Der er masser af luft rundt om de mange forskellige lyde og stemmer, der fortæller mellemamerikanske gyserhistorier på honduransk-danske Xenia Xamaneks album Germinate. Ordene »spire« og »visne« er med i titlen, og de fungerer fint som markører for det blomstrende, piblende, futuristiske og let dystre lydbillede. Hvor en håndfuld stemmer fylder ørerne med mekaniske, intense forbindelser, der hvirvler indtryk af natur og ord ind i hjernen.

Albummet er noget så sjældent som en slags nytænkt oratorio, 1700-tallets religiøse operagenre med sungne tekstbidder og ordløs musik efter hinanden. Et godt stykke fra det dansegulv, Xamanek kommer fra at bestyre. Her fortæller sangerne og en elektro-akustisk lydside historier gennem to simple, ordrige recitativer, to arier med messende fortælling og elektroniske soundscapes. 

Der er en ro i Xenia Xamaneks tilgang, som man kan blive helt afhængig af. Stoffet fra deres rødders fortællinger – og måske også messende fortællestil – sætter en scene, som på den ene side er varm og hjemmevant. Men som på den anden side også bliver original og fremmedartet, når roen i ordene udfordres af små spil af fortættede mønstre af simple lydelementer, der interagerer.

Oratorier varede tre timer i 1700-tallet, og kan hurtigt i dag virke fremmede og uvedkommende. Xamaneks album med afsæt i de cuentos y leyendas de Honduras, som de hørte i barndommen, er til gengæld tre kvarters nærvær, som peger overraskende fremad. 

Den elektroniske musiker Amphior AKA Mathias Hammerstrøm lægger positivt an: »Under the Stars« emmer af Twin Peaks-agtig melankolsk romantik tilført en urovækkende klang, som får forventningerne til at vokse. Allerede ved andet nummer står det dog klart, at lytteoplevelsen ikke vil være helt så positiv, som man ellers først kunne have forventet. 

»Time Is a Thief« imponerer nemlig slet ikke på samme måde. Ovenpå det klicheagtige tikkende ur i baggrunden gør hverken klavermelodien eller de atmosfæriske elementer megen væsen af sig, fastlåst i det intetsigende midterpunkt mellem for meget og for lidt.  Denne vekselvirkning mellem spændende numre og mere fyldagtige stykker viser sig desværre at præge udgivelsen som helhed.

Numrene »Healing« og »Disappearing« har begge gode melodier med en fin, æterisk, bittersød melankoli over sig. »Bloom« gør i lighed med »Time Is a Thief« også brug af et tikkende ur som baggrundselement, men til langt bedre effekt, da musikken ovenover er så meget mere fængende – ikke mindst pga. Stine Benjaminsens (AKA Recorder Recorder) afklippede vokalsamples, der giver nummeret en kærkommen underlig stemning. Udgivelsen rummer dog en række numre, der aldrig formår at efterlade et varigt indtryk, uanset hvor mange gange man lytter til dem. En melodi, der bare manglede lidt mere liv. En effekt, der med fordel kunne være blevet skruet op for. Det er en skam, for Hammerstrøm demonstrerer på omtrent halvdelen af numrene, at han evner at skabe virkelig smuk musik.

Saturday night at Huset’s Xenon stage was a true laboratory of sound, body, and technology. Two vastly different artists explored the expressive possibilities within sound and performance art. First, the Icelandic composer Sól Ey presented her performance Hreyfð («she is moved« in Islandic) wearing a suit equipped with microphones, speakers, and gyroscopes, her movements were transformed into sound. Through slow, deliberate motions, Ey tuned into different frequencies. Each gesture created a new auditory universe – ranging from soft, ethereal tones with the finest textures to distorted and aggressive noises, from cosmic whispers to fragmented radio signals that reminded me of NASA’s Voyager recordings. In complete silence, the audience observed Ey as she explored the sounds of outer space.

Afterward, the Japanese drummer Ryosuke Kiyasu stepped forward like a sonic warrior. With nothing but a snare drum, a table, and a microphone, he unleashed a relentless 30-minute sonic assault. He screamed, pounded, and perspired. He used both his own body and drumsticks. The audience held their breath as Kiyasu attacked his snare drum like a man determined to break through the limits of sound from within. And when he finally collapsed onto the floor, the room erupted in cheers.

While Sól Ey wove an intricate dialogue between technology and movement, Ryosuke Kiyasu launched a frontal attack on the material’s resistance. Both confronted the boundaries of sound with uncompromising dedication, demonstrating that sound art is not just about playing – but about transformation.

Lørdag aften på Husets Xenon-scene var et sandt eksperimentarium af lyd, krop og teknologi. To vidt forskellige kunstnere undersøgte udtryksmuligheder inden for lyd- og performancekunst. Først præsenterede den islandske komponist Sól Ey sin performance Hreyfð (»hun er rørt« på islandsk). Iført en dragt med mikrofoner, højttalere og gyroskoper blev hendes bevægelser transformeret til lyd. Gennem langsomme, udsøgende bevægelser tunede Ey sig ind på forskellige frekvenser. Hver gestus skabte et nyt auditivt univers – fra bløde og æteriske lyde med de fineste teksturer til forvrængede og aggressive lyde, fra kosmisk susen til forvrængede radiosignaler, der ledte mine tanker hen på optagelserne fra NASA's Voyager-rumsonder. I komplet tavshed observerede publikum Ey, mens hun udforskede lydene fra det ydre rum.

Bagefter trådte den japanske trommeslager Ryosuke Kiyasu frem som en sonisk kriger. Med blot en lilletromme, et bord og en mikrofon skabte han et 30 minutters ubønhørligt lydligt angreb. Han skreg, hamrede, svedte. Han brugte både sin egen krop og stokke. Publikum holdt vejret, mens Kiyasu angreb sin lilletromme som en mand, der ville sprænge lydens grænser indefra. Og da han endelig lod sig falde om på gulvet, eksploderede rummet i jubel. 

Mens Sól Ey skabte en finmasket dialog mellem teknologi og bevægelse, gik Ryosuke Kiyasu et frontalangreb på materialets modstandskraft. Begge konfronterede lydens grænser med kompromisløs dedikation og viste, at lydkunst ikke blot handler om at spille, men om at forvandle.

I 2022 vendte den Indonesiske trup Juarta Putra Roskilde Festival på hovedet og henførte et talstærkt publikum med en trancedans kaldet reak. I dokumentarfilmen Cosmic Balance fører instruktøren Andreas Johnsen os tilbage til tiden lige inden, til Putras hjemby Cinunuk på Vestjava i Indonesien, hvor vi gennem 24-årige Anggi Nugraha introduceres til reak, og til hvordan unge og gamle til lyden af dundrende trommer, forvrænget tarompet (rørbladsblæser, minder om en obo) og reciterende sang, hengives til de forfædre, der besøger dem i deres vilde trancer. Anggi selv, der netop er blevet leder af reak-gruppen, hjemsøges af sin bestemte bedstefar, der giver ordrer til, at traditionerne skal bevares og overholdes.

Anggi er dog usikker på sin nye rolle. Han er ikke i blodlinje med forgængeren Abah eller nogle af de andre i gruppen, men er vokset op i landsbyen blandt musikerne, efter hans forældre af uvisse grunde efterlod ham der. Vi møder også Anggis kæreste, som han gerne vil giftes med, men som han af samme grund ikke har fået forældrenes accept til. Anggi er en følsom og sympatisk ung mand, som man kun ønsker det bedste for. Han selv søger hjælp hos en sandsigerske, der giver ham styrke til at rejse til Danmark, og til at gennemføre et ægteskab med hans udkårne. Hvordan det går med giftemålet, vides ikke, men rejsen til Roskilde bliver en udpræget succes. 

Filmens lydspor fungerer overvejende godt med feltoptagelser og truppens egen musik. Mindre velvalgte er passagerne med lyrisk klaver og strygere som ledsagelse til trance-scenerne fra Cinunuk, der kommer til at fremstå unødigt iscenesatte. Det ændrer ikke ved, at Cosmic Balance giver et sympatisk og fascinerende portræt af en musik, der på den ene side passer perfekt til Roskilde Festivals globale og mangfoldige profil, men som også stammer fra en verden så fjern fra Roskildes inferno, at man næppe kan se, hvor enderne mødes. Men det gør de, den nat på Roskilde.