”I virkeligheden lurer katastrofen hver gang”

artFREQ. laver koncerter med banebrydende og radikale kunstnere, der internationalt har markeret sig inden for deres felt, men det er bestemt ikke mainstream. I aften er det Manorexia, men også navne som Diamanda Galás, Swans, Throbbing Gristle, Murcof og Suicide, for bare at nævne nogle få, har været med til at slå artFREQ.’s brand fast i den eksperimenterende ende af skalaen - der hvor vellyden ikke defineres efter traditionelle parametre, og der hvor det smukke og det støjende på ingen måde er modsætninger.

Alligevel er det svært at sætte den kunstneriske profil i bås. Blandt andet har programmet også budt på arrangementer med filmlegenden Kenneth Anger, store internationale navne som Patti Smith og Blixa Bargeld har optrådt med sideprojekter - Autechre og LCD Soundsystem har været på programmet og såmænd også Michael Nyman, der måske er bedst kendt for sin filmmusik til blandt andet Kokken, tyven, hans kone og hendes elsker og The Piano.

Koncerterne placeres på venues som fx Marmorkirken, Konservatoriets Koncertsal i det gamle radiohus på Rosenørns Allé eller på Statens Museum for Kunst – steder, der normalt huser den lidt ’pænere musik’, om man så må sige. Rammerne er vigtige, for artFREQ. går efter at lave unikke koncertoplevelser og efter at musikken og rammerne skal berige hinanden.

Baggrunden og kunstmusikken
LT-G [Lars Top-Galia]: Jeg har jo tidligere lavet koncerter, blandt andet Nosferatu festivalerne tilbage i starten af 80’erne, hvor vi præsenterede Nick Cave med The Birthday Party, og også andre forskellige koncerter. De Sort Sol koncerter, der blev kulturkanonerede, arrangerede jeg faktisk også. [Lars Top-Galia har siden 1985 spillet guitar i Sort Sol, red.] Men det her projekt startede i 2006 og navnet skulle signalere hvad vi lavede - det skulle være internationalt og funktionelt. I virkeligheden var artFREQUENCY et forsøg på at sige kunstmusik på en anden eller ny måde. Musikken skal have en ’art-relation’.

RH [Rasmus Holmboe]: Hvad er det, der gør noget musik mere kunstnerisk end andet musik?

Kunst er vel det mest misbrugte ord, der findes. […] Musik er jo ikke kunst, men noget musik har en kunstnerisk dimension.

LT-G: Det kan være rigtig mange ting og jeg har ikke nogen punchline, hvor det hele bliver sagt. Kunst er vel det mest misbrugte ord, der findes. Alligevel synes jeg ikke, det er spor svært at føle hvornår noget har en kunstnerisk dimension i forhold til, hvis det ikke har. Musik er jo ikke kunst, men noget musik har en kunstnerisk dimension.

Meget af det handler om en følelse i en eller anden forstand. Og så handler det jo om, hvordan det bliver præsenteret. Hvis det allerede er præsenteret på Tate Modern og diverse andre steder og har været igennem 20 internationale top-kuratorer på de tunge institutioner, så er det jo ikke svært at kalde det kunst.

RH: Ja, man kan jo i hvert fald altid sige at kunst, det er det, som dem der taler om kunst, siger er kunst. Men hvad er din personlige holdning?

LT-G: Det er meget enkelt. Det er et spørgsmål om intuition i sammenhængen – om jeg føler det selv. Er der et andet lag i det? Er der noget esoterisk? Læren om det forbudte, det hemmelige? Er der et bevidst lag i tingene, så synes jeg vi begynder at nærme os noget, hvor vi kan sige, at det har en kunstnerisk dimension.

