Tidligt i morges vågnede jeg op til duften af jasmin.
Jeg har brugt det meste af mit liv på at lede efter to dufte. Den ene er en speciel skarp duft af jasmin, som (for mig!) stammer tilbage fra min farmors have ved en landevej i Vendsyssel. Den duft fandt jeg for nogle år siden og placerede i min have. Den anden duft, er en hel speciel duft af kaffe – en udendørs kaffeduft - og den har jeg aldrig fundet. Jeg kan sjældne gange mærke den som et rudiment i mit næsebor, men selv når jeg mærker den mere konkret – f.eks. på en stille villavej - har tid til at fange den, og tror at jeg har fundet den, forsvinder den igen, og jeg får ikke en chance for at genskabe den i min næse.

Jeg skriver nu på den 65. A3-side af 'Sounds like You'. Jeg lægger rudimenter af min musik ovenover hinanden. Et langsomt faldende glissando fra 'Symfoni' får indflettet accelererende glissandi fra min klaverkoncert. Pianisten er nu off-stage, og i et lufthul i musikken står begyndelsen af anden sats af 'La Notte' helt alene – lontano. Den musik lægger sig ind i et afsnit hvor 'Hun' siger: ' Hold om mig, hold om mig.' og klaveret rammer sætningen ind. Den spinkle klavermusik brugte jeg også i en sang fra samlingen, 'Roses are Falling', hvor sangerinden synger: 'He takes me in his arms like the moon that turns and takes the evening from the sun'. Den engelske lyriker Selima Hill skrev teksten til mig, og senere lod hun linien (ændret) glide ind i digtet 'An Angel with Large Hands'. Rudimenterne smelter sammen omkring 'Hold om mig', og jeg har fundet ud af, at den sætning i virkeligheden er teksten til den allerførste lille bid af den vuggevise der begynder 'Exit Music'. Musik og tekst har ved skæbnens hjælp fundet hinanden – Holder om hinanden – in the arms.
Alle mine glissandi har omsider fået en dybere mening – musik fra forskellige værker glider ind i hinanden.
Det tager lang tid det her! Jeg har på fornemmelsen, at hvis jeg skrev min musik på en computer, ville jeg blive færdig med SLY på en uge. Måske er jeg blevet for gammel til ikke at skrive musik på computer. Det rent fysiske arbejde – fingrene om blyanter – tager overhånd. Bare det hele dog lå på elektroniske filer, så jeg kunne klippe, lægge oven på hinanden, flytte rundt og transponere, uden at skulle spidse 200 blyanter om dagen (Hvor er der dog mange noder (Bare jeg dog var blevet mere påvirket af Arvo Pärts besøg i København)!).

En tidlig morgen i begyndelsen af sidste uge, kom jeg pludselig på Facebook og så mit nye ansigt i bogform!
Min datter lagde mig ud på bogen, og pludselig havde jeg en masse venner, jeg vidste, jeg havde.
Det smadrede min dag fuldstændigt. Hver ven, der kom til, havde venner, som jeg gik på strandhugst iblandt, og jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til, at på netop den dag gik mit normalt ellers så rolige ny-musik-netværk amok, og der foregik en masse parallelle commando raids ind i diverse vennelister. ' Dagens tilbud :100 venner for 24 timer' .
Hvad skulle jeg stille op med alle de venner? Jeg er håbløs med en computer, og kan ikke lægge alle mulige interessante links og feriebilleder ind på siden, og jeg er alt for genert til at lægge søde tekster og vise ord ud på andres opslagstavler uden forudgående opfordring(Da jeg var i den alder, hvor man byder piger op til dans, ventede jeg også på, at de skulle byde, og blev vel den ultimative bænkevarmer!).
Da målet – de 100 venner - var nået, havde jeg derfor lyst til at sende en contratekst ud 'Jeg er en dårlig ven - find en anden', og jeg fortrød et øjeblik, at jeg ikke havde gjort min indtræden på Facebook til et værk i sig selv, og havde fulgt min første indskydelse; nemlig udelukkende at indtage venner jeg overhovedet ikke kendte. Hvad ville mine 'rigtige' venner tænke, hvis jeg groft negligerede deres forespørgsel om venskab, for samtidig at rage venner til mig, der er dem og jeg totalt ukendte.. Eller hvordan ville mine rigtige venner have det, hvis jeg foretrak at være venner med deres fætre, mostre og mødre, mens jeg nægtede deres venskab. Hvordan ville det være at komme til en koncert 3 dage efter og møde alle vennerne, som jeg havde nægtet adgang til min vennekreds, der i mellemtiden var vokset til 1000 stk. – (1000 uden dem!)?
Det kræver mod at skabe et kunstværk, og jeg havde ikke modet til at skabe mit ret ligegyldige Facebookpiece (Ville det være interessant at opbygge en vennekreds på Facebook udelukkende bestående af mænd med fornavnet Bent ?). Måske var jeg også bange for at ingen ville savne mig som ven, og jeg blev i øvrigt hurtigt grebet af beskæftigelsen med at stjæle venner. Kørte rudimenter af mit liv ud på bogen, og blev som andre suget ind i den mærkelige pseudoverden, som uden tvivl er fantastisk og i hvert fald fascinerende, og jeg gider ikke gå ind i noget omkring tidsspilde og ensomhed. Jeg forsvandt blot for en tid lykkeligt (og vil forsvinde igen!) i min computer. Forsvandt i Facebooks utallige forgreninger, der fraktalt lægger sig ud som levende stamtræer. Alle bliver vi anderledes når vi lægger os i en bog, og flere af mine venner var overraskede over at se mig dér – som hvis man pludselig møder sin søster under Triumfbuen, uden at vide at hun er i Paris. Man har et image til man tager et nyt!

(Rigtige venner stiller altid op med en ghettoblaster!
Nu har jeg brug for mine venner, og nu kommer der en vigtig opfordring. Jeg har brug for 10 – 20 mennesker, der d. 8. Juli kl. 20 i Christianskirken på Christianshavn kan medvirke – sammen med den fantastiske organist Jens E. Christensen, i uropførelsen af mit nye, lille værk 'Liebster'. En satellit – et rudiment til og af både min kommende klaverkoncert og 'Sounds like You'. Jeg vil ikke sige noget om stykket, men hvis man vil være udøver (måske for første (og/eller sidste) gang i sit liv), skal man melde tilbage til mig – Enten til min beskedne Facebookprofil eller i form af en kommentar til dette indlæg.
Hvis man melder sig, skal man møde dagen før koncerten kl. 14 i Christianskirken medbringende en trådløs(batteridrevet) ghettoblaster, og så selvfølgelig stille til koncerten. De der melder sig vil ret tydeligt og konkret blive hemmeligt indviet i., hvad det lille orgelstykke har med Klaverkoncerten og 'Sounds like You' at gøre.
Anden betaling kan jeg ikke tilbyde og rigtige venner kan jo heller ikke købes for penge. Der må jo også gerne være nogen til blot at lytte, og de der ikke har mod på, at leve en drøm ud om at spille på en ghettoblaster, er mere end velkomne til blot at overvære koncerten.)