“Bekymring 1” fra Omvej til omvej...

Der er tre slagtøjsspillere i stykket - to af dem har en megafon i deres instrumentarium. 

Megafonerne er på den ene side blot instrumenter på linie med deres andre instrumenter - man kan for eksempel lave forskellige støjlyde, ved at man puster kraftigt eller svagt i mikrofonen fra forskellige afstande, eller man kan lave semi-kontrollerede feedback-toner, ved ultra-langsomt at føre mikrofonen ind foran højtaleren fra siden. Forskellige afstande mellem mikrofon og højttaler giver forskellige tonehøjder, alle med sinus-agtige kvaliteter.

På den anden side, er megafonen også ment som et konkret element, der viser væk fra selve musikken, og som kan bruges til en slags symbolsk eller auratisk instrumentation. Selv om megafonen er et stærkt symbol, peger den dog ikke i én bestemt retning; den er både et klassisk redskab til styring af masserne og til revolution. I dette stykke udgør den også et slags impressionistisk element fra mit første besøg i Shanghai: Mit hotelværelse lå på 20. sal ud mod en skolegård, og ofte blev jeg om morgenen vækket ved lyden af en megafon-stemme, som gelejdede børnene rundt i skolegården i en eller anden form for leg eller øvelse.
(Generelt er en megafons lyde dog - så længe der ikke snakkes i den - ikke i sig selv karakteristiske nok til at man kan genkende den som megafon eller symbol og skal derfor - som meget andet i dette stykke - helst ikke blot høres, men også ses).

Kun i første halvdel af stykket bruges megafonerne til at lave feedback-toner. Og min bekymring var desværre berettiget - de var blevet langt sværere at kontrollere. Det er som om feedback-mekanismen bliver lidt anderledes, hver gang jeg transporterer megafonerne (indtil nu har de været i Shanghai, Darmstadt, Bruxelles, Göteborg, Odense, Paris og København, da de samme megafoner også bruges i værket On And Off And To And Fro for tre instrumenter og tre megafonister). Præcis denne model var den bedste jeg kunne finde til feedback, men den er i mellemtiden gået ud af produktion! 

Der er to problemer med de fleste andre megafon-modeller, jeg har prøvet: 
1) Forstærkningen forsinkes som regel en lille smule og fades ind for at undgå netop de klik-lyde, som bruges en del i stykket, og forsinkelsen umuliggør også en præcis indsats af den glissando-effekt, som kommer, hvis man starter mikrofonen, mens den er helt tæt på højttaleren og bevæger den hurtigt væk. 
2) Mange megafoner reklamerer med “anti-feedback” teknologi, hvilket i praksis betyder, at feedbacken kommer sent og meget pludseligt, i stedet for gradvist, som jeg ønsker det. Der må bestemt findes andre mærker, der kan overtage mine Welleman-megafoner, men jeg har ikke rigtigt haft tid til at lede og eksperimentere. Til gengæld har jeg ringet til omkring 50 forhandlere rundt omkring i Europa for at høre, om de havde nogle af de gamle på lager.

Det kunne godt lade sig gøre at kontrollere feedback-tonen nogenlunde, da jeg demonstrerede teknikken for slagtøjsspillerne før orkesterprøven. Men det var svært for mig – en ellers efterhånden garvet megafonist – og slagtøjsspillerne fik det aldrig rigtigt til at fungere. Og som forudset gjorde det et par af blæserne lidt mugne med de utilsigtede pludselige, kraftige hyletoner i nakken, og de fik opstillet deres plexiglas-lydmure. I første omgang var løsningen at pege megafonerne baglæns, hvilket dog gør, at man så ikke hører de før nævnte klik-lyde. Det må de så kompensere for ved at trykke så hårdt, at man i det mindste kan høre det mekaniske klik fra knappen. 

Måske (in my dreams!) får jeg tid til at kigge efter nogle nye megafoner i Shanghai ...