I

I aftes samlede jeg alle siderne af 'Sounds like You'. Efter nogle uger, hvor jeg dag og nat har siddet ved arbejdsbordet, er det hele pludseligt færdigt, og nu ligger der 99 A2 sider foran mig. Bunken af sider vejer til, så jeg næsten ikke kan bære den, men det skyldes nok mere mit dårlige knæ end musikkens tyngde.

Det er slut! Blev det til det, det skulle blive til ? Blev visionerne opfyldt, eller ændrede de sig undervejs ? Ændrede 'Sounds like You' sig, eller ændrede det mig?

II

En morgen sider jeg i parken, der ligger langs Forum overfor Musikkonservatoriets nye domicil. Jeg opdager, at jeg sidder og stirrer ind gennem et vindue i huset overfor. Man kan se lyset på den anden side, og det minder mig om en magi, som jeg enten har glemt eller blot vænnet mig til. En magi som blev voldsomt nærværende for mig, da huset i Lammestrup blev renoveret på en måde, så man pludselig kunne se igennem det udefra – ind af vinduet, gennem køkkenet, ud af vinduet. Da det blev til, var det magisk – som at se min musik; men siden har den magi mistet min opmærksomhed. Jeg har vænnet mig til dette kig, og tænker slet ikke på det mere!

For ikke at blive taget for en simpel vindueskigger, ser jeg bort og tænker om det altid er sådan med magien, og om det er sådan med 'Sounds like You' ! Vænnede jeg mig til den magi, jeg syntes opstod med idéen til værket - var den så forgængelig, at jeg glemte den undervejs - eller kom det hele med?

III

Jeg arbejder, så jeg får ikke lavet noget!

...skulle egentlig have været mit blog-indlæg – så kort som noget – i en af de foregående uger, hvor ordene slap op, i takt med at de tomme nodeark side efter side blev fyldt. Uger hvor mine tanker forsvandt i distræte tåger, og hvor min nedsmeltning i 'Sounds like You' formentlig har været til fare for både mig selv og mine omgivelser. Alt omkring mig sejlede, og det var umuligt at lave andet end at skrive noder. Hvordan skulle jeg kunne skrive ord, når jeg knapt nok var i stand til at tale?

IV

Der er en mand, jeg altid møder i København. Han er nydelig klædt, går rundt med en lille brun mappe, og han virker stresset og urolig. Da jeg for nogle år siden mødte ham fire gange på forskellige steder på en uge, fik jeg – påvirket af mit intensive arbejdsstemning, hvor alt andet end det at skrive virkede underligt surrealistisk – et glimt af paranoia, og troede et kort øjeblik, at manden var privatdetektiv og overvågede mig. Da jeg blev ramt af lidt mere klar tænkning, forkastede jeg tanken, også set i lyset af hvor ufattelige kedelig jeg og mit liv måtte være i en detektivs øjne.

Nogle uger efter gik jeg sammen med en ven langs Peblinge Sø, hvor vi sammen mødte den selv samme mand. Jeg lod som ingenting, men efter at vi havde passeret ham, trak min ven mig til side og betroede mig, at han på et tidspunkt havde troet, at den mand vi lige havde passeret – manden med den brune mappe - var en privatdetektiv, der overvågede ham og hele tiden fulgte efter ham, fordi han syntes at støde ind i ham, hvor end han bevægede sig. (Han har sandt for dyden mere interessante ting i sit livs gemmer end jeg, så hans paranoia var nok lidt mere realistisk funderet). Min ven fortalte videre, at han rent faktisk to gange havde mødt manden i lufthavne i udlandet, og en dag, hvor han havde siddet sammen med Beate på en bænk i Ørstedsparken, var manden med mappen endnu engang dukket op. Pludselig var han stoppet op ud for de to på bænken, for derefter at gå direkte hen til Beate, og i et hviskende tonefald sige: 'Hvis den ikke virker kan du altid få den byttet – virker den?'

V

'Hvordan skal jeg forlange, at nogen kan holde ud at høre en musik, jeg ikke engang kan tage mig sammen til at skrive?'

