Siden dannelsen i 1971 har Faust altid været Krautrocks »enfant terrible«. For det første, selvom de har produceret et nummer, som netop hedder »Krautrock« på deres mytiske album Faust IV fra 1973, har de aldrig passet til nogen tag eller kliché forbundet med tysk rockmusik. Mindre »kraut« end Can eller Electric Sandwich har de en tendens til at rykke tættere på de tidlige improvisationsinkarnationer af Amon Düül og Ash Ra Tempel, med en tung dosis industriel elektronik fundet i Die Krupps eller Einstürzende Neubauten.

Daumenbruch (»Brækket tommelfinger«) – bandets 16. album til dato – er en perfekt fortsættelse af deres oprørske karriere. Det er et konceptalbum skabt med gæstemusikere fra andre tyske bands som blandt andre Einstürzende Neubauten og Schneider TM, der tilføjede deres lyd til nummeret uden at vide, hvad de andre spillede. Resultatet er et hypnotiserende album med tre numre (»Weissechokolade«, »Default Mood«, »Border River«), der næsten kunne defineres som »kvantemusik«, da det synes at indtage forskellige rum og epoker på samme tid. Konstruktionen af ​​hvert nummer plus kompositionen af ​​albummet gør, at man umiddelbart føler sig hjemme og i en helt anden dimension. Ekkoer af moderne industriel- og ambientmusik blandes, mens minder om ældre radikale tyske projekter som DOM eller Embryo dukker op.

Tilsyneladende venligere over for lytteren end Faust Tapes fra 1973, men musikken kræver ikke desto mindre et åbent sind og en nysgerrighed efter dissonanser og teksturer. Bag albummet står musikalske genier, der aldrig rigtig har bekymret sig meget om hypen, og som beviser det endnu en gang uden at knibe. Selv med en brækket tommelfinger formår Faust give en fuckfinger til mainstream og den moderne musikalske sovs.
 

Oversat fra engelsk af Andreo Michaelo Mielczarek

Since they formed in 1971, Faust has always been the »enfant terrible« of Krautrock. For one, even if they have produced a number called, precisely, »Krautrock« on their 1973 mythical album Faust IV, they have never fit any case, tag or cliché linked with German rock music. Less »kraut« than Can or Electric Sandwich, they tend to move closer to the early improvisation incarnations of Amon Düül and Ash Ra Tempel, with an injection of a heavy dose of industrial electronics found in Die Krupps or Einstürzende Neubauten. 

Daumenbruch (»Broken Thumb«), their 16th album to date, is a perfect continuation of their rebellious career. It is a concept-album, created with guest musicians from other German bands such as, among others, Einstürzende Neubauten and Schneider TM, who added their sound to the track not knowing what the others were playing. The result is a mesmerizing three tracks album (»Weissechokolade«, »Default Mood«, »Border River«), which could almost be defined as »quantum music«, as it seems to occupy different spaces and epochs at the same time. The construction of each track plus the composition of the album makes one immediately feel both at home and in a totally other dimension. Echoes of contemporary industrial and ambient music mix, while memories of older radical German projects like DOM or Embryo surface. 

Apparently friendlier to the listener than the 1973 Faust Tapes, it nonetheless craves an open-mind and a curiosity for dissonances and textures. It is an album of musical geniuses that have never really cared much for the hype, and prove it once again without flinching. Even with a broken thumb, Faust can flip the bird to mainstream and the contemporary musical gravy.

Roligere indledning skal man lede længe efter i dansk orkestermusik. Men den afslappede horisontlinje i 1. sats af Steingrímur Rohloffs Concerto grosso, som året efter sin uropførelse allerede nu findes i en glimrende indspilning med Aalborg Symfoniorkester, er ren og skær lokkemad. Inden værket med de fire adrætte messingsolister er omme, har et voldsomt symfonisk jordskred splintret idyllen.

Lige organisk udvikler det musikalske forløb sig måske ikke gennem alle fire satser, men Rohloffs uforfærdede, ja til tider hårdhændede, ridt gennem store kontraster har en egensindig charme. Fisken begynder for alvor at sprælle med det alarmistiske valdhorn i 2. sats, og helt radbrækket falder trompetens linjer i sidste sats, inden de fire solister simpelthen stiller sig op og råber »åh!«.

I partituret opfordrer Rohloff til at spille »på kanten af det mulige«, og det bud følger de involverede så afgjort. Fra strygerne, der skifter buen ud med vistnok blyanter, til en vibrafonist bevæbnet med strikkepinde. Grossoen har en fræk og alsidig symfonisk klang, der er lige så fuld af påfund som værkets dramatiske kamp mellem tindrende ro og det store, growlende sammenbrud.

Meget mere behændigt løssluppent og klangligt årvågent kunne året ikke skydes i gang på orkesterfronten, og så er banen da ligesom kridtet op. Næste!

Ejnar Kandings værker kan være som nat og dag, nogle gange lifligt diskrete, næsten ambiente, andre gange sludrende pladderromantiske. Men på indspilningen her af Suite résonance, et syvdelt værk fra 2015 for guitar og elektronik, lyder den forvirrede komponist, som om han aldrig har skrevet andet end stilren, elegant konciperet musik.

De syv satser fremstår som fortryllede barokdanse, forsigtigt animeret af elektroniske forvrængninger, pulseringer og kontrastvæsker. I den første af dem hører man toner, der spaltes i to liv: en nobel atonalitet i nutid og en mikrotonal forsinkelse som et musikalsk genfærd, begge dele gennemløbet af et skælmsk gemyt.

Siden udvides klangrummet med en slags druknede overtoner, opklippede beats, fejende synth og, i den dramatiske bourrée mod slutningen, lyden af et snorkende elektronisk monster, der pacificeres af en fersk vuggevise spillet med lyse flageoletter på guitaren. Det hele holdt i kort snor af Kanding, som har fundet en pirrende balance mellem stilstand og bevægelse.

Suite résonance er et værk, der med sin pixelerede hommage til barokken tematiserer tidens gang, men det giver også plads til at sætte den i stå: Bulgarske George Vassilev, der slår guitarens strenge an, sanser sig med poetisk ømhed gennem de frie skalabølger i den yndige air-sats undervejs – og hans fine vandring mellem temperamenter er med til at gøre den korte udgivelse til en overraskende spændstig og forførende størrelse.

Fra bøgernes verden har vi de seneste år stiftet bekendtskab med begrebet fødselslitteratur: forfattere, der kort og godt og jo ganske relevant skriver om det at føde et barn. Nu er tendensen skvulpet over til lydens verden, for konceptet bag Katinka Fogh Vindelevs Gravitational Shift er, at de fødende furier er blevet transskriberet for kor.

Altså ikke bare en-til-en. Vindelev, der har udtænkt ideen sammen med billedkunstner Marie Kølbæk Iversen, æstetiserer fornøjeligt akten for et utal af stemmer og strækker de lydlige detaljer ud i herligt sadistisk slowmotion. Der er små tyngdefelter af tæt, sitrende klang og sirlige smertensskrig for sopran såvel som baryton – lidelsen har mange ansigter.

Vindelev zoomer ind og ud på de forskellige motiver af udstrakte støn, vejrtrækningsstød og maskinlyd, der tilsammen udgør et svært velklingende og faktisk langtfra uhumoristisk fødselsportræt: Værket er ordløst, men fornemmer man ikke lige, at barytonen synger sit »ah-ah« som et »aha« i en lille tertssløjfe efter det første af de otte veer?

En aha-oplevelse er der i hvert fald tale om med Gravitational Shift. Det kunne let være endt som en total fremmedgørelse af en urkropslig erfaring, men i mødet mellem værkets abstrakte udtryk og stemmernes intime, kropslige nærhed formår Vindelev faktisk at sætte den fødende fri som æstetisk objekt og invitere lytteren helt tæt på i billedskabelsen. Altså, det er jo næsten som at ligge der selv!