
Mit navn er Hervé Toure – vil du se min playliste?
»Musik for mig er en ven og en udtryksform. Du kan grine, græde, danse og udtrykke dig på så mange måder med musik, om du modtager eller deler, så er musikken ofte et vindue ind til sjælen.«
Hervé Toure er en dansk-ivoriansk skuespiller, sanger og sangskriver. Toure indtager Dansk Melodi Grand Prix 2025 med sangen »Allez Allez«, der trods den franske titel er årets eneste sang, som bliver sunget på dansk. Toure har også tidligere været professionel fodboldspiller i den franske 3. division, og derudover har han også foldet sine talenter ud på Det Kongelige Teaters skrå brædder i Arven, som i 2023 vandt en Reumert.
Seismografs playliste er skabt af kunstnere, musikere, kokke, forfattere og cykelryttere. Hver person anbefaler fem musikstykker, som verden skal høre. Stafetten sendes videre.
En playliste er en liste med video- eller lydfiler, som kan spilles på en radiokanal eller i et program til afspilning af lydfiler. Nogle mennesker mener, deres bedste venner er playlister. Playlister siges at være noget af det mest intime, man kan dele.