Toget kommer ind til perronen. Vi har alle stået og ventet på det. Hvert eneste individ på perronen har fundet sit territorium og er nu klar til at forsøge at komme først ind i toget. Da toget langsomt glider ind langs perronen, glider alle vi ventende passagerer med. Vi foretager alle en hel automatisk bevægelse i togets kørerretning – følger med toget, som for at kunne følge med dets tempo. Vi forsøger at fange toget. Det er nemlig ikke fordi, der umiddelbart er større sandsynlighed for at få en god plads, hvis man følger togets bevægelse og placerer sig længere fremme, og det er heller ikke derfor vi følger toget som en flok køer. Det er alene toget der trækker – magnetisk - med en horisontal tyngdekraft og vi trækkes med og er irriterede over de enkelte der pludselig standser i denne fælles sideværks bevægelsen og står fast på deres nyerobrede territorium, fordi vi er lige ved at falde over dem, mens vi trækkes videre fremad.

Klaveret afslutter sin kadence – hurtigt og let. Alle orkesterets musikere spiller claves – en sky af trælyd kvæler klaveret. Pludselig ligger der to helt dybe horn, og mens de mange claves og klaveret former nogle pseudo-cirkler af lyd i det høje register, bliver de dybe horn del af en klang, hvorfra der træder en ufattelig enkel baslinie frem. Jeg har for første gang i mit liv komponeret en rigtig baslinie for basliniens skyld. Den nedbrydes selvfølgelig og på en eller anden måde skal der ensomt ligge en melodilinie i en soloviolin i det ekstremt høje register. Sådan skal det være, og alligevel cirkulerer jeg om noterne som katten om den varme grød. Det kommer ikke videre. Visionen går i stå – jeg ved blot, at der er en idé fra det ubevidste plan, der har skabt et fællesskab mellem den helt høje og den helt dybe melodi – at begge melodier falder, og begge melodier trækker magnetisk i andre lag og trækker dem med i deres fald. Alt er klart, men så stopper det. Det er som at vågne af en drøm, lige før den bliver spændende, og det hele gradvist viskes væk. Idéen forsvinder, opløses, og jeg må begynde forfra: Klaveret afslutter sin kadence – hurtigt og let. Alle orkesterets musikere spiller på claves – måske skal claveslyden ligge helt alene et øjeblik. Pludseligt ligger der to helt dybe horn, og mens de mange claves.....(Igen og igen må jeg starte forfra. Cirkelen, jeg følger, er den samme - der kommer heldigvis mere og mere kød på den; men desværre stopper den det samme sted igen og igen.)

'Hvad ville du ønske, du havde læst?'. Sådan lyder det sidste spørgsmål i 'Hvad læser du?' i Politikens bogtillæg hver lørdag. Et mærkeligt spørgsmål? Hvis der var noget man gerne ville læse, havde man vel læst det (Spørgsmålet lyder jo ikke 'Hvem ville du ønske, du havde giftet dig med?'), og det er der da, også enkelte der svarer; men de fleste nævner en bog, de gerne ville have læst. Oftest er det de store uoverskuelige mesterværker, som man ikke har en chance for at kalde et mesterværk, hvis man ikke har læst dem; men gerne ville kunne kalde et mesterværk! 'Ulysses' ligger vist højst på den ønskeliste over ikke-læste bøger Prousts 'På Sporet.. ' kommer derefter - Værker man føler, man burde have læst - Naturligvis – for bag spørgsmålet 'Hvilken bog ville du ønske, du havde læst?' gemmer der sig spørgsmålet: 'Hvilken bog ville du gerne kunne sige, du havde læst'. Dermed bliver spørgsmålet et spørgsmål om stil, image og identitet – eksistentialistisk! Hvordan - og med hvem - vil man gerne ses – med Meggie (Tornfuglene') eller Marcel ('På sporet af den tabte tid'). Eller måske handler spørgsmålet om stress og mangel på tid.: 'Hvilken bog er så lang og umiddelbar tung, at du ikke orker at læse den, så du gerne vil kunne springe lige frem til at kunne sige, at du allerede har læst den?'