Kunstmusikken er ikke kun musik for musikkens egen skyld. Den taler stadig til følelserne, men der er også mere til det… flere dimensioner. Der skal være et andet lag, en anden mulighed for fordybelse og oplevelse – eller måske noget, der forholder sig eller refererer til noget andet i kunsthistorien. Meget af det, vi laver er tværgående og har flere kunstneriske udtryk i sig, og her bliver det kunstneriske jo så ganske håndgribeligt og nemt at forstå.

I forhold til artFREQ. er det meget et spørgsmål om nogle personlige valg og en personlig smag, og så en masse sparring med en masse mennesker og samarbejdspartnere. Så valgene om den kunstneriske profil ligger meget klart. Vi har aldrig lavet noget med en kunstner, hvor vi var i tvivl – så har vi bare sagt nej til det.

Foto: Rasmus Holmboe

Finkulturens ramme – og den radikale højkultur
RH: I har jo det her slogan med ’Radical High Culture’ og mange af de ting I laver, er måske ikke noget, der i traditionel forstand ville blive betragtet som højkultur, men nærmere bare som radikalt. Og alligevel fornemmer jeg, at det hænger sammen med din måde at snakke om kunstnerisk værdi på. Er det radikale et alternativ til det højkulturelle eller skal de forstås i sammenhæng?

LT-G: Der er bestemt en sammenhæng og det er meget bevidst.

Det almindelige – er vi ikke ved at drukne i det?

For det første synes jeg, at der har været en tendens i en årrække, hvor jeg har følt, at finkulturen blev trukket ned på et meget folkeligt plan. Der var et grotesk eksempel på et stort symfoniorkester i byen, der blev opfordret til at klæde sig ’casual’ og så gå ned og mingle med publikum – og der stritter alt på mig. Når jeg går til noget stort, så vil jeg gerne opleve det ophøjede og det særlige. Det almindelige – er vi ikke ved at drukne i det? Det er da ganske forfærdeligt. Jeg elsker jo subkulturer, rå miljøer og vanvid – men den almindeliggørelse af tingene - det er det værste, jeg ved.

For det andet, og det er det overordnede, så kan man se en type kunstnere, der går igen i vores program. Det er kunstnere, hvor du allerede nu kan se, at det her, det er de store, fine navne i fremtiden. Det skal de da anerkendes for i deres samtid, og det vil vi gerne gøre. Og så det er jo også en hyldest til de artister. Vi fejrer dem og takker dem ved at bringe dem ind i et ophøjet rum, der adderer til oplevelsen – udfordrer kunstneren og gør noget stort større.

Kirkerummet for eksempel. Det virker på de fleste mennesker, og selv den hårdeste, hardcore ateist, som der sikkert er en del af til de koncerter vi laver, kan jo ikke lade være med at blive ramt af et rum som eksempelvis Marmorkirken eller Hellig Kors Kirke. Der bliver du jo slået af rummets storhed – og det gør artisten jo også til dels. Så tænker vi meget i de rum – og i at placere de forskellige artister i det helt rigtige rum – så artisten og rummet ’limer’ og det går op i en højere enhed.

RH: Handler ’Radical High Culture’ så også om at institutionalisere noget af det her undergrund som finkultur, ved at sætte det ind i en bestemt ramme?

[…] det fineste eksempel på, hvad jeg ser som værende en fremtidig finkultur.

LT-G: Ja, selvom udtrykket først kom senere end ideen. ’Radical High Culture’ – det er dét med at præsentere det store, nye klassiske i en særlig ramme og dermed forhåbentlig give publikum den særlige og store oplevelse. Symbolet blev, da vi placerede Suicide på Statens Museum for Kunst. De er det fineste eksempel på, hvad jeg ser som værende en fremtidig finkultur. – Og tanken har været at trække det ind i de rum, mens det stadig findes. At tage forskud på fremtiden.

Foto: Rasmus Holmboe

Avantgarden og institutionen
RH: Når nu du snakker om at tage forskud på fremtiden, så er der jo en del avantgarderetorik i det. Det nye, og det ukendte – hvad er det, der gør tingene gode og interessante?

LT-G: Du kan næsten altid mærke ’når den er der’. Nogle gange tager det tid for dig at komme derhen, hvor du forstår det – eller nogle gange kræver den en introduktion. Det er jo derfor avantgardemusik altid har været svær for folk at høre – når øret ikke har noget sted at gribe fat, så føler folk sig terroriserede og kan blive angste eller reagerer imod det – sådan som vi for eksempel så det med de moderne komponister i 1950’erne eller med Suicide i starten af 1970’erne.

Da var der en kvinde, der skreg mig ind i hovedet, at det var forfærdeligt og at det var som at blive kvalt langsomt. Jeg stod og tænkte, at det var skønt, det her.

Eller for eksempel dronemusikken. Den senere år har man vænnet sig mere til den, men inden da var der jo mange mennesker, der havde et problem med at lytte til musik, hvor der ingen rytmik er – og der taler jeg ikke bare om almindelig noteret musik men om flydende forløb. For eksempel da vi havde Murcof, som var en ekstrem halvanden times støj-drone koncert. Da var der en kvinde, der skreg mig ind i hovedet, at det var forfærdeligt og at det var som at blive kvalt langsomt. Jeg stod og tænkte, at det var skønt, det her.

Musikken vi præsenterer er jo udfordrende… eller har i hvert fald været det på et tidspunkt. Den har flyttet grænserne – tilføjet noget til musikhistorien – tænkt musik en anden vej.

RH: Så vi har en fortrop, der laver noget, der ikke umiddelbart kan forstås – men som først kan forstås bagud. Er det sådan du ser på det?

LT-G: Det er ikke helt forkert, men det dækker ikke hele vores program. Slet ikke, for vi har jo også masser af navne, der har været derude og som har haft en kraftig påvirkning på samtiden. Filmmanden Kenneth Anger, som vi lavede to arrangementer med, er jo et eksempel på et navn, der både har historisk relevans, men som var forud for sin egen samtid. På den måde vil vi også gerne have en oplysende og uddannende effekt.

RH: Hvis der er en avantgarde lige nu, hvor er den så?

LT-G: Det er jo svært at sige mens den foregår. Jeg er sikker på, at den er der – men jeg er ikke sikker på at det er os, der skal præsentere den allerførst. Principielt vil vi gerne – men tit vil avantgarden det ikke selv. Og nogle gange skal den jo også lige leve et par år, før den er klar til at fungere i de massive rammer, som vi præsenterer tingene i – uanset hvor vigtig kunstneren så måtte være.

RH: Der er også noget med, hvordan vi forstår historien. Punken jo blevet historie, samtidig med at dem, der interesserer sig for den ofte er ret unge. Det synes jeg er sjovt.

LT-G: Nu talte vi Suicide før – og dem, der kom til den koncert var tættere på 16 end de var på at være 50 år gamle. Men det er jo i gang mange steder, det der med at forske i og genopdage punken. Jeg kan mærke det fra min egen karriere som udøvende. Jo flere år tilbage man har været med til et eller andet, desto finere er det, synes folk jo. Og det er også OK – og jeg ser ingen modsætning mellem at Sex Pistols ville nedbryde monarkiet i England og så nærmest selv får royal eller finkulturel status senere.

De fleste mennesker kan jo for eksempel kun lide musik fra deres ungdom.

Det har jo også at gøre med den der angst, som nogen kan have, for at tingene skal udvikle sig. De fleste mennesker kan jo for eksempel kun lide musik fra deres ungdom. Men vi vil aldrig præsentere musik, der på den måde er gået i stå – eller bands, hvis publikum er reaktionære omkring det.

