Hvert år ved denne tid beslutter jeg mig for at holde juleferie, men hvert år bliver det ikke til noget, og i stedet sidder jeg foran skrivebordet fra morgen til aften - fra jul til nytår. At holde ferie er åbenbart bare at kunne arbejde mere (Deadlines burde holde ferie!).

Jeg skar væk og skar væk. Takten (takt 27 i tredje sats) blev så ren, at der blev plads til en lille trille i fløjten, der gav stor mening som en skygge - som en øjenskygge der først giver mening, når det gamle udflydende lag mascara er borte. Trillen i fløjten afstikker nye begrænsninger af veje mod målet, men giver også nye muligheder og åbenbaringer. I slutningen af tredje sats – som er et præekko af femte sats forestiller jeg mig at alle orkestermusikerne udelukkende skal spille på claves – træstykker der slås mod hinanden. En mærkelig dogmatisk begrænsning at sætte, som jeg sikkert bløder og bryder op, når jeg når så langt. Giv musikken til vores børn En lang arbejdsdag gik primært med at finde ting, der var blevet væk. I timevis ledte jeg efter et nodeark, som jeg var sikker på indeholdt en væsentlig nøgle til fortsættelsen. Da jeg endelig fandt det famøse ark, havde dets betydning og vigtigheden af dets fremskaffelse nået helt urimelige højder – alt var på det beskedne ark; men da jeg så endelig kunne nærlæse, hvad der stod på det krøllede stykke papir, viste det sig, at det ikke kunne bruges alligevel, og hele dagen var spildt på en illusion, der blot begrænsede min arbejdsdag i urimelig grad. Undervejs måtte jeg også et par gange lede efter mine briller, og jeg har nogle gange på fornemmelsen, at jeg kunne skrive fantastisk meget mere, hvis jeg ikke altid skulle lede efter de forbandede briller. Måske skulle jeg spilde noget tid med at regne ud, hvor mange timer jeg i alt har brugt på at lede efter den slags forsvundne banaliteter; men det vil nok gøre mig unødigt deprimeret, hvis jeg finder ud af, at jeg har brugt mere tid på at lede efter briller, end jeg har brugt på at komponere en klaverkoncert.

På et møde i København skal jeg fortælle om 'Sounds like you'. Mens jeg taler, taler jeg over mig og siger ting, jeg egentlig ikke havde tænkt før. Det er rigtige ting, men da jeg i hast forlader mødet, bliver jeg pludselig i tvivl, om alt, hvad jeg sagde, er i partituret eller vil være umuligt at få frem, klargjort på grund af partituret. Under alle omstændigheder er det begrænset, hvad jeg kan gøre ved det nu.