I

Jeg har været i kloster.

Aldrig har jeg hørt så meget af min egen musik på så kort tid. 17 stykker på 40 timer på 'Arcus Temporum V' i Pannonhalma-klosteret, hvor jeg til 5 koncerter har spadseret hånd i hånd med Tjajkovskij – kun musik af os to.

Jeg ville aldrig før have troet, at jeg havde noget videre tilfælles med Tjajkovskij. Hans musik forsvinder altid for mig, efter at jeg har hørt den (For andre har vi måske det tilfælles!). Vi kommer her til Ungarn med hvert vores sprog og mødes i et tredje. Når vi kommer ud efter koncerterne, kan vi ikke forstå de ord, der summer omkring os; men det er vidunderligt at være fri for at kunne forstå et eneste ord, og måske har vi alligevel noget til fælles:

('Der spilles ikke længere på violinen, den mishandles, den rives i stykker, den bankes gul og blå...Tjajkovskijs violinkoncert giver os for første gang den frastødende tanke, at der kan findes musik der stinker i øret.'

(Eduard Hanslick: om Tjajkovskijs violinkoncert))

('Komponisten Bent Sørensen kan decideret ikke skrive for stemmer, og det har han nu plastret på i seks år ved at give samtlige sangerinder i operaen 'Under Himlen' skæve nødskrig og så ellers kaste lydeffekter som protester op fra orkestergraven. Stillet over for en sådan totalskade....der bestrider en talerolle og således er sluppet for at skrige efter noder....Men de to tidshandlinger skamskydes af Bent Sørensens smældsmusik.'

(Peter Johannes Erichsen: om Bent Sørensens opera))

Der er en stemning på dette kloster, som ikke kan beskrives. Her er fred og inspiration. Kunstarterne mødes. Der er mest musik; men i et utroligt tæt pakket program, der samtidigt formår at ånde i ro, smelter musikken sammen med dans, film og installationskunst.

En voldsom, smuk og erotisk danseforestilling af Pal Frenak: 'InTimE' bliver uropført, og jeg tager den med mig hjem. Pal Frenaks kunst er påvirket af en opvækst med døve forældre. Kroppenes tegnsprog – ordløst; men de novelleagtige tableauer ender i ord. Bob Dylans 'Knocking on Heavens door' smelter ind i forestillingens sidste tableau, og jeg bliver rørt og mindet om, at den sang er det bedste i verden(Det er der heldigvis stadigt meget der er!).

II

III

'Men i stedet for at drage fra sted til sted og aldrig vide, hvem jeg vil finde, og hvis ører vil åbne sig for mig, i stedet for at leve i ren tillid til min fortælling, har jeg forskrevet mig til papiret. Beskyttet af borde og døre lever jeg nu som en fej drømmer, mens de lever midt i markedets mylder blandt hundrede af fremmede ansigter, der dagligt skifter uden at være belastet af kold og overflødig viden, uden bøger, ærgerrighed og tom anseelse. Jeg har sjældent følt mig godt tilpas blandt de mennesker på vores breddegrader, der lever af litteraturen. Jeg har altid foragtet dem, fordi jeg foragter noget hos mig selv. Jeg tror dette noget er papiret. Her befandt jeg mig pludselig blandt digtere, jeg kunne se op til, fordi der ikke fandtes et eneste ord af dem at læse.'

(Elias Canetti: Stemmerne fra Marrakesh)

IV

V

'He could dream in seven languages: Italian, Spanish, Arabic, Persian, Russian, English and Portuguese. He had picked up languages the way most sailors pick up diseases; languages were his gonorrhoea, his syphilis, his scurvy, his argue, his plague. As soon as he felt asleep half the world started babbling in his brain, telling wondrous travellers’ tales. In this half-discovered world every day brought news of fresh enchantments. The visionary, revelatory dream-poetry of the quotidian had not yet been crushed by blinkered prosy fact.'

(Salman Rushdie: The Enchantress of Florence)

VI

(20. august: Budapest.

Jeg er til den første prøve på 'Birds and Bells' med Umze ensemblet, dirigenten (og violinisten) Andras Keller og basunisten Robert Kaip. De stemmer deres instrumenter. Jeg sidder klar. Det er altid et mærkeligt spændt øjeblik. Dette øjeblik lige før den første tone sættes an, med musikere jeg overhovedet ikke kender. Hvordan spiller de? Forstår de mit sprog? Kan man læse og forstå sproget i partituret, eller skal jeg sige en masse. Hvis jeg skal sige en masse, er det næsten sikkert, at det er det samme, jeg skal sige, som jeg også sagde til helt andre musikere, de andre gange værker er blevet prøvet. Det er i så fald nok på tide, at jeg retter mit sprog til i partituret, så det kan forstås, uden at jeg behøver at sidde og oversætte.

De spiller fantastisk (og gør det senere til koncerten i Pannonhalma). Det er gribende at tænke på, at alle disse musikere har slidt med mine noder - har øvet og øvet og er kommet frem til at kunne tale mit sprog. Jeg må rette noget af det sædvanlige – og nu må jeg se at få rettet det, så det er 'stavet rigtigt' i partituret.

Vi kommunikerer sammen på engelsk; men ellers tales der mellem musikere og dirigent udelukkende ungarsk, og jeg forstår ingenting. De kan i princippet sige hvad som helst med ord, det eneste jeg forstår kommer fra deres instrumenter.

I en pause går vi sammen ud i en lille gård. De er venner – smiler til mig, men taler ungarsk til hinanden. Jeg ringer til Danmark - primært for at høre et sprog kun jeg forstår, og for at lade andre høre mit hemmelige sprog!

VII

'Jeg sidder med skånet krop, bøjet over den bog der har stjålet mine bedste år. Ingen

kan læse den nu. Ingen taler i gaderne her vort sprog. En for en forsvandt mine landsmænd under den blafrende teltdug man kalder død. Andre sprog jeg ikke forstår pibler ind i favntag og bønner. En ny verden på den gamles ruiner.'

(Göran Tunström: Tyven)

VIII

IX

'Alexander Krawczuk: Spotkania z petroniuszem.'

(I snart et år, har denne bogs titel været nedskrevet som en note i min mobiltelefon. Jeg så den i et vindue hos en boghandler, og jeg ville have læst den, hvis jeg kunne forstå den, eller hvis jeg havde fundet den på et sprog, jeg kan læse!)

'It is pain flowing down slowly on a white wall'

(En linie fra et digt af den ungarnske lyriker Miklos Radnoti, som jeg får stukket i hånden af en tilhører i Pannonhalma. En linie hun kom til at tænke på, da hun hørte min musik. Jeg blev glad. Måske minder den mig også selv om musikken, og jeg har i hvert fald fået en ny sætning, et nyt billede, der kan bringe mig tættere på, at forstå hvordan mit eget sprog lyder!)

X

Pannonhalma: 'A room with a view' så det vil noget! Rummet ligger mod øst. Der er ingen gardiner, og jeg går i seng med månen stående tæt og lysende i vinduet. Da jeg vågner er det med solen i øjnene, og en myg har sat sig sine spor.

(Støjen af cikaderne er en vellyd – Cikada spiller min musik vidunderligt i vores fælles sprog!)

XI

Pannonhalma: En udstilling: 'From the Ikon to the Installation'.

Et værk bliver ved med at trække mig hen til sig. En video. En robåd i mørke. En kvindestemme der taler ungarsk. Jeg lytter, og forstår fornemmelsen og tiltrækningen allerede før jeg læser:

'To the one who believes in little, in everything only the light is significant. S/he only marries the one who is eternal. That which comes just as it always did, will thus not even depart. Which is thus selfless. Birth is a dark thing, from something into nothing. I respect death as bright and lumious. Fallibility sucks away the existence between the two. There is light, one among different kinds of faces that I recognise. While it illuminates, it does not render comprehensible. A property that I cannot possess. But then it simply comes, and it creates a clear situation. I recognise its steps. Brevi manu.

Night is falling. Take off my clothes. Place warm stones on my back, ones that the water has worm down to smoothness. Their temperature should be like a high fever. Release the rowboat, and put it in the water. But don’t light a candle: there will be light, that is enoght.'

(Erika Baglyas: Brevi manu)

XII

(19. august, morgen: Forskrift – Jeg er næsten på vej til Ungarn.

Jeg har netop skrevet den tiende og forhåbentligt endelige version af begyndelsen af fjerde sats af min 'La Mattina'. Det er så enkelt, at det næsten er løgn. Typisk: Det ene lag – noget så fjernt fra mit sprog som en fagotsolo – skal være uhørligt; men det der ligger hen over – et pre-ekko, af det klaveret skal spille efter et glimt af stilhed, skal være endnu tystere - uhørligt som kun hørbart i en drøm. Det bliver det helt tredje: Et langt, dynamisk stigende 'd' unisont i fløjte og kontrabas, der indikerer at jeg skriver i mit eget sprog, trods den anderledes enkelhed ('D’et' er som en reel inspiration (trækken vejret ind), før klaveret pludseligt er til stede og exspirerer!). De mange gennemskrivninger er i virkeligheden resultatet af min søgen efter at finde mit sprog blandt alle mine indfald, lyde og idéer. Finde det sprog igen som kun jeg i virkeligheden forstår, og som jeg egentlig heller ikke forstår, men som jeg forstår hvorfor, jeg ikke forstår uden at kunne forklare det for hverken mig selv eller andre. Jeg kommer til forståelse med sproget i én lang udholdt tone!)