Suicide er jo næsten 70 år gamle, men de er fuldstændig blottet for nostalgi omkring sig selv. Op til den koncert vi lavede, havde de ikke spillet sammen i lang tid og var i tvivl om, hvad de skulle spille. Da vi blev enige om, at de skulle genopføre deres første album, så måtte deres manager ind og holde dem fast på, at de også gjorde det. Selv havde de nærmest sådan en jazz-anarkistisk tilgang til det der med at ’genopføre’. Det synes jeg er meget i ånden i forhold til, hvad vi gerne vil lave. Vi får tilbudt mange andre betydningsfulde navne fra den tid, men som ikke er kommet videre eller hvor det ikke er i artistens ånd at være avantgardistisk eller at flytte sig. Og så er det ikke noget, vi skal lave.

I virkeligheden lurer katastrofen hver gang
RH: Når I laver de her setups med at sætte egensindige, stærkt personlige og ofte ganske støjende kunstnere ind i de her institutionelle rammer, hvad sker der så?

LG-T: I virkeligheden lurer katastrofen hver gang. Når vi arbejder i de rammer vi gør, så har man altid følelsen af, at vi nok aldrig får lov at komme tilbage igen. I Imperialbiografen, hvor vi havde KTL (bl.a. med Stephen O’Malley fra Sunn O))), red.), der kommer vi nok aldrig ind igen. Deres ellers ret så kraftige anlæg havde vi ’buffed up’ med jeg ved ikke for mange subwoofere og så videre, og der ligger jo det her hotel ovenover. Der var folk, der ikke bare lignede, at de fik et nervesammenbrud, men rent faktisk fik det. Men koncerten blev gennemført og var utrolig smuk.

Der var folk, der ikke bare lignede, at de fik et nervesammenbrud, men rent faktisk fik det.

At det så faktisk lykkes mange steder – og at mange er blevet glade for det, vi laver, betyder jo også en del. Det tror jeg skyldes, at vi plejer konceptet fint og er meget omhyggelige med det, vi laver. Det ved jeg jo fra min egen karriere som udøvende. Det er noget med mange små ting, der skal optimeres – og som så virkelig løfter sammenhængen til et højere plan.

RH: Men er der i virkeligheden ikke også en ret nær sammenhæng mellem at være udøvende kunstner og kunstnerisk leder eller kurator – i hvert fald når vi ser på hvordan artFREQ.’s koncept er?

LT-G: Jeg synes ikke, der er særlig stor forskel på de to ting. Det, der har været en fordel, og det, som mange af de kunstnere vi har arbejdet sammen med har været glade for, er jo, at der er en forståelse for, hvorfor deres ting er vigtige. Ellers er det jo tit sådan, at der er nogle fagområder, der kæmper mod hinanden – hvor bands, bookere, managere, spillesteder og pladeselskaber alle har forskellige interesser. Og hvor 99% af andre arrangører synes, at det er et problem, hvis kunstneren har nogle lidt vilde eller utraditionelle ideer, så er det måske vores fordel, at vi kan se på tingene fra en lidt anden side og hele tiden kan koncentrere os om at få optimeret kunstnerens ideer.

Jeg håber jo altid så meget på, at de lykkes, de der vilde ideer – og jeg bliver så glad, når det sker. Det er også derfor, at vi er så meget med på den, når kunstnerne gerne vil noget vildt. Og så skal man være klar til at allokere rigtig meget tid og rigtig mange kræfter på det. Det er altid dyrt og besværligt og helt af helvedes til, for at sige det lige ud. Men det virker. Det er det meget ekstraarbejde for detaljen, der gør den store forskel.

RH: Men det er vel også der, katastrofen så lurer?

LT-G: Ja, det gør den altid på en eller anden måde. Der er jo ikke et eneste af de mennesker vi arbejder med, der ikke er ekstrem excentriker. Og det er så dejligt, for du føler, at du er der i feltet mellem…. du mærker vel på en eller anden måde døden ånde dig i nakken et øjeblik, og det er en meget stærk følelse, der gør livet meget stærkt. 

Foto: Rasmus Holmboe