(Notat i en – for 'Sounds like You' - kritisk tid, for nogle måneder siden)

VI

'Längst ned i min dåraktiga själ hyse jag nämligen en liten, liten högfärdig tanke: Kanske kommer en gång – någon gång – något ljust och skönt att skapas ut ur allt elände. Som en liten, liten pärla ur ett stort svart och jävligt musselskal.'

(Ingmar Bergman: Dagbogsnotat 1938)

VII

'Det tager lang tid det her! Jeg har på fornemmelsen, at hvis jeg skrev min musik på en computer, ville jeg blive færdig med SLY på en uge. Måske er jeg blevet for gammel til ikke at skrive musik på computer. Det rent fysiske arbejde – fingrene om blyanter – tager overhånd. Bare det hele dog lå på elektroniske filer, så jeg kunne klippe, lægge oven på hinanden, flytte rundt og transponere, uden at skulle spidse 200 blyanter om dagen (Hvor er der dog mange noder).'

(Blog indlæg 9. Juni ('Rudimenter af alt')

- Måske bliver man klogere med ugerne!

VIII

' Fredag d. 24. Juli kl. 22.11 forsvandt alt lys i byen. Gadelyset og lyset i vinduer og butikker var med et væk. Alt blev mørkt, og de mange mennesker på gaderne var ved at falde over hinanden. Et hjørne af den lille plads, jeg nåede frem til, blev pludselig oplyst, da to fakler blev tændt. Jeg gik imod faklerne, som syntes at bevæge sig af egen vilje. De snurrede rundt i hurtige bevægelser og skabte en fantastisk lyd – lyden af ild mod mørke. Da jeg kom nærmere, kunne jeg se, at det var pigen, jeg var fulgt efter aftenen før, der styrede faklerne. Hendes bevægelser og ordløse nynnen bag ilden blev en del af musikken.'

(Lawrence Lehmann: I de mørke gader)

IX

I toget tager jeg billeder ud af det snavsede togvindue både ved hver eneste station og mens mit tog er i fart. Når jeg kommer hjem og ser billederne er de alle interessante – eller jeg finder i hvert fald noget interessant på hvert eneste billede. Er det fordi jeg leder efter det interessante, at jeg finder det? Eller er alting virkelig interessant? Oplever jeg at jeg følger med en devaluering af graderne af det interessante? Det hele afhænger af øjnene og af ørene der hører, og endnu mere af hvad de bliver bedt om at se og høre.

X

Hvis jeg nogensinde skulle lave en 'Facebook-gruppe', ville det være en gruppe, for mennesker der sover dårligt om natten. Sammen med to af mine venner, der ligesom jeg lider af søvnløshed i lange perioder, har jeg været med til at tage beslutningen om at oprette en natklub for søvnløse. Et fredeligt sted i København – lejlighed eller hus, hvor folk, der ikke kan sove kan møde ligestillede. Stedet skal udstyres med alt der kan skabe ro og adspredelse og give inspiration til søvn eller udholdelse af søvnløsheden. Bolden ligger hvis hos mig, men med den igangværende finanskrise, ligger den vist temmelig langt fra højrebenet.

Et af mine minder, indeholder anbefalingen af en bog: Carnegies: 'Lev livet uden bekymringer'. Jeg mindes oplysningen (fra bogen)om, at ingen endnu (da bogen blev skrevet for ca 70 år siden)er død af søvnløshed. Måske er det blot min hukommelse, der svigter – det er i hvert fald en underlig fremstilling – og det er sikkert heller ikke rigtigt (masser af mennesker er formentlig døde direkte eller indirekte som følge af søvnløshed), men oplysningen var for mig nok til at jeg ikke anskaffede og læste bogen, men blot klamrede mig til dets titel; så jeg anbefaler videre en bog, jeg aldrig har læst, men som jeg husker bedre end de fleste af de bøger, jeg faktisk har læst.

XI

Mit arbejdsværelse ligger hen. Træt og fyldt med rod. Rester af 'Sounds like You' alle steder. Blyantspidserudkras og smulder fra viskelæderet. Arbejdsværelset ånder ud, og jeg står i døren og kigger ind til det, som jeg ville liste mig ind til et sovende barn. De får lov at sove videre i dag – både arbejdsværelse og datter; men i morgen vil arbejdsværelset blive indtaget af en Klaverkoncert, der roder og støjer ligeså meget som lyden af dig!