I
I dag ser jeg på de foreløbige partitursider og skitserne til den klaverkoncert, jeg har lagt til side for en tid, men som jeg indtil for et par måneder siden skrev parallelt med 'Sounds like You'. Da jeg når frem til de allersidste skitser, begynder jeg at tvivle. Hvad var det egentlig jeg skrev? Hvor kommer de toner fra, og hvor var det nu, jeg ville bringe dem hen? Mens jeg betragter de løse skitser begynder jeg at huske, og langsomt dukker idéerne og visionerne for værkets 'fremtid' op (Det er som en slowmotion udgave af en af de morgener, hvor man kun langsomt husker hvad dagen i går bragte, og hvad dagen i dag er ment til at bringe.). Nu ser jeg værket med morgenfriske øjne, og det jeg har glemt er sikkert lykkeligt glemt, og jeg kan igen lægge værket væk og spekulere på, hvor meget af det, mine friske øjne huskede og fandt i dag, der vil være glemt, næste gang jeg tager min klaverkoncert frem.

II
For to uger siden hørte jeg et foredrag. Undervejs betragtede jeg tilhørerne, og lod blikket standse ved en ven, jeg har kendt i 25 år. Han er på min alder, og da jeg kiggede på hans ansigt, så jeg i virkeligheden et ansigt indenunder – en årring fra for 25 år siden. I den årring findes det ansigt, jeg kender og forbinder med ham, og som jeg ser for mig, når jeg tænker på ham. Jeg lod blikket glide væk og talte til 100, for derefter at lade blikket vende tilbage til hans ansigt, for at koncentrere mig om at betragte hans nyeste, yderste årring! Glemme den gamle velkendte, og prøve at se ham som én der kun har kendt ham i 25 minutter ville se ham! Og nu kunne jeg se, hvordan han i virkeligheden så ud.

III
I femte del af 'Sounds like You' bliver musikken fra 'Exit Music' overmalet og opslugt af et afsnit af min 'Symfoni'. Jeg har lagt 'Symfoni' og 'Exit Music' ved siden af hinanden og betragter partiturerne, og jeg kan se hvordan min håndskrift har ændret sig på 11 år. Jeg søger yderligere 5 år tilbage til 'The Echoing Garden', og ser til min forundring at håndskriften dengang i 1991 ligger meget tættere op af min nutidige håndskrift end af 1996-udgaven af den! Hvad mon det betyder?

IV
For tre uger siden hørte jeg historien om en ung kvinde, hvis højeste lykke det var at lægge sig på græsplænen, fylde sin navle med groft salt, dyppe radiser i navlens salt, for at spise de salte radiser og betragte himlen ovenover – Lade navlen beskue.

V
I det afsnit fra 'Symfoni', som jeg i femte del af 'Sounds like You' bruger en bearbejdet version af, er der nogle hvilepunkter, nogle plateauer, hvor musikken står stille og nærmest kalder på tekst. Det er på de plateauer – der næsten bliver til stilhed - at jeg lægger dialogen.
('Hvorfor vil du gerne forsvinde? – Hvis jeg vidste det, ville jeg blive').
Mens jeg arbejder med plateauerne, opdager jeg noget karakteristisk - en 'skæbnetanke'! De tre steder fra min tidligere produktion der indtil nu har fundet vej til 'Sly' bygger alle på et særligt kvarttoneprincip, som jeg i virkeligheden ikke har brugt så ofte. En kvarttoneforvrænget enkel tonalitet. Måske skulle jeg gøre brug af begyndelsen af min anden strygekvartet, 'Adieu'. Der findes det første spor af den musik. Den første side af 'Adieu' er i øvrigt den musik det kvantitativt har taget mig længst tid at skrive. Jeg skrev og skrev om i en uendelighed og når jeg nu betragter partituret, ser jeg spor af uendelige bunker af viskelædersmulder og blyantspidserudkrads, men også en musik som, når man hører den, forsvinder på ingen tid.

VI
For fem uger siden troede jeg, at jeg hørte et interessant stykke musik i Heathrow Airport. Da jeg bevægede mig af sted på de rullende fortove hørte jeg musik alle steder fra, som var jeg midt i en elektroakustisk installation med fugleagtige motiver. Jeg troede virkelig, at man havde givet en skabende lydkunstner lov til at sætte musik ind i det travleste af alle verdens rum, for det lød helt fantastisk. Jeg så mig omkring efter spor af lydkilder, men fandt selvfølgelig ud af, at det musikalske landskab blev skabt af pivende støjlyde fra fortovene. Det gjorde det jo ikke dårligere, men det medførte en kort irriterende, rindaliseret tvivl om kunstens berettigelse og storhed; og jeg måtte lige minde mig selv om at tvivlen er kunstnerens vigtigste redskab og våben.

VII
For et år siden var jeg i London hvor jeg gik en tur på en nedlagt jernbanelinie. Jeg nåede frem til en lang, lav tunnel, og dels fordi den var næsten oversvømmet og dels fordi det inde i tunnellen flød med diverse kondomer, kanyler og kropsvæsker trådte jeg tilbage og holdt mig på afstand. Da jeg bukkede mig ned for at kunne se hele vejen igennem tunnellen, så jeg et vidunderligt lys på den anden side. Det syn satte sig i mig med det samme, og smeltede sammen med de tanker om et stort ensembleværk, som jeg netop tænkte på og dagdrømte om på min vandretur. En lysende tunnel (Jeg fik ikke et billede af tunnellen, men jeg har siden ledt efter lysende tunneller alle vegne. Lyset forenden af stien!)!

'Så let som drøm. Øjnene i virkeligheden lysende tunneller til en anden virkelighed, vægtløs.
'Sådan lyder Michael Strunges 'Start' – det første digt i hans 'Popsange' (Den kan varmt anbefales, men man skal ikke gå efter de nemmeste løsninger hverken når man skriver musik eller tekst, så en mere formaliseret anbefaling af den bog må vente). 'Lysende tunneller' – jeg havde fanget titlen på mit ensembleværk i luften foran en gammel nedlagt tunnel i London. Det skal værket hedde – på fransk måske? (Det er bestilt af et fransk ensemble).
Aftenen efter mødet med tunnellen i London diskuterer jeg titlen og tunneloplevelsen med en ven. 'Tunnels of light' – bliver jeg klar over - er et velkendt begreb, når det gælder beskrivelser af nærdødsoplevelser, og det spor smelter jo også ind i Strunges digt. Det smelter også skæbnesvangert ind i det radioprogram, jeg kommer ind midt i, da jeg nu ved tilfælde tænder for radioen: Mit liv som radio – Et program med og om montagekunstneren over dem alle - Peter Kristiansen, og hans insisteren på – uden nogen form for sensationslyst - at registrere og dokumentere sin egen død. Og anbefalingen her og nu må og skal samtidig indeholde hans mesterværk Eliten fra Minefeltet – Et af de største kunstværker der er skabt i Danmark, og en udsendelse man kan høre flere gange end det meste af den musik der er skrevet og vil blive skrevet.