Det er sundt at kede sig, siger mennesker, som ofte keder sig. Godt nyt, i så fald: for Ensemble Storstrøms portrætalbum af Kasper Rofelt er årets kedeligste udgivelse. Med længder!

Her er alt, hvad den kedsomhedsglade har brug for: generiske værker med etudepræg; musikere, der tæller takter i stedet for at spille musik; dynamik og klanglig opfindsomhed på niveau med en ventetone. Musikalsk æter, simpelthen.

Musikken virker helt befriet for selvkritik, helt ubevidst om sin egen ferskhed. Tag titelværket: først en glidning her, en opbremsning der, et pizzicato, en klynge – idéløsheden sat i toner. Måske et afsæt for en spejling, en dramatisk dikotomi?

Drøm videre. Da kammerværket vender sig om og skal til at formidle sin kontrast, udøver klaverets slæbende skalaløb og tomme morsesignaler den ferskeste dramatik af alle.

Det lyder, som om nogen løfter låget af en osteklokke, der har stået på konservatoriet siden starten af 00’erne. Hører nogen virkelig en kunstnerisk vilje her, et temperament?

»Bank-bank-bank,« lyder det mod slutningen af albummet. Det er ikke skæbnen, der banker på. En harpe kører i rille, klaveret triller monotont. Hvem er det dog, der banker? Ikke nogen, åbenbart. Ingenting. Og lyden kommer indefra.

Da jeg så, at japanske Merzbow og amerikanske Arcane Device havde lavet et album sammen, var jeg med det samme både nysgerrig og lidt overrasket: Nysgerrig fordi både Merzbow og Arcane Device gennem fire årtier har stået bag nogle af støjmusikkens efter min mening mest spændende udgivelser, men også overrasket fordi de for mig at se repræsenterer to vidt forskellige æstetiske retninger inden for genren. Hvor Merzbows musik er overvældede og grænseoverskridende som at befinde sig inde i en mastodontisk, brutalistisk betonbygning imens den er ved at blive revet ned, er Arcane Devices musik ulmende, fremmedgørende og let uhyggelig som at stirre dybt ind i de intenst mørke felter i et Mark Rothko-maleri. Hvordan forener man to musikalske universer, der begge er kendetegnet ved fuldstændig kompromisløshed? 

Svaret, viser det sig, ligger implicit i spørgsmålet: nemlig ved at fastholde kompromisløsheden. Fremfor at mødes et sted i midten, lyder Merzbow & Arcane Device som produktet af to kunstnere, der, på den bedst tænkelige måde, forsøger at sabotere hinanden: som en slags musikalsk tovtrækning, hvor begge forsøger at hive rebet ind på egen banehalvdel, og ingen nogensinde overgiver sig. Resultatet er en konstant afvekslende musikalsk oplevelse, hvor man som lytter har fornøjelsen af det ene øjeblik at befinde sig i en blidt summende massagestol for det næste at blive nådesløst tortureret med et tandlægebor. 

Antydningens kunst. Er det ikke den, der hersker her? Jeg kigger op mod himlen og ser regnvåde skyer, lukker øjnene og lytter til vindspillet på albummets åbning. Noget sætter sig i bevægelse.

Klokkerne camouflerer sig hurtigt som elektroniske lysglimt, virkeligheden i let forvrængning. Da Pontoppidan træder ind med sin luftige og nære vokal – et blidt kaudervælsk – lyder det fonetiske vemod som et farvel til verden, som vi kender den.

Vi er trådt ind i en drøm. Jeg åbner øjnene og ser lyset skubbe skyerne rundt. I den nye verden mødes jeg af besatte vokalloops og dybe toneklynger i Povl Kristians afmålte klaverspil. En ursuppe. Cirklende akkordbrydninger chanter Pontoppidans længselsfulde, diskante linjer frem.

