både intimt og grænseoverskridende, som at blive tiltalt i en retssag uden mulighed for at svare. Jeg ønskede at kigge væk, men blev fanget i pligten til at holde blikket. Her blev titlen kropslig: den svages pligt at underkaste sig.

Som værket ebber ud, vender alle sangerne sig mod faderen og allierer sig med datteren. Bøger flås ned fra reolerne, sider rives itu, og mens der synges »Lyt og lær«, flimrer Orwells 1984 i baghovedet. Det er både urovækkende og uhyggeligt aktuelt i en tid, hvor autoritetstro og manipulation igen spiller en rolle i det offentlige rum.

Den Stærkes Ret er en af de mest intense musikalske oplevelser, jeg har haft i årevis. Den forener æstetik, krop og samfundskommentar på en måde, der får én til at gyse. Jeg venter allerede på akt to og tre.

The forest lake is a cradle of life in more than one sense. The forest’s myriad forms of life depend on its waters, but its trickling branches, intense stillness, and soft reflections also hold powerful musical potential. It is precisely this life-giving energy that forms the basis of Swedish composer Filip Leyman’s solo debut album, Soft Light. From the very first track, »Beyond the Sea«, one senses how Leyman manages to create an organic universe where every sound nourishes the soil for the next. It is difficult to find either beginning or end as the many synthesizers and strings grow into and out of one another – you simply have to surrender and sink into this spherical universe of reverberations and deep, steady bass.

Filip Leyman’s work cannot be described without mentioning Swedish artist Anna von Hausswolff. Her music is like a force of nature, carried by long, sacred organ passages – and what is Hausswolff and what is Leyman is never entirely possible to determine. Soft Light gathers together compositions written over decades and appears as a natural extension of the many albums and soundtracks the two have created together. The album contains a strong cinematic dimension: in a track like »Shapes«, the layered sounds culminate in a dazzling climax that feels like slow motion in sound.

Here, Leyman appears as a musical botanist, patiently letting his synthesizers grow, sprout, and bloom. Although Soft Light has developed over many years, it sounds remarkably cohesive – like one long breath. The album seems more cultivated than composed. Let us hope that Soft Light is only the beginning, and that Leyman will allow more solo albums to grow in the same light.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek
 

Skovsøen er et arnested i mere end én forstand. Skovens myriader af liv er afhængige af vandet, men dens piblende forgreninger, intense ro og bløde spejlbillede rummer også stærke musikalske potentialer. Det er præcis sådan en livgivende energi, der danner udgangspunktet for svenske Filip Leymans solodebutalbum, Soft Light. Allerede fra albummets første nummer, »Beyond the Sea«, fornemmer man, hvordan Leyman formår at skabe et organisk univers, hvor enhver lyd gøder jorden for den næste. Det er svært at finde hverken start eller slutpunkt, når de mange synthesizere og strygere vokser ind og ud af hinanden – man må bare overgive sig, og synke ned i det sfæriske univers af rumklange og tung, rolig bas.

Filip Leymans virke kan ikke beskrives uden at nævne svenske Anna von Hausswolff. Hendes musik er som en naturkraft, båret af lange, sakrale orgelpassager – og hvad der er Hausswolff, hvad der er Leyman, er aldrig helt til at afgøre. Soft Light samler årtiers gemte kompositioner og fremstår som en naturlig forlængelse af de mange album og soundtracks, de to har skabt sammen. Albummet rummer en stærk filmisk dimension: i et nummer som »Shapes« kulminerer de lagdelte klange i et blændende klimaks, der føles som slowmotion i lyd.

Leyman optræder her som en musikalsk botaniker, der tålmodigt lader sine synthesizere gro, spire og blomstre. Selvom Soft Light er vokset frem over mange år, lyder det utroligt sammenhængende – som ét langt åndedrag. Albummet synes snarere dyrket end komponeret. Lad os håbe, at Soft Light blot er begyndelsen, og at Leyman lader flere soloalbum vokse frem i samme lys.

Nøgleordet til denne udgivelse findes allerede i åbningsnummerets titel: »Deluge (deconstructed)«. Her piller Håker Flaten en Wayne Shorter-komposition fra hinanden som et LEGO-sæt og samler den igen på en måde, der kun glimtvis minder om originalen. Ud af brikkerne vokser et kort, gentagende guitarmotiv, som trommer, saxofoner, bas og klaver kredser om i stadig mere opløste mønstre. Melodierne bliver gradvis mindre konkrete, instrumenterne spiller mindre sammen, intensiteten vokser næsten umærkeligt – indtil alting falder fra hinanden, og processen begynder forfra. Samme greb bruges i tredje nummer, »Kanón (for Paal Nilssen-Love)«, hvor spænding og udløsning formes i en bølgegang, der driver musikken fremad. Håker Flaten mestrer kunsten at skabe dramatiske kurver, som fører lytteren sikkert igennem selv de mest tumultariske passager.

Easy listening er det ikke – vi er stadig i freejazzens territorium – men der er en særegen dragende balance mellem kaos og afmålthed. Først fanges man af overraskelsen i musikkens pludselige drejninger, siden af genkendelsens glæde, når man begynder at fornemme de steder, hvor musikken spidser til. 

Albummet afsluttes med »Austin Vibes (tweaked by Karl Hjalmar Nyberg)«, en støjende collage, der langsomt åbner sig mod brudstykker af mere konventionelle blæsermelodier. Her kommer vi tættest på noget, der ligner en klassisk jazzfornemmelse – og alligevel ikke. Det er stadigvæk ikke umiddelbart letfordøjelig musik. Men selv når Håker Flaten og hans medmusikanter bevæger sig længst ud i det fragmenterede, formår de at gøre det svært forståelige let at forstå.

The keyword for this release can already be found in the title of the opening track: »Deluge (deconstructed)«. Here, Håker Flaten takes a Wayne Shorter composition apart like a LEGO set and reassembles it in a way that only occasionally recalls the original. Out of the pieces emerges a short, repetitive guitar motif, around which drums, saxophones, bass, and piano orbit in increasingly fragmented patterns. The melodies gradually become less concrete, the instruments interact less, the intensity rises almost imperceptibly – until everything falls apart and the process begins again. The same approach is used in the third track, »Kanón (for Paal Nilssen-Love)«, where tension and release unfold in waves that propel the music forward. Håker Flaten masters the art of creating dramatic arcs that guide the listener safely through even the most tumultuous passages.

This is not easy listening – we are still in free jazz territory – but there is a strangely compelling balance between chaos and restraint. At first, one is caught by the surprise of the music’s sudden turns, later by the joy of recognition as one begins to sense where the music sharpens and takes shape.

The album closes with »Austin Vibes (tweaked by Karl Hjalmar Nyberg)«, a noisy collage that slowly opens up toward fragments of more conventional horn melodies. Here we get closest to something resembling a classic jazz feeling—and yet not quite. It is still far from easily digestible music. But even when Håker Flaten and his fellow musicians move furthest into fragmentation, they manage to make the difficult-to-understand surprisingly easy to grasp.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek