Jeg kan stadig huske det.... jeg kan stadig huske glimtet fra for 14 dage siden...

I mere end 40 år har jeg haft et bestemt billede på nethinden – et minde-billede. Et kig ud af et vindue fra mit barndomshjem – ud over marker med en enkelt ko - og så lyset! Aftenlyset, der lægger sig over marken, koen og nethinden. Det har altid irriteret mig lidt, at jeg husker det billede så tydeligt. Det er jo ret enkelt og uden betydning, eller måske har det haft stor betydning, og det irriterende er så, at dets betydning aldrig er blevet klargjort for mig. I øjeblikket er irritationen over så klart og tydeligt stadigt at kunne huske barndomsglimtet blevet endnu mere belastende, fordi jeg i de seneste måneder er blevet ramt af melankoliens depressive væsen og form, og jeg derfor ikke har lyst til at huske barndomsminder. Minderne bliver til skrig af melankoli!

Derfor var et enkelt øjeblik for ca. 14 dage siden som en ny begyndelse. Jeg vender mig om i det østligste rum i huset i Lammestrup og ser det gullige eftermiddagslys trænge igennem et flor af mirabelleblomster for derved at skabe en forunderlig forgrund for vejen og marken, der skimtes i et nyt lys bag mirabelletræet, og i samme øjeblik jeg ser det, tænker jeg: Det her VIL jeg huske - jeg vil minde mig selv om glimtet længe, og bevidst forsøge at undertrykke det faktum, at vi ikke selv bestemmer hvad vi vil huske, og så i stedet huske bevidst, og måske kan mirabelleblomsterne fortrænge koen, og jeg kan endelig finde og gemme et glimt i mit indre, som ikke vakler på melankoliens tag, men i stedet står med begge ben plantet i nutid og liv. Jeg må så forsøge at glemme eller fortrænge det faktum, at jeg selvfølgelig kun blev grebet af glimtet for 14 dage siden, fordi det mindede mig om glimtet fra for ca. 40 siden.

'Sounds like you' bliver musikalsk en rejse i minder og melankoli.

Teksten – Handlingen: To mennesker – en mand og en kvinde lægger mærke til hinanden i forbindelse med en koncert. - lytter til deres egne tanker gennem musikken. De vender tilbage til koncertsalen til den samme musik for at finde tilbage til en stemning. Undervejs overværer vi gennem deres tanker de møder og samtaler de har udenfor koncertsalen. Mere vil jeg ikke nu skrive om handlingen, om teksten. Et eller andet sted vil det være som at løfte sløret for slutningen på en film eller en bog.

Men musikken. Musikken er bygget af/på melankoliens væsen. Efter at have skøjtet rundt i originale tanker om musikken – stort set alt kasseret, fandt jeg ud af, at det eneste jeg i virkeligheden ønskede var min egen 'gamle musik' – Den tidligere musik som de to personer søger tilbage til er min musik. Den melankolske stemning, der her i begyndelsen af 2008 ramte mig, var nødt til at komme til udtryk – jeg var nødt til at presse den ud i toner – nye som gamle - og ikke bare presse den ind gennem hænderne for mit ansigt til mit nedtrykte sind. Hvad kom først? Var det tankerne om musikken til 'Sounds like you' der medførte melankolien. Eller blev jeg ramt af den melankoli, der altid har været til stede i min musik – 'Skrig og Melankoli' – men som jeg indtil i år altid har kunnet se på udefra som et vidne og ikke som en egentlig medvirkende ? Selvfølgelig var jeg hele tiden medvirkende (uden at være medvidende), men nu må jeg for alvor blive et vidne. Et vidne der kan transformere melankolien til musik.

Det var hele tiden meningen, at musikken skulle bygge på 'Exit Music'. Det lå i bestillingen, og jeg vidste allerede at 'Exit Music' skulle kunne skabe 'Sounds like you', da jeg skrev det stykke til Bergen Festspillene sidste år. Det er 'Exit Music' som skuespillets to personer går ind og hører. Tre gange er vi med dem til koncert – tre gange hører vi sammen med dem 'Exit Music', men det er aldrig helt det samme stykke. Fokus er flyttet i takt med at hovedpersonernes tanker er flyttet og deres liv er ændret. Det lag der første gang det blev spillet var helt i forgrunden, bliver der - anden gang det spilles - skruet dynamisk ned for, og det kommer til at stå som baggrund for det materiale der første gang kun anedes i det fjerne. Der bliver pludseligt skruet op for horisonten så den står skarpt mens motiverne fra forgrunden er blevet utydelige.

I øjeblikket arbejder jeg på den måde med slutningen af 'Exit Music'. Der er tre enkle lag. Melodien – spillet af unisone violiner - er baggrund. Forgrunden er en solo-viola der spiller et rytmisk akkompagnement, men dynamisk kraftigere og over det ligger der et andet rytmisk støjlag (strygere der spiller på stolen af deres instrumenter og der er 3 gange sandpapirblokke i slagtøjet). Sådan er det i 'Exit Music', men nu skruer jeg op for melodien.....eller skal jeg hellere skrue op for støjen for på en eller anden måde at konkretisere det samleje, som helt tydeligt har fundet sted mellem de to hovedpersoner umiddelbart inden?

Tre gennemspilninger af 'Exit Music' gør det ikke – kan ikke gøre det. Ind imellem forsvinder 'Exit-musikken' og der høres glimt af anden musik – Glimt af et mellemspil fra 'Under Himlen' - overmalet med et andet glimt - overmaler 'Exit Music' - og får den musik til at forsvinde. Jeg arbejder som en maler. Lærredet kan være hvidt, men ofte er der et motiv – et gammelt billede i baggrunden.

Musikken er heller ikke blot på scenen. Ligesom de to hovedpersoner kommer musikken ned blandt publikum. I en senere (kortere!) tekst, må jeg skrive om min øjeblikkelige vildfarende trang til at bringe lyden så tæt på publikum som muligt – at male toner direkte på publikummers kroppe!

Min deadline er 1. Januar 2009, men jeg har for mig selv flyttet (nok lidt for optimistisk) den deadline frem til 18. Juli 2008. Gæt selv hvorfor...måske prøver jeg at undgå at flytte lyd fra en æra til en anden?