3. juli. 
Det er morgen, og jeg sidder for sidste gang i denne omgang på balkonen i København. Jeg er ikke tynget af søvn, for den magiske lyse nat, der netop er forbi, holdt mig længe vågen, og en sms vækkede mig tidligt.
Jeg har sat computeren til at afspille Dino Saluzzi, så højt som den nu engang kan. Der er trods alt Jazzfestival i byen, så ingen vil formentlig tage anstød af – eller undre sig over, at hans musik strømmer ud fra en balkondør i Hovedvagtsgade.
Dino Saluzzi har jeg stort set uafbrudt lyttet til i de sidste to måneder, og jeg har på fornemmelsen, at alt hvad jeg har oplevet og komponeret i den sidste tid har lyden af hans bandoneón med sig som både forgrund og baggrund.
Hans musik er i en helt egen verden – små motiver dukker op igen og igen – får nyt lys og ny betydning i nye numre og kravler ind og ud af de mest vidunderlige former. Nu lytter jeg til en rytmisk intens musik med spor af alverdens tangoer; men så standser han op - pludseligt men organisk. Det hele ligger stille, og med en enkelt tone, mærker jeg, at han rækker hånden ud, og med ømhed berører den magiske tone min kind. Hans inderlige kærtegn af hans instrument bliver til et kærtegn af lytteren, og jeg tænker: Er det ikke det samme, jeg har forsøgt i så mange år ? Jeg har vist – uden overhovedet at vide det – været inspireret af hans musik, lang tid før jeg hørte den. Derfor bliver jeg ved at lytte - lytte og lytte til lyden af kærtegnelsen af et instrument – må lytte til alt det, jeg burde have hørt for længe siden, og som nu er en del af mig. Et motiv, der lige nu – mens solen er ved at rejse sig over bygningen med blomsterne - dukker op fra hans cd-mesterværk, ”Cité de Musique” genkender jeg fra min ”The Lady and the Lark”.
Jeg er en vag afglans af en Saluzziepigon, og jeg spiller Saluzzi, for alle jeg kommer i nærheden af, og jeg elsker når mine venner falder for ham (De, der ikke falder for ham, er stadig mine venner – jeg har bare lidt ondt af dem!). Med solen i øjnene er jeg i Buenos Aires – må i hvert fald dertil så hurtigt som muligt!

4. juli, morgen.
Det er morgen, og for første gang i lang tid sidder jeg i haven i Lammestrup.
Skovduen har vækket mig tidligt. Jeg lå og hørte dens bossa nova rytme og er ret sikker på, at den må lyttet sig frem til ”The Girl From Ipanema”, som jeg i nat spillede ud af højtalerne, og som jeg dansede videre til, da jeg vågnede. Det ærgrer mig, at jeg ikke havde min lille optager klar. Nu sidder jeg med den i hånden, men skovduen er tavs.

”18. juli
Jeg har i den grad vænnet mig til altid at lede efter et sted, hvor jeg kunne holde ud at leve, at det først nu går op for mig, at det sted nu er stedet, hvor jeg kan holde ud at dø. Måske har det hele tiden været det.
Her er det i hvert fald ikke.”
(Henrik Nordbrandt: Ruzname)

6. september – Resumé af en sommer, jeg ikke kunne skrive om, mens den var der.
I Berlin – Theatre of Voices indspiller vokalmusikken til vores hvide skov – Jeg arbejder hele tiden uden at komme nogen vegne – Ferie med hedebølge – Læser, for jeg kommer ingen vegne, når jeg arbejder – Mixer lyden af kirkeklokkerne ind i vokalmusikken - På Hærvejen arbejder vi en uge. Skoven bliver vidunderlig hvid og musikken smelter ind i skoven, og der dannes en katedral. En skov i den ”forkerte” tid. En musik det ”forkerte” sted. Det er som hænder der rækker ud efter hinanden; men ikke kan fange hinanden i normal tid og rum - Åbningen af vores installation, ”Den Hvide Skov” foregår i solskin, og vi danser. Bagefter depression (sådan er det altid); men jeg er glad for, at jeg er blevet lydkunstner ved et tilfælde – Borte fra Hærvejen og alt bliver regn. Vores skov regner vist væk. Sneen glider af træerne, og skoven går fra vinter til efterår (”It is pain flowing down slowly on a white wall”) – Arbejder uden at komme nogen vegne.

