Elliott Carter

Process music

Begrebet process music er amerikansk og er blevet brugt til at betegne noterede eller ikke-noterede musikalske forløb, hvor musikken forløber processuelt efter en på forhånd fastlagt retning. Begrebet er især knyttