The sea is a powerful metaphor for the nature of identity – from stormy defiance to tranquil stillness, our individual traits drift in an eternally shifting ocean. On Original Spirit, French musician Les Halles drops anchor in the mutable waters of the mind, using pan flutes and dusty echoes as his compass.

The eight tracks are deeply rooted in the enveloping world of ambient music, and from the opening piece, »Angels of Venice«, the sound washes over the listener like gentle waves. Soft, bending synth textures accompany recurring flute runs, while echoes of the past flicker by like faded Kodak moments – faint glimmers of memory in a foggy inner landscape.

The word ambient can be traced to the Latin ambire, meaning »to go around«, and the genre is thus defined by music that »surrounds« the listener. Les Halles, also known by his real name Baptiste Martin, fully embraces this quality. The music is gentle, devoid of dominant melodies or rhythms – like a safe little bubble one can freely float in.

Like much ambient music, Original Spirit is free of lyrical frames of interpretation. However, the accompanying press text frames the album as a letter, written by Baptiste Martin during a disoriented period, including a stay in psychiatric care. As listeners, we’re invited to drift in a turbulent yet mirror-still sea of lost identities and lose ourselves in the warm current of consciousness the music creates. It certainly doesn’t break any ambient conventions – but it’s a pleasure to be swept away nonetheless.

Havet er en stærk metafor for identitetens væsen – fra stormfuld oprørskhed til stille havblik driver vores individuelle særpræg rundt i et evigt skiftende ocean. På Original Spirit kaster den franske musiker Les Halles anker i sindets omskiftelige farvande og lader panfløjter og støvede ekkoer fungere som kompas. 

De otte numre er dybt forankret i ambientgenrens omfavnende univers, og allerede fra åbningsnummeret, »Angels of Venice«, skyller musikken ind med blide bølgeskvulp. Bløde, bøjede synthflader ledsager de gentagne fløjteløb, mens gårsdagens ekkoer flimrer forbi som falmede Kodak-øjeblikke – erindringens svage glimt i et tåget indre landskab.

Ordet »ambient« kan spores til det latinske ambire, hvilket betyder »rundt om«, og ambientgenren kendetegnes dermed som musik, der »omslutter« lytteren. Les Halles, også kendt under borgernavnet Baptiste Martin, udnytter denne egenskab til fulde. Musikken er mild, uden dominerende melodier eller tempi – som en tryg lille boble, man frit kan slænge sig i.

Som meget andet ambientmusik er Original Spirit fritstillet fra lyriske fortolkningsrammer. Men den tilhørende pressetekst rammesætter albummet som et brev, skrevet af Baptiste Martin i en forvildet tid med en psykiatrisk indlæggelse tilføjet. Som lytter får vi altså lov at drive rundt i et oprørt og alligevel spejlblankt hav af tabte identiteter og fortabe os i musikkens varme bevidsthedsstrøm. Det er bestemt ikke et brud på nogen ambiente konventioner – men ikke desto mindre en fornøjelse at fortabe sig i.

På den eksperimentelle scene skal der efterhånden meget til, før noget virkelig overrasker – her bliver både guld og gammel gæld ofte gjort op. Derfor føles det som en frisk åbenbaring at lytte til Maria Laurette Friis og Thomas Morgans improviserede duoalbum Colors. At sætte en eksperimenterende vokalist og komponist (Friis) sammen med en erfaren kontrabassist (Morgan) og lade dem improvisere i tre timer, lyder måske ikke umiddelbart som det mest nyskabende. Men på forunderlig vis opstår der en helt særlig symbiose mellem stemme og kontrabas – en forbindelse så sjælden og unik, at man sjældent har hørt noget lignende.

Friis er en blændende sanger, og hendes ordløse udtryk trækker på alt fra mongolsk strubesang over jazz til nordisk mørke. Hun veksler ubesværet mellem skønsang og grynt i samme improvisation. Morgans kontrabas udgør en interessant kontrast og afsøger instrumentets grænser, uden at det på noget tidspunkt bliver uskønt.

De tre timers optagelser er skåret ned til ni skæringer på i alt 45 minutter, og konceptet med kun vokal og kontrabas fastholdes konsekvent – trods begge musikeres erfaring med vidt forskellige udtryk. Det særlige sprog, der opstår, er ofte både foruroligende og rørende smukt. Når de giver hinanden plads – som på den syv minutter lange »Eight« – og når kontrabassen spiller alene, kan man ikke lade være med at rokke med, selv uden egentligt beat. Colors beviser, at stor kunst stadig kan opstå af ingenting – i både de sære og mere genkendelige dialoger. Det er netop, hvad Friis og Morgan formår på dette dragende postkort fra en anden verden.

The term Dadaism must be used with caution – it easily risks becoming a cliché and trampling disrespectfully on its origins. Nevertheless, it’s hard to avoid Dada when listening to The Swamp, created by Norwegian experimental composers Maja Ratkje, Torstein Slåen, and Sigurd Ytre-Arne. The album is a 40-minute chaotic mirror of our times, shaped by merciless improvisation, noise drones, and Ratkje’s absurd vocalizations.

The music is raw, rancid, and deliberately un-beautiful – a constant stream of manipulated field recordings, reminiscent of a horror film foley studio. Bells, metallic clanks, white noise, and industrial sounds are warped together, driven by a syncopated, menacing rhythm and an underlying fuzz drone. Most fascinating is Ratkje’s voice, which appears as a riddle: is she singing in Celtic, Norwegian, or pure gibberish? The latter seems most likely and evokes the Dada poetry of Kurt Schwitters, particularly his 1932 Ursonate. At the same time, her vocal techniques dig deep into Nordic soil – conjuring the spirit of völva chants and Viking songs.

The combination of controlled noise and purposeful chaos elevates much of the album, with the opening track and the completely unhinged »Discomanic« standing out. The former is as close as the trio gets to something conventional; the latter borders on pure sound art. Only the two slower pieces – the seven-minute-long »Oligarchification« and »Lullaby for Trembling Hearts« – tend to drag a bit. Otherwise, the group manages to keep the material focused, sharp, and intensely trippy. It’s impressive how effectively it all works, even as the expression remains so relentless and challenging.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek
 

Begrebet dadaisme må bruges med varsomhed – det risikerer let at blive en kliché og trampe respektløst på sin oprindelse. Alligevel er det svært at komme udenom netop dadaismen, når man hører The Swamp, skabt af de norske eksperimentalkomponister Maja Ratkje, Thorstein Slåen og Sigurd Ytre-Arne. Albummet er et 40 minutters kaotisk spejl af samtiden, formet af nådesløs improvisation, støjdroner og Ratkjes absurde vokal.

Musikken er rå, harsk og direkte uskøn – en konstant strøm af manipulerede reallyde, som leder tankerne hen på et foley-studie fra en horrorfilm. Klokker, metalklange, hvid støj og industrielle lyde warpes ind over hinanden, mens en synkoperet, truende rytme og en gennemgående fuzz-drone driver musikken fremad. Mest fascinerende er Ratkjes vokal, som fremstår som et mysterium: synger hun på keltisk, norsk eller blot volapyk? Det sidste virker mest sandsynligt og vækker mindelser om Kurt Schwitters’ dada-poesi, især Ursonate fra 1932. Samtidig trækker hendes vokalteknikker tråde ned i nordisk muld – mod vølvesang og vikingeviser.

Kombinationen af kontrolleret støj og målrettet kaos løfter det meste af albummet, hvor åbningsnummeret og den komplet ustyrlige »Discomanic« bør fremhæves. Førstnævnte er det tætteste, trioen kommer på noget konventionelt; sidstnævnte grænser til rendyrket lydkunst. Kun de to langsommere numre – den syv minutter lange »Oligarchification« og »Lullaby for Trembling Hearts« trækker lidt ud. Ellers formår gruppen at holde materialet fokuseret, skarpt og ekstremt syret. Det er imponerende, hvor effektivt det hele virker, når udtrykket samtidig er så nådesløst og udfordrende.