26. august
Det er aften, og jeg står på Nørreport med en sorg, jeg hverken kan acceptere, forklare eller bære. I går aftes sad jeg blandt 6000 mennesker i Royal Albert Hall i London og lyttede til min klaverkoncert. En fantastisk opførelse – en fantastisk aften, men jeg sad blot og følte, at min musik, min elskede klaverkoncert (Jeg indrømmer, at jeg holder mere af det værk end af noget andet jeg har skrevet. Når jeg lytter til det, får det form af et elsket menneske, og når jeg har lyttet til det, savner jeg det med det samme.) forsvandt mellem mine hænder og ører. Koncerten svævede bort, og jeg kunne ikke holde fast i den (Sad jeg for langt borte?).
Efter opførelsen er jeg ude af stand til at modtage komplimenter. Gamle og nye venner kommer løbende og fortæller mig glædestrålende om deres oplevelser – ”Tillykke, tillykke”. Jeg står helt alene med en sorg, ingen nogensinde vil kunne forstå. Ingen forstår, hvorfor jeg ligner en, der har været til sin egen begravelse, hvilket jeg rent faktisk har været (Jeg må se at få skrevet undskyldende e-mails.).

29. august
Det er nat, og jeg sidder med gode venner – har stadig sorgen i kroppen, men taler og lytter den til fortrængning. Da det er blevet nat, siger min gode ven: ”Du skal høre dette stykke musik. For mig er det som om en komponist rækker hånden ud til dig med over 100 års forsinkelse; men jeg vil ikke sige, hvad det er!”. Musikken bliver sat på, og jeg lytter. Jeg kender det, men kan ikke huske hvad det er. Den sørgmodige melodi i strygerne bevæger sig i slowmotion – er pludselig stille og borte – så igen musik og så igen pause, og så er klaveret der. Overraskende, fordi jeg ikke huskede, at det var 2. sats at Chopins første klaverkoncert. Jeg er er i chok. Det føles som om jeg selv har skrevet det – intervaller og dynamik kunne være mine. Da vi har lyttet færdigt, sidder vi med tårer i øjnene.
(Dagene efter begynder jeg at række hånden tilbage med over 100 års forsinkelse. Jeg skubber alle skitser til alting til side og skriver en ny begyndelse på min akkordeonkoncert. Den begyndelse vil jeg for altid skylde Chopin og min gode ven; men aftenen ændrede i virkeligheden ikke mit nye værk; den fik mig blot til at forstå, hvor det ville være (uden at kunne forstå noget som helst!). Sorgen over min klaverkoncert, der forsvandt, bliver skrevet ud i en ny sorg ved hjælp af udstrakte hænder, og den lange, mærkelige titel jeg har haft til akkordeonkoncerten giver mening og får det hele til at falde på plads: ”It is pain flowing down slowly on a white wall”. Jeg kan ikke komme uden om den mere, og da jeg skriver løber tårerne i øjnene - ned på det hvide papir foran mig - ned af et akkordeon.)

”Livet er ikke så forudsigeligt, som vi ofte vil planlægge det til at være, eller frygter for at det vil vise sig at være. I denne uforudsigelighed og i denne mangfoldighed af muligheder ligger vores menneskelige forhåbning.”
(Ulla Ryum: Garderobedamen Marya Rilhas fortælling om ingenting i Septemberfortællinger)

7. september
Jeg kommer nogen vegne med akkordeonkoncerten. Siderne hober sig op. Jeg drukner sorgen over én koncert ved at skrive en anden, som forhåbentlig bliver så god, at jeg sørger endnu mere, den dag den spiller sig bort fra mig. Måske skulle jeg afholde mig fra at høre min egen musik. Når jeg skriver den, kan jeg forsvinde ind i den - når den er spillet, forsvinder den fra mig.