Jeg har svævet mellem tredje og fjerde sats, og først nu er jeg landet i den fjerde. Det har føltes som et problem, at jeg på den ene side har tænkt klaversolo og på den anden side tænkt orkester, og det er skrækkeligt, at det tog så lang tid – som til nu – at benytte og løse problemet, ved at skille klaveret og orkesteret fra hinanden. I fjerde sats spiller de slet ikke samtidigt, og jeg forsøger at skære snittene imellem dem, så man ikke konstant fornemmer adskillelsen som brud.

I søndags holdt jeg foredrag om Proust i Det danske Proust-selskab, om Proust og musikken. 'På sporet af den tabte tid' vil altid være en sekundær kilde til mit liv og arbejde, så da jeg for et år siden af Politikken blev bedt om at pege på – og skrive om – et værk fra en anden kunstart end musikken, der har præget mig, blev det uden tvivlen til Proust’s roman.

“Da jeg læste den, tog den næsten et år af mit liv. Siden har bogen dannet spor i alle de år, jeg har levet. Sat mig på sporet af mit eget liv. På sporet af både min tabte og kommende tid.

Denne mærkelige kæmperoman - hvis aktive handling stort set kan stå på en enkelt side i en notesbog – er et liv i sig selv. Et tilværelsens spejl som det må være umuligt at læse uden at blive fanget i dets originale balance mellem bevægelse og stilstand og det mylder af indtryk og billeder der hele tiden træder frem og viser sig at være spejlbilleder af læserens eget liv og tid. Talrige mennesker omkring mig er – uden at de har haft en anelse om det – blevet spejlet i de konturer der står tilbage som skygger af personerne i 'På sporet af den tabte tid'. Spøgelser der hele tiden får nye ansigter.

Jeg kan dårligt forestille mig noget fjernere fra min verden, mit liv og mit livssyn end de forkælede, forgyldte Guermantes-aristokrater i romanen, og alligevel står deres uendeligt langt og detaljeret beskrevne selskab i bogen tydeligere for mig, end næsten alle de fester jeg selv i helt ædru tilstand har været en del af. Der er heller ikke mange fællestræk fra min egen opvækst til romanfortællerens forfinede, overbeskyttede og tanteomklamrede barndom, og alligevel blander Deja-vu lignede landskabsminder sig fra min barndom sig med fortælleren, Marcels udsigt over Combray.

I 'På sporet af den Tabte tid' opløses tiden. Ikke bare romanens tid - Ikke bare den tid det tager at læse den. Men bogens og læserens tid opløses til en særegen alkymistisk blanding, som man ikke bare kan slippe fri af igen. Det er også en musikalsk tid. Det uendelige langsomme tempo. Det pludselige temposkift. 10 minutter på 200 sider – 200 dage på 10 linier. Den har hos mig efterladt en kronisk påvirkning af fornemmelsen af tid.

'På sporet af den tabte tid' er ikke bare en fantastisk roman – et helt unikt kunstværk. Den er et af de mærkeligste og mest egenartede konceptuelle manifester kunsten nogensinde har frembragt. – For den er et koncept. Ikke et koncept for konceptets og eksperimentet skyld - Ikke en tom konceptfyldt gestus; men en verden, et helt liv fanget i historien om en mand, en forfatter, Proust, der gjorde sig selv til et kunstværk ved først at forsøge at leve et liv for derefter at lægge sig i sin seng og skrive hele livet (og mere til) ned.

Som sagt er selve handlingen i 'På sporet af den tabte tid' ganske enkel. Bogen beskriver fortællerens, Marcels iagttagelser igennem livet. Oplevelser af kærlighed – den barnlige forelskelse i Gilberte – den mere modne Marcels forelskelse i Albertine. Begge ulykkelige forelskelser fyldt med jalousi. I Marcels personlige oplevelser spejler sig så hele tiden lignede oplevelser af andre af bogens personer. I den første af bogens mange bind, 'Swanns Verden' finder vi en lille roman i romanen– historien om Swanns kærlighed til Odette, hans enerverende, trættende forelskelse og jalousi. En historie som er den ultimative gengivelse af forelskelsen blindhed og kærlighedens årsag til tvangshandlinger og vanetænkning (Jeg ER forelsket i hende – ligegyldig om jeg vil eller ej!). Da denne ukonstruktive blindhed bliver synlig for Swann udtaler han og Proust, den spiddende kommentar til forelskelsen:

'At tænke sig at jeg, har spildt år af mit liv, at jeg har ønsket at dø, at jeg har haft min største kærlighedshistorie med en kvinde, som jeg ikke brød mig om, som ikke var min type!'

Swanns historie er den korte version af et liv der bliver beskrevet på fire niveauer i og omkring romanen. Swann lever livet. Marcel – fortælleren – iagttager livet. Marcel – forfatteren – skriver det ned. Vi – læserne – læser, vender tilbage til livet og bliver en del af romanens historie.

'På sporet af den tabte tid' er også et vidunderligt musikalsk værk. Overalt er der musik. At læse Prousts beskrivelser af den fiktive komponist Vinteuils musik er en musikalsk oplevelse - En imaginær musikalsk drøm der klinger videre som ægte, magisk musik i vores indre. Hvis jeg engang skulle blive spurgt: 'Hvilket værk ville du gerne have skrevet?' – ville jeg måske svare: 'Vinteiuils Sonate for violin og klaver' Overalt i værket er der en ordenes musik - man må hele tiden have ørerne med, når man læser Proust.

'Selv de fjerneste lyde, lyde der sikkert kom fra haver i den anden ende af byen, hørtes med så præcis en afrunding oven over denne stilhed der ikke sugede en eneste af dem til sig, at det var som om det indtryk de gav af at komme langt borte fra, ikke skyldtes andet end deres pianissimo udførelse, ligesom de dæmpede motiver der spilles så smukt af Musikkonservatoriets orkester, at man selv om man ikke går glip af en eneste tone, alligevel tror at de kommer fra et sted fjernt fra koncertsalen…..'

Historien bag 'På sporet af den tabte tid' - Den verdensfjerne forfatter og fortæller - hvis snobbede liv og verden er sprunget ud af realismen og blevet ren surrealisme – hvis liv på papiret ender som en sørgelig parodi, da fortælleren, Proust lægger sig i sengen og skriver det allerede levede liv igennem – for syg til at leve 'rigtigt' – Den historie er måske enhver kunstners ultimative drøm. Drømmen om at få fred til at arbejde. Ligge i sin seng skabe – være fri for alt det der med at skulle tænke på at leve – bare skabe…'

(Bent Sørensen: Om “På sporet af den tabte tid')

I forsommeren gik jeg ud ad en skovvej. På turen satte jeg melankoliens tænder i en Madelainekage af metal. En gammel traktor – en Massey Fergusson, der var placeret langs skovvejen. Pludseligt blev skovvejen til høstmarker i Vendsyssel, og jeg sad som barn på et lille sæde ved siden af min onkel, og troede jeg var vigtig for høstens gennemførelse. Ligegyldigt hvad der ellers sker med min klaverkoncert, vil der altid gemme sig et personligt minde i den om en augustdag i begyndelsen af tresserne og en sommerformiddag i juni 2008.