Det er lige præcis det vejr og den årstid, jeg holder af at arbejde i. Den milde danske 'Indian summer' der minder mig om noget, jeg har glemt hvad er, men som i hvert fald har med roligt arbejde ved skrivebordet adspredt med frisk luft - gående over de allerede nedfaldne paradisæbler - at gøre.

For få dage siden mødtes vi og prøvede på klaverstemmen til bl.a. begyndelsen af den langsomme fjerde sats. 'Er det reminiscenser af noget af det tidligere i værket?' Og det er uden tvivl reminiscenser; men det er svært nøjagtigt at stadfæste, hvor reminiscenserne kommer fra.

Dagen efter spiller jeg selv og fanger den enkle fagotmelodi i begyndelsen af satsen, og jeg kan mærke, at den 'handler' om det samme – uden at være det samme - som en lille melodi, der optræder som eftersætning i Brahms 2. Klaverkoncert, og som lægger sig – som en gigantisk reminiscens – ud over hele slutsatsen af Mahlers 2. Symfoni. Min spinkle begyndelse er en reminiscens af en reminiscens, og jeg er sikker på, at der imellem de tre musikstykker findes flere 'uvidende' reminiscenser af den samme musik, som jeg enten ikke kender til eller blot ikke husker.

Det er dur/mol musikkens egentlige mirakel - reminiscenserne der skabes af den stærke identitetsfornemmelse. Det er popsangens mirakel – og grunden til, at der til stadighed kører retssager om plagiering i den branche.

Man lytter længere ind, for man føler, man har hørt det før. Pludselig kan reminiscensen høres som en åbenbaring, hvor man mindst af alt venter den. Som en den mærkelige afslutning på Dufays 'Credo 'Dic Maria'', hvor man efter at være svømmet ind i den evige strøm af reminiscenser som renæssances musik oftest bygger på, og som er så tæt pakket, at identiteten kan være svær at fastholde, pludselig står med en identitetsfyldt reminiscens af en melodi i øret. Eller, som jeg husker det, som et pludseligt glimt af dur/mol standardvending i en af Beat Furrers strygekvartetter, der trods dets korthed formår at give hele værket identitet.

Alle komponister og lyttere afsøger latent reminiscenserne; men heldigvis er der næsten ligeså mange indre 'søgemaskiner' som mennesker. Alle 'aldrig hørte klange' igennem alle tider, finder sig selv i reminiscenserne, hvis de da ikke for alvor skal forblive aldrig hørte! Dur/mol musikken er kommet for at blive, og selvom man ikke genkomponerer i dur/mol stil, vil den altid leve som reminiscenser i vores erindring, selv når vi lytter til musik, der er helt fjernt fra den.

Reminiscensfølelsen, som den jeg oplever i begyndelsen af 4. Sats af 'La Matina', og som hæfter sig fra Brahms til Mahler, opstår ustandseligt hos mig. Fra de små til de store glimt. Fra den helt tætte – næsten citatagtige, objektive - forbindelse mellem f.eks. Bachs 8. Fuga fra 'Wohltemperirte Klavier' og Faurés ' Pavane', til den mere 'den må han vist ha’ lyttet meget til – fornemmelse' mellem f.eks. en sats af Beethovens 'Waldsteinsonate' og et afsnit i Stravinskys musik til 'Petrusjka'. Igen er det vel at mærke måske kun noget min indre 'søgemaskine' finder og opfatter; mens andre finder helt andre sammenhænge med deres søgemaskiner.(Vis mig resultaterne af din søgemaskine, og jeg skal fortælle dig hvem du er! Hvad vores underbevidsthed og spontanitet hæfter sig ved, siger mere om os end noget andet!).

Musikkens reminiscenser er som ansigternes reminiscenser. Vi møder ansigter, som kan minde os om andre ansigter, vi tidligere har mødt, og som vi ikke altid kan huske, hvem som bar. I Ungarn i sidste uge, så jeg f.eks. til stadighed en kær kollegas ansigt i hovedet på en vildtfremme publikummer, der viste sig til alle koncerter. Kropsbygningen og alt andet var helt forskellig; men for mig findes der en reminiscens af en dansk komponist et sted i Ungarn!

Steder er som idéer og 'store' tanker. De synes i et 'her og nu' oplagte og rigtige; men ofte hænger de ikke fast ved mig – de forsvinder for mig, når jeg glemmer dem.

Jeg kan i fremmede omgivelser – f.eks. på rejser – befinde mig et sted, hvor jeg tænker: Her vil jeg gerne bo – her er der en stemning, en fornemmelse, jeg gerne vil blive i. Efter at have forladt stedet forsvinder det som oftest for mig, og kun ganske få steder har fortsat deres magiske tiltrækning og forblevet attraktive i min erindring. I regelen er det steder, jeg aldrig har genset, og som derfor kan stå uplettede i erindringen.

Avignon, Vézelay, Venezia f.eks. er byer, der har haft en klang, der mindede mig om min musik(..uden at de var klar over det..), men måske ville den klang og magi forsvinde for mig, hvis jeg opsøgte dem igen.

I det øjeblik jeg var der, var jeg modtagelig, og stederne formede klangen af sig selv. En klang, der blev en modvægt til den rastløshed og irritation, som blev fremkaldt, simpelthen fordi jeg ikke kunne tage byen med mig hjem.

Venezia findes i min violinkoncert, i 'Schreie und Melancholie' og måske i al den musik, jeg har skrevet siden jeg besøgte byen i 1992.

Der er en lille landevej i Bretagne, som jeg cyklede på i 1984 - 'Vejen til Saint-Fiacre' hedder den proustiansk i min erindring. Den står lysende klar og magisk for mig, og et hus ved landevejen ville jeg dengang – i et 'her og nu' - gerne bo i. Både vejen og huset findes der helt sikkert spor af i min musik, ligeså sikkert som jeg ville skuffes over begge dele, hvis jeg genså dem, og et gensyn ville måske endda trække noget dyrebart bort fra mig.

(Evigt ejes kun det glemte! – Evigt huskes kun det tabte! Alt - absolut alt - bliver her og nu til erindring! Alt andet end erindring er livets utopi!)

Lang tid før jeg flyttede ind i huset i Lammestrup, havde jeg bemærket det. I somrene for omkring 20 år siden, sad jeg med øl i hånden og sved på panden i høstens tid, når jeg hjalp min nuværende genbo med at skovle korn. Jeg så op mod huset og tænkte: Dér vil jeg gerne bo engang. Dérfra har jeg i lyd nået tilbage til Venezia og Vejen til Saint-Fiacre.

Der er en idé, der har forbindelse til 4. Sats, som jeg ved er vigtig, men som jeg ikke kan huske. Idé – er måske for meget sagt, det er snarere en fornemmelse, der hænger mærkeligt sammen med et sted: Hjørnet mellem Skindergade og Fiolstræde i København. Det irriterer mig, at jeg kun kan fornemme fornemmelsens forhold til musikken. De sidste gange, jeg har gået på det samme hjørne, har jeg prøvet at fremkalde fornemmelsen. Prøvet at huske hvad det var; men det eneste jeg husker er, at det skete i de dage, hvor regeringen besluttede at yde kloden aktiv dødshjælp ved at placere et kraftværk i Tyskland. Så upoetiske kan 'store' tanker formes af tiden og blive i erindringen!