I ugevis lå visen færdig på mit bord, og næsten hver dag tog jeg den frem, genkaldte mig den og nynnede den, men hver gang skulle der for meget genkaldelse til.
I sidste uge er den så pludselig, hvor den skal være – i min ubevidste nynnen. Jeg registrerer, at jeg nynner, og efter et øjeblik registrerer jeg også, at jeg nynner den melodi, jeg har drømt om at nynne – min lille Blichervise. Jeg holder fast i den – synger af fuld hals - afprøver om jeg kan glemme den. Da jeg er sikker på, at den er umulig at glemme, og at jeg vil kunne synge den i søvne, går jeg ind til bordet, og sammenligner det jeg nynner, med det jeg skrev. Min nynnen fra ubevidstheden har slebet kanter af; men den helt store ændring er de tre første tonen: G – C – Es er blevet til G –Bb – Es. Det på papiret var ellers så rigtigt, og jeg elskede det, kæmpede for det; men hvad nytter det, når min nynnen vil noget andet. Min krop nægtede mig det jeg skrev, men min store trøst er, at jeg har nynnet visen lige siden (Kan man ikke nynne det man elsker, må man elske det man nynner!).

I virkeligheden nynner jeg altid melodier, jeg ikke tænker nærmere over, hvorfor jeg nynner. Melodierne kommer  både når jeg er glad, og når jeg er trist, og det er vist det samme repertoire i alle sindstilstande. Hvis jeg stopper op og tænker på, hvad jeg nynner, er det umuligt at finde en forklaring på, hvorfor den og den melodi er blevet en del af mit nynnerepertoire.
De sange, vi ubevidst synger og nynner, er en del af den ukontrollerede erindring, vi alle bærer på, og som er en af de vidunderlige gåder i livet, vi aldrig får løst. Ligesom vi ikke selv bestemmer, hvad vi vil huske, bestemmer vi heller ikke selv, hvad vi vil nynne. Den store oplevelse eller den vidunderlige sang vi så gerne vil huske hele livet, forsvinder – uden at vi får en chance for at kæmpe imod; mens vi bliver ved med at have billedet af en ligegyldig begivenhed og lyden af en tilsyneladende lige så ligegyldig sang smeltet ind i kroppen.

(Nynnerepertoire (uddrag): Arier af Puccini, div. popsange af bl.a. Wonder, Richie, Kim Larsen og mig selv, ”Sangen har vinger”, ”Jeg ser de bøgelyse øer”, begyndelsen af Bruckners syvende, et par lieder af Korngold og Schubert, et tema fra Langaards ”Himmelrivende” (Hvor i alverden kommer det fra?)...)
....................

(Vi har diskuteret værket i månedsvis – har holdt alle muligheder åbne og er ikke kommet ud af stedet. Pludselig – på ti minutter – fanges vi så i en fælles koncentration, inspiration og beslutter alt!)

Jeg har været helt væk fra verden i mere end en uge. Har skrevet og skrevet. Musikken er kommet hurtigere end jeg kunne skrive den ned. Hver dag beslutter jeg mig for at stoppe kl. 10 om aftenen, men jeg fortsætter bare. Fortsætter, fortsætter til jeg drukner i noder og papir.
”Sneklokker” er titlen på mit stykke for stemmer og klokker, og jeg når vist mit mål: at blive færdig inden sneen er borte.
I går var det ellers ved at gå galt. Det lignede forår om morgenen. Sneen smeltede alle vegne, og markernes mørke pletter blev større. Så pludselig midt på dagen gik tiden tilbage. Kæmpestore klokker af sne faldt fra himlen og på under en halv time var det blevet vinter igen.
En vinter, der har været den længste nogensinde, og hvor jeg har nået at miste tre halstørklæder, tre vanter og et par huer.