Fuzzy
Eklekticisme
Begrebet har et vist sammenfald med stilpluralisme, og som dét, beskriver det snarere en konceptuel indgangsvinkel end en veldefineret stil eller holdning. Med begrebets basis i betydningen "udvælgende" beskriver det en tendens til at blande elementer som ikke normalt optræder sammen, f.eks. både historiske og moderne, både tonale og atonale, både fra klassisk musik og populærmusik etc. Begrebet benyttes også i negativ betydning om kunstnere som menes at savne personligt særpræg eller originalitet.
Elektronisk musik
Elektronisk musik er musik, der ikke spilles på akustiske instrumenter, men fremkommer gennem komposition i lyd, især på computer. Der var en gang, hvor musique concrète ikke blev betragtet som elektronisk musik af ideologiske grunde, men en sådan frasortering er hverken relevant eller hensigtsmæssig i dag. Elektronisk musik er således langt hen ad vejen synonymt med det, der ofte kaldes "elektroakustisk musik" - en absurd, omend traditionsrig betegnelse (hvorfor ’akustisk’?). Begrebet elektronisk musik er dog bredere og omfatter også electronica og mere populærmusikalske fænomener.