26.10.2015

Nordisk Råds Musikpris uddeles på 50. år

I morgen i Reykjavik uddeles Nordisk Råds Musikpris, der samtidig kan holde 50 års jubilæum. Prisen uddeles sammen med Nordisk Råds priser i børne- og ungdomslitteratur, litteratur, musik, film, samt natur og miljø i Kulturhuset Harpa i Reykjavik.

Prisen blev uddelt første gang i 1965, i første omgang kun hvert tredje og siden hvert andet år. Siden 1990 er prisen, der desuden kommer med en check på 350.000 kr., blevet uddelt årligt. Hvert andet år gives prisen til et værk af en nulevende komponist, og hvert andet år går prisen til en solist eller et ensemble. Tidligere er prisen gået til danskere som Per Nørgård, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Niels-Henning Ørsted Pedersen, Palle Mikkelborg, og sidste år var det komponisten Simon Steen-Andersen, der løb med prisen for værket ”Black Box Music”.

Blandt de nominerede i år finder man den norske mezzosopran Tora Augestad, det islandske kammerorkester Kammersveit Reykjavíkur, den svenske bassist og cellist Svante Henryson, den finske akkordeonist Kimmo Pohjonen og den færøske doom metal-gruppe Hamferð.

Blandt de to danske nomineringer finder man - som det også var tilfældet i 1997 - den klassiske blokfløjtespiller Michala Petri. Læs mere om Petris vej mod Nordisk Råds Musikpris i Sune Anderbergs dugfriske anmeldelse af hendes seneste to udgivelser.

Den anden danske nominering er faldet på den elektroniske musiker HVAD. Bag navnet gemmer sig 31-årige Hari Shankar Kishore, der gennem det seneste tiår har tittet frem fra den københavnske undergrund under forskellige aliasser som DJ HVAD eller Kid Kishore eller som en del af samarbejderne Faderhuset eller Albertslund Terrorkorps, der i en slags hyldest til Rotterdam Terror Corps har indoptaget den hollandske 90’er-gabber-techno i sin lyd side om side med indiske bhangra beats, rituelle tempelklokker, alverdens glitch-lyde og hyppige vokalsamples af ord som ”perker” og ”hvad?”.

Kishore er heller ikke bleg for at køre den danske kulturarv gennem sin situationistiske dekonstruktionsmaskine af nydanskerslang og ”perker tech”, som det er blevet døbt. Hans tidlige dj-sæt indeholdt ofte brudstykker af John Mogensens ”Danmarks jord for de danske” (oprindeligt en EF-kritisk sang) og Kim Larsen, der pludselig med mussestemme sang "de kylede gas mellem hinduerne" indover helt knækkede beats og guitarfigurer fra ”Midt om natten”.

I 2007 lånte han navnet Trentemøller fra den på det tidspunkt måske mest efterspurgte danske dj, Anders Trentemøller, og fik via det sociale medie MySpace tilbudt dj-jobs i både Berlin og Rungsted, hvor man altså troede, man havde booket hitliste-housemusik.

Til daglig holder Kishore til på Kommunal Dubplate Service på Nørrebro i København, hvorfra han driver pladeselskabet Syg Nok Records og med kommunal støtte servicerer lokalbefolkningen med muligheden for at få produceret vinylplader på studiets nærmest antikke pladeskærer. Indtil videre har maskinen spyttet plader ud med Kishores egne projekter samt andre musikalske hackere som Teppop, Goodiepal eller Nørrebro-rapperen Kidd.

Og snart vil det altså vise sig, om Kishore også er vinder af Nordisk Råds Musikpris på 50-årsdagen. Den uddeles i morgen i Kulturhuset Harpa i Reykjavik. Læs mere om de nominerede og om prisen på dens officielle hjemmeside.

kortkritikrelease

12.03

Vil hvalerne egentlig høre på os?

Valentin Paoli: »The Musician and The Whale / La Baleine et le Musicien«

CPH:DOX, 11.03

Louise Steiwer

Den franske elektroniske musiker Rone synes, det er vanskeligt at udtrykke følelser verbalt. I Valentin Paolis ret rørende dokumentar The Musician and The Whale reflekterer han over musikkens evne til at skabe forbindelse og formidle stemninger til et publikum – uanset om dette er menneskeligt eller interartsligt.

En dag får Rone tilsendt en video fra en sejler, der afspiller hans musik på havet. Omkring båden flokkes hvaler, tilsyneladende tiltrukket af tonerne, og det bliver startskuddet for en undersøgelse af, hvorvidt musikeren kan kommunikere med dyrene gennem lyd. Rone opsøger en ekspert i hvallyde, der peger på bestemte high pitch synth-elementer i hans EDM-kompositioner, der kan minde om hvalsang. Han får et pigekor til at indsynge hvalens lyde med menneskestemmer og rejser derefter til det franske oversøiske territorium Reunion for at spille lydene tilbage til hvalerne.

I første omgang forgæves: Hvalerne synes ligeglade med pigekorets stemmer. Med et citat fra Goethe kommer Rone i tanker om, at hvis man skal røre andre, skal man tage udgangspunkt i det, der rører en selv. En Disney-agtig erkendelse i en lettere sentimental film, der taler til menneskets grundlæggende lyst til at kunne kommunikere med dyrene.

Men er vi egentlig sikre på, at dyrene gider tale med os? Rone gør sig, som filmens absolut bærende figur, enkelte dyreetiske overvejelser, men hans egen smittende begejstring for hvalernes lyde forhindrer ham i at stille de helt grundlæggende spørgsmål til forholdet mellem dyr og menneske. I stedet får vi et portræt af musikeren, der er nogenlunde lige så poleret og hjertevarmt, som hans musik. Hvalen, den holder sig klogeligt under havoverfladen.

»The Musician and The Whale« / »La Baleine et le Musicien«. Instr. Valentin Paoli (FR), 2026 (83 min.). Vises 11., 12. og 20. marts

playliste

10.03

Mit navn er Anastasia – vil du se min playliste?

»Musik er for mig et stille, men magtfuldt våben. Den er altafgørende for at bevare identitet og kultur. Gennem historien har dominerende magter ofte forsøgt at undertrykke folk ved at udslette deres sprog, deres traditioner og deres kunst. Men de steder, hvor dette mislykkedes, var det netop kunstens overlevelse, der bevarede sjælen og stoltheden hos folket.«

Anastasia er en dansk indie-kunstner med glamour i blikket og punk i blodet. Sammen med sit fuldt kvindelige band skaber hun et lydunivers båret af rå energi, bittersøde rockmelodier og frække, flirtende tekster om kærlighed, tab og alt det kaotiske derimellem. Hun debuterede i 2022 med en række velgørenhedskoncerter til støtte for Ukraine og har siden indtaget scener over hele landet – fra Debutfest i København til SPOT Festival i Aarhus. Alle sange skrives og produceres af Anastasia selv og får deres endelige form i et tæt og intenst samspil med bandet, hvor det personlige udtryk møder den kollektive kraft.

kortkritikrelease

09.03

Alt hvad en lilletromme kan

Ryan Scott: »21th-Century Canadian Snare Drum«

Collection QB, 13.02

Simon Heggum

Lad os være ærlige: Når man tænker kompositionsmusik for soloinstrumenter, tænker man ikke på lilletrommen. Den er måske det mest larmende medlem af slagtøjsfamilien og har i årtier sat lydniveauet i alt fra klassisk til pop. Derfor spidsede jeg ører, da den canadiske percussionist Ryan Scott annoncerede et helt album med værker for lilletromme – skrevet af 14 forskellige komponister. Endda halvanden times musik. Og jo, det lyder som meget for en plade, der primært består af én tromme. Men der er bestemt noget at komme efter.

Andrew Stanilands åbner, »ANTIGRAVITYDRUM«, der blander freejazz med inspireret brug af percussiv vibrafon, mens Beka Shapps’ »Skinscape IV« sender trommeslagene gennem ringmodulation og omfattende lydbehandling, så vi er tæt på musique concrète. Christina Volpinis »only ghost« sniger sig ind i horror-territorium med marchtrommeinspirerede stød og spøgelsesagtig brug af lilletrommens diskant, mens Amy Brandons »Time and Effort« næsten bliver en demonstration af instrumentets tekniske muligheder.

14 værker over halvanden time er en stor mundfuld. Lilletrommens begrænsede tonale vokabular gør, at man indimellem falder af, selv efter flere gennemlytninger, og kontrasten mellem trommeslag og stilhed gentages lidt for ofte. Når det er sagt, får Ryan Scott og komponisterne omtrent så meget ud af en glorificeret gardertromme, som man kan. Jeg var både underholdt og tankevækket undervejs. Som eksperiment er idéen stærk – men i længden også så insisterende, at jeg næppe vender tilbage. Alligevel: Man skal ikke undervurdere alsidigheden i en god gammeldags lilletromme.

playliste

09.03

Vi hedder Schæfer – vil du se vores playliste?

»Musik for os er en måde at skabe en forbindelse og et fællesskab til andre mennesker.«

Selvom Schæfer indtil videre kun har udgivet tre singler, har bandet allerede markeret sig på den danske musikscene. Duoen og venneparret, Anna Skov (vokal) og Emil Mors (keyboards), skriver samfundsaktuelle, underfundige og humoristiske sange, der peger fingre af både omverdenen og dem selv.

playliste

09.03

Mit navn er Gustaf Ljunggren – vil du se min playliste?

»Musik for mig er en åben vej til eventyr, hvor alt kan ske. Musik for mig er en frihed, der rummer alle følelser. Musik for mig er det allermest private og noget, som mange kan dele. Musik for mig er uforståelig, oplysende, underholdende, religiøs, filosofisk, vibrerende, magisk og den stærkeste kraft, jeg kender. Musik for mig er noget, der gør mig opmærksom på livet. Musik for mig er en fri fugl.«

Gustaf Ljunggren er en svensk musiker og komponist, bosat i København. Hans værker bæres ofte af en vilje til indadvendthed og fordybelse i en støjende verden. I 2026 udgiver Gustaf Ljunggren albummet Along The Low Road, skabt i samarbejde med den islandske musiker Skúli Sverrisson. Ljunggren medvirker på hundredevis af udgivelser som instrumentalist og arrangør, og han har gennem årene samarbejdet tæt med Emil de Waal, CV Jørgensen, Steffen Brandt, Sofia Karlsson, DR Pigekoret, Eddi Reader, Anders Matthesen og mange flere. For den brede danske befolkning blev Gustaf et velkendt ansigt, da han var kapelmester i Det nye talkshow på DR1 med Anders Lund Madsen som vært. Siden 2011 er Gustaf Ljunggren tovholder for SPOT Festivals koncertserie Naked.