Hun gisper efter vejret, synger på ind- og udåndinger. Det lyder som en ny verdens fødsel. Og som et blidere supplement til Marcela Lucatellis mere monstrøse, ligeledes ordløse vokalkunst. Tilbageholdt antydning.

Life in Life indeholder kimen til et verdensopbyggende værk i større format. Det er mere interessant, når albummet viser virkeligheden gennem et slør – som på afslutteren »Rise«, hvor man ligesom befinder sig i fjern nærhed af en chanteuse – end når det søger meditativ ro på »Ocean of Bliss«.

Den forunderlige udgivelse er bedst, når Pontoppidan løfter os ind i den urolige drøm. Op i de grå skyer, hvor man ser ned på en forandret verden gennem fortættet vanddamp. Deroppefra ligner alting akkurat ikke sig selv. Sikke et syn.

Med kun synths og kassettebåndoptagere har Morten Riis skabt et album, der med sine selvpålagte begrænsninger opnår en fascinerende dybde. Et album, der med meget få virkemidler siger virkelig lidt og på samme tid virkelig meget.

Små musikalske bidder driver ind og ud af det hørbare felt. Ringer ind, brummer, hviner, hvisler og ringer ud igen. For det meste støt op og ned som et åndedræt, med lejlighedsvise bratte ophold. Mere eller mindre påvirket af kassetteformatets inhærente båndstøj. Selv de mest tyste øjeblikke er underlagt denne summen. Jeg elsker den tilstedelighed, det afføder. Teksturerne er nærmest fysiske. 

Albummet har en meget åben lyd. Den er minimalistisk, sommetider smuk. Men oftest er den der bare. Gør ikke megen væsen af sig på en utroligt tiltalende facon. Det ene øjeblik lyder det meget jordnært, det næste – sakralt. Riis leger med tyngde og lethed, og tyngdens lethed og lethedens tyngde på en måde, der synes at ophæve alle gængse relationer mellem dem. Som for eksempel nummeret »den støjende sol«, der i realiteten ikke spiller meget højere end resten af musikken, rent decibelmæssigt, men alligevel brager gennem højttalerne på hidtil uhørt maner. 

Det er betagende, hvor rigt, dybt og bevægende et stykke musik, Riis har sammensat af så undseelige elementer. Hans stille støj er tavs som en skygge i hjørnet af et rum – og kraftfuld som skyggens skaber og ødelægger. 

Remember Rainbow Bridge oser af savn. Man vil nok med forholdsvis sikkerhed kunne postulere, at i hvert fald størstedelen af dette album må være blevet skabt under coronavirussens langvarige åg. Det mærkes. Klassiske Croatian Amor-grundpiller er stadig til stede, men på nærværende udgivelse er de parret med en langt mere klubbet, poppet lyd, end denne lytter er vant til.

Simple men effektive synthmotiver kombineres med deciderede technobeats. Analoge instrumenter og samples. Spøgelsesstemmer, der det ene øjeblik beretter om ekstasens flygtighed, og det andet blot sukker længselsfuldt. En form for post-faktum-stemning hersker. Det er som om, det er musik til efter, noget er sket. Mindemusik. Musik, man sætter på på vej hjem midt om natten fra en eller anden fest – stadig begejstret over begivenheden, men også tilsnigende trist over dens afslutning. Høj på livet og bare udkørt. En bittersød melankoli.

En gang imellem savner jeg lidt mere bitterhed og lidt mindre sødme. Albummets lyddesign er utroligt veludført, og mens det i sig selv utvivlsomt skal regnes for noget positivt, så har det samtidig den slagside, at jeg godt kan komme til at sukke efter noget mere grus i maskineriet. Når det er sagt, så er jeg taknemmelig for, at Rahbek til stadighed stikker til de forudindtagede holdninger til, hvordan et Croatian Amor-album kan lyde. Remember Rainbow Bridge er således en værdig tilføjelse til hans mangefacetterede diskografi.