'Few roses rival the strong but delicate, delicious scent of Albertine. She is blowzy, spiky and difficult to manage; but she does produce the most spectacular result on a wall, and in a room. I grow her for two identically rewarding reasons: to look great outside, and to infuse a room with her presence, and she does bloom for about four weeks.' (David Hicks: Garden Design) Det er ikke helt sikkert, men jeg tror, at pigen kom før rosen. Jeg læste Prousts store roman og blev på en eller anden måde fanget ind af Marcels elskede Albertine, og endnu mere blev jeg fanget af navnet. Da jeg så faldt over rosen, Albertine, forelskede jeg mig i den ubeset, og som en blind date, gik jeg ud og købte den alene på navnet og placerede den i min have, hvor forelskelsen udviklede sig til kærlighed. Det er underligt med det navn. Når jeg nu ser rosen tænker jeg Proust, mens jeg mærker Albertinerosens vidunderlige duft og dens stolthed i farven, når jeg genlæser afsnittene om Albertine i 'På sporet af den tabte tid'. Det blev aldrig til en titel (og bliver det heller aldrig), og ingen af mine døtre var i nærheden af at få navnet Albertine; selvom jeg blev fanget ind af navnet i netop den periode, hvor mine døtre og strygekvartetter blev født, og at det nok havde været mere oplagt, at lade 'Alman', 'Adieu' og 'Angels Music' blive fulgt op af 'Albertine' frem for 'Schrei und Melancholie'. Derimod var én af de fire (jeg siger ikke hvilken!)i et kort glimt på vej mod titlen 'Robinia' – En anden plantevækst – mærkeligt! I samme periode fodboldspillede Albertini for både Milan og det italienske landshold, og jeg husker, at det undrede mig, at han med det navn primært var arbejdsmanden på midtbanen, og ikke den store kunstneriske createur. 'For så at aflede mine tanker bad jeg Albertine om at musicere lidt, hvad jeg foretrak frem for at begynde at spille kort eller dam med hende. Jeg blev i min seng, og hun gik hen i den anden ende af stuen og satte sig ved pianolaet mellem reolens sidestykker. Hun valgte musik, som enten var helt ny, eller som hun vidste, at hun kun havde spillet én eller to gange, thi da hun nu begyndte at kende mig, vidste hun, at jeg ikke kunne lide at forelægge min opmærksomhed andet end det, der endnu var mig uklart, og var lykkelig over, at jeg, takket være min forstands voksende, men desværre forvanskede og ejendommelige lys, på ny kunne sammenføje de brudstykkevis fremtrædende og forvirrede linier i stykkernes konstruktion, der først havde været næsten neddykket i tåge. (Marcel Proust: På sporet af den tabte tid) Søndag morgen d. 21. september 2008: Jeg sidder på en café i Heringsdorf. Regnen holder mig borte fra mine planer om at gå en tur i byen. Jeg er holdt ude fra verden af regnen, og fornemmelsen af ikke helt at vide hvor den by ligger, som jeg befinder mig i. Jeg har medbragt teksten til 'Sounds like You' og partituret til 'Exit Music', og har nu over en tre-fire kopper kaffe forsøgt at smelte de to ting sammen. Det skal ende i et kaos af lyd, hvor der samtidig er rum til Kvindens og Mandens replikker. Støj og enerverende rytmer skal lægge sig over 'Exit Music', og tidligere separate dele skal spilles oven over hinanden. I virkeligheden har jeg brug for fire orkestre (Måske er det Morrisons 'Decasia', som jeg følte så nærværende i sidste uge, der viser sin betydning.

Søndag morgen d. 26. oktober 2008: Det blev anderledes( Måske fordi jeg ikke havde fire orkestre til rådighed!).

'Det går inte. Det finns ingen möjlighed. Jag har ingen lust. Det är tråkigt. Jag ska sluta. Lusten är borta. Det är slut. Lämpligt att sluta nu. Dessutom alla möjliga konstnärliga skäl. Det håller inte, det er tråkigt, ingen mänska bryr sig om. Jag tror inte själv. Det har inte hänt något konstigt i min skalle på två år nu. Det sista var Höstsonaten och sen ingenting. Den där jävla filmen i vintras var jo bara en bedrövelse, en enda jävlig röra. Så nog har jag goda skäl att låta vara. Dessutom är jag trött. Varför jag är så jävla trött det vet jag inte. Kanske är det den slutliga utmattningen. Vad vet jag. Jag får väl se imorgon och i övermorgon.'(Ingmar Bergman: Note (1978))

Når jeg sad i toget, når jeg gik ture på de små veje herude, hvor jeg end var i en situation, mens jeg skrev på 'Sounds like You', hvor jeg kunne tænke mig ind i inspirationen, kom jeg hele tiden til at tænke på 'La Mattina', Klaverkoncerten. Det var i og for sig ikke underligt, for da 'Sounds like you' jo byggede på allerede eksisterende materiale, og - på en eller anden måde - er et konceptuelt retrospektivt indblik i min musik frem til nu, var jeg nødt til at holde alle kimer af nytænkning på en vis afstand af det værk.Tankerne om klaverkoncerten kunne jeg heller ikke samle, da de jo i virkeligheden var en forstyrrelse, og pludselig en dag, hvor jeg sad i toget, blev jeg ramt af en angst for, at kildernes kimer aldrig ville komme op igen – at jeg aldrig mere ville få disse mærkelige, vidunderlige tanker om endnu ikke komponeret musik. Det er uden tvivl derfor, at jeg i sommers skiftede spor og gik over til klaverkoncerten. Jeg var nødt til at afkræfte angsten for, at en naturkatastrofe havde ramt mine kilder så hårdt, at de var tørret ud. Tænk hvis det en dag holder op, og det hele bare er træthed – at visionerne er borte og aldrig vil kunne manes frem

'Det er åbenbart sket med de visioner, store erkendelser og indre oplevelser som jeg for fire-fem år siden stadig fik; men hvis forstanden overtager sjælelivets plads, begynder derouten, som til sidst også forstanden falder som offer for.' (Imre Kertész: Jeg – en anden)

(An Albertine is an Albertine is an Albertine....)