»We live in the same house, we go to the same school,« lød det fra Pavilion-scenen. De syv piger fra Star Feminine Band, der er mellem 10 og 17 år, var langt fra deres hjem i Benin. De var kommet for at smitte os med det nære venskab, der stråler fra deres solbeskinnede musik: Intuitiv og hjemmestrikket highlife – ofte lidt vakkelvorn – men til gengæld imødekommende, legende og energisk. 

De tre piger i front, som spillede forskelligt håndholdt perkussion, vekslede mellem at synge og danse. Der sprællede en ivrig begejstring i de synkrone bevægelser. Et særligt moment opstod, da resten af bandet sluttede sig til danserne på midten af scenen for at opføre et traditionelt ritual. Autenticiteten nåede helt ud til teltpløkkerne. 

Men Star Feminine Band var bestemt ikke kun kommet for underholde. Koncerten var båret af en punket understrøm, der hele tiden kradsede imod den dansevenlige overflade. Udråbstegnene i teksterne – efter sigende om tvangsægteskaber og omskæring – var ikke til at tage fejl af, selvom de blev leveret storsmilende på et sprog, der nok var fremmed for de fleste i publikum. 

Alle pigerne var udstyret med en mikrofon, og skiftedes til at lede de ultrasimple call-response-sekvenser. Ungdomsoprøret blussede i de indtrængende stemmer, og det voksede til en ilter modstandskraft, når alle pigerne sang sammen. Vidunderligt!

»Det var fandeme uhyggeligt,« overhørte jeg én sige på vej ud af teltet efter den kenyanske duo Dumas koncert på Gloria. Det var ikke svært at forstå, hvad de mente: Producer Martin Khanyas lydunivers af industrielle technorytmer, der banker mod trommehinderne som et trykluftsbor, uigennemtrængelige betonmure af hvid støj og black metal-agtige guitarriffs kombineret med Sam Karugus nærmest ubeskrivelige vokal – tænk mødet mellem Yoko Ono og en kaffekværn – er temmelig frygtindgydende. 

Mens Dumas musik med rette kan betegnes som uhyggelig, gør det modsatte sig dog gældende for koncerten som helhed. Stemningen i teltet var intet mindre end euforisk og Karugu var nærmest overstrømmende i sin hengivenhed til publikum: Der var ingen grænser for, hvor meget han elskede hver og en, og det var lige før, at hver eneste person i rummet fik det at vide individuelt. Kærlighedserklæringerne fik selskab af utallige selvhjælpsagtige opfordringer: »Energize yourself! Embrace yourself!« I sig selv ret klichéfyldte udsagn havde det ikke været for musikkens brutalitet, der med tydelighed viste, at omfavnelsen af en selv ikke nødvendigvis behøver at være blid. 

For mig personligt opstod der til tider en grad af kognitiv dissonans i mødet mellem elskværdighed og aggression: Karugu måtte for min skyld gerne være ondere ved sit publikum. Dog er der – i en postmoderne verden, hvor alle grænser flyder sammen – noget sært passende ved, at Roskilde Festivals uden sammenligning mest punkede performer samtidig viste sig at være den største hippie. 

»Det her er ikke et religiøst ritual,« annoncerede Arooj Aftab midt i sin koncert, »vi er bare nogle idioter.« Det var heldigt, at Aftab selv rettede op på misforståelsen, for hun havde næsten formået at narre mig: Der hviler en religiøs – eller i hvert fald mytologisk – aura over den pakistanskfødte sangerinde – hendes sørgmodige, længselsfulde sange og hendes stemme: blid og porøs som slidt silke og fyldt til bristepunktet med billeder og fortællinger. Som den tætte, violette dis, der fyldte scenen og langsomt vældede ud over publikum, svævede hendes stemme søgende ind og ud af de repeterende og hypnotiserende arrangementer, som hendes to medmusikere – en guitarist og en kontrabassist – omhyggeligt byggede om omkring hende. 

Oplevelsen var nærmest uhørt stemningsfuld, om end det ærgrede mig en smule, at hendes koncert var placeret i et mørkt og helt aflukket telt frem for på en udendørs scene i solskin, hvor Aftabs støvede, sepiatonede, ørkenagtige lyd i endnu højere grad ville komme til sin ret. Aftab, der havde taget solbriller på til lejligheden, lod også i første omgang til at være overrasket over de fysiske omgivelser. Det var indtil hun begejstret udbrød: »Dark and smoky… just like my heart!«. 

Aftab virkede opsat på ikke udelukkende at lade sig definere af den dybe melankoli, der præger hendes sange: Især mindede hendes måde at kombinere sorte sange med lige så sort humor mig om Leonard Cohen. Som for eksempel da hun – som kommentar til den førnævnte melankoli – tørt bemærkede: »I'm happy with the return of emo«. 

Det er en helt særlig eufori, der gemmer sig i tasteinstrumentet embaire, som det ugandiske ensemble Nakibembe Xylophone Troupe selv har bygget. På Gloria-scenen blev den banket ud igennem træet i en beruset tilstand af intens spilleglæde. Det var et nærved uvirkeligt sammenspil, vi blev præsenteret for: Tolv hænder spillede, men der var kun én krop.

Koncerten startede med hammerslaget som grundpuls – som om instrumentet skulle bygges på ny. Én efter én kom truppen på scenen og bød ind med nye rytmiske lag i opbygningen. Da alle var på plads i kredsen rundt om instrumentet, forsvandt fornemmelsen af de enkelte dele, og helheden tog over. Pulsen viste sig at være skizofren: Netop som man troede, man havde fundet 1-slaget, meldte en anden metrik sin ankomst. Så kunne man starte forfra med at finde hoved og hale i de rytmiske celler, der konstant delte sig og fandt sammen i nye molekyler. 

Tempoet var svimlende højt hele vejen igennem koncerten, hvor ensemblet også inducerede trancen igennem call-response sang, mens de spillede. Utrætteligt lænede musikken sig konstant fremad, men kom aldrig i nærheden af at vælte. Ensemblet havde en ufattelig – nærmest telepatisk – fornemmelse af hinandens bevægelser og placerede ikke et eneste slag uden for fællesskabet. Der boede et destilleret musikalsk sammenhold i de muterende rytmer, som gjorde den højintense koncert til en livsbekræftende og meget rørende oplevelse. 

Tågen har lagt sig på andet album fra den elektroniske komponist og vokalist Francesca Burattelli: På Battle Fatigue damper en mystik fra de rumklangsmættede elektroniske lyde. Er det de katolske katedraler, vi hører? Eller et overjordisk spilunivers?

Burattelli søger ikke forløsningen, men dekonstruktionen. Korthusene bliver bygget med en drift mod kollapset – som om musikken allerede er væltet, når den går i gang. Det kan være frustrerende at gå i møde som lytter, fordi det føles som om, at indgangen til numrene er låst. Vi vil gerne lukkes ind. 

Accepterer man distancen, er der efter et par gennemlytninger meget at komme efter. Titelnummerets messende første halvdel føles æterisk som hellig røgelse. »Save your mana for the long run,« lyder det gamer-agtigt i en Kate Bush-poppet frase, inden musikken knækker over på midten og bliver til beat-fragmenter og spoken word. Det er musikalsk exodus – eksil fra de fasttømrede referencer og nedarvede former. 

Til tider tætner disen og bliver til tordenskyer. På »La Cura« sender Burattelli italiensk rappende lynild af sted oven på et tryksparkende minimalt beat. Den Arca-agtige »Giove« giver også gyngende smæk for skillingen. Blodtørsten skaber åbninger. Man forstår, at Burattellis musik ikke handler om virkelige verdener eller jordiske følelser. Alligevel kan de mærkes.