(Det går hurtigt fremad med tredje sats. Så hurtigt, at jeg ikke kan skrive om det – og næsten ligeså hurtigt, som det umenneskelige hurtige tempo, musikken skal spilles i.)

Nodepapiret stammer tilbage fra 1991. Da fik jeg fremstillet en master i A2 format med 52 nodelinier, og alle værkerne i stort format – 'The Echoing Garden', 'Sterbende Gardenrten', 'Symfoni', 'La Notte', 'Under Himlen', 'Den Lille Havfrue' og 'Exit Music' er siden skrevet på den type papir. Da jeg begyndte på 'Sounds like you', bestilte jeg en ny portion – 3000 tusind ark - kopieret fra den samme master; men jeg har trykkeren mistænkt for at have lagt et par tusind oveni. I hvert fald virker det som om bunken slet ikke er sunket, og når jeg skæver til bjerget af ubrugt nodepapir, virker den helt skræmmende, og jeg tænker, at man skulle tro, at jeg havde en tre – fire helaftensoperaer i mig endnu.

'Selv de simpleste Mekanismer nægter at fungere. Min Fyldepen, et Stykke Værktøj, der er uundværligt for mig og som skulle være af nogenlunde simpel Konstruktion, opfører sig ikke som en Fyldepen plejer van. Den vil ikke lade sig fylde. Jeg har i Aarenes løb ejet en halv Snes af Slagsen, og ingen af dem ville. Jeg har arvet en Fyldepen, som havde fungeret upaaklageligt et Aar – første Gang, den i min Ejertid løb tom, nægtede den at suge. Den blev repareret og kom tilbage med fuld Sæk, og første gang, den igen løb tom, nægtede den at suge. Nu dypper jeg. Een af mine Fyldepenne hadede mig i den Grad – med et ubesjælet had, naturligvis – at den begik Selvmord. Den gav sig til at brænde. Ikke for Øjnene af mig, men bag min Ryg. Det var en Vinterdag, jeg havde rejst mig fra mit Arbejdsbord og var gaaet hen til Vinduet for at kigge ud i Sneen og slappe lidt af. Bag mig hørte jeg en hvæsende Lyd, omtrent som naar et stort Bundt Kinesere fuser af, uden Knald. Da jeg vendte mig, laa Fyldepennen og glødede, i en modbydelig, stinkende Damp. Jeg blev bange for den og smækkede Vinduet op og fik Fingre i Uhyret og smed hende ud i Sneen. Hold øje med de Sataner'. 

(Frank Jæger: Drømmen om en Sommerdag)

Et væsentligt værktøj er viskemaskinen. En lille aflang ting, der minder om en næsehårsfjerner eller noget fra en avanceret sexshop og lyder som et modbydeligt tandlægebor. Det værktøj ændrede mit liv( Det gjorde i hvert fald livet nemmere!), da jeg anskaffede det for 12 - 13 år siden. Med viskemaskinen kan man fjerne den mindste prik på papiret, uden at det hele snaskes til i udtværede blyantsspor. Viskemaskinen kører på batterier. Det samme gjorde en blyantspidser, jeg i en årrække hårdnakket forsøgte at gøre til en del af arbejdsværelsets fællesskab, men som nu er fyret. Maskinen spidsede blyanterne til døde, og jeg er for evigt vendt tilbage til min håndtagsdrevne blyantspidser.
Et arbejdsliv uden de små maskiner, de rigtige blyanter, tegnetrekanter og den lange lineal er umuligt at forestille sig. Det er et mareridt når redskaberne bryder sammen og et rent helvede, hvis et af redskaberne efter dets sammenbrud viser sig at være gået ud af produktion, og derfor ikke kan erstattes.

'For years I have looked for the perfect pencil. I have found very good ones but never the perfect one: And all the times it was not the pencil but me. A pencil that is all right some days is no good another day. For example, yesterday, I used a soft and fine and it floated over the paper just wonderfully. So this morning I try the same kind. And they crack on me. Points break and all hell is let loose. This is the day when I am stabbing the paper. So today I need a harder pencil at least for a while. I am using some that are numbered 2 3/8. I have my plastic tray you know and in it three kinds of pencils for hard writing days and soft writing days. Only sometimes it changes in the middle of the day, but at least I am equipped for it. I have also some super soft pencils which I do not use very often because I must feel as delicate as a rose petal to use them.'
(John Steinbeck, fra brev til hans forlægger.)

Jeg har været nødsaget til at skifte blyantstype tre-fire gange. Mine oprindelige 'Skoldungen-blyanter' gik ud af produktion, og af et par omveje er jeg nu nået frem til, at en bestemt 'Staedtler – blyant' er den mest optimale. Jeg spidser ca. 60 blyanter af gangen. De skal være helt spidse, for at jeg kan bruge dem. Halsene på noderne skal være de tyndeste, og skal derfor tegnes med den helt spidse blyant. I en krukke til højre for mig står de mange spidse blyanter, og efterhånden som de bliver brugt og spidsen flades ud, bliver de flyttet til en anden krukke, der står til venstre for mig. Når den krukke så er fyldt, må jeg i gang med at spidse alle blyanterne igen. Jeg kan mærke min arbejdstempo på intervallerne imellem, at jeg må krybe til blyantspidseren.
Bevægelsesmønsteret med at tage blyanten op af krukken, bruge den og sætte den i en anden krukke, er af en eller anden grund det mest interessante ved mit arbejde. I hvert fald er det det bevægelsesmønster, der altid skal filmes, når man vil filme fra mit arbejdsværelse (Musik skal vist i virkeligheden skrives på computer. En verden fri for krukker med blyanter.). Jeg har bevaret en enkelt blyant fra min første tid. Der er nu kun halvanden centimeter tilbage af den. Det er den bedste blyant, jeg nogensinde har haft, men den har nok kun en enkelt node i sig endnu, så hvis jeg en dag er sikker på, at jeg skal til at skrive den bedste node nogensinde, vil jeg andægtigt spidse den sidste rest af den lille perle af en blyant, og lade den få lov til at sætte noden på papiret – som det sidste den gør inden den går til de evige blyantsmarker.

(Engang – da jeg var helt ung – fik jeg at vide, 'Bent, du har jo så let ved at komponere!' – siden har jeg gjort alt hvad jeg kunne for at gøre det så besværligt som muligt!)

Tidstristessen omkring nytår overgås kun af tidstristessen omkring fødselsdagen. 31. december og 1. januar er melankoliens internationale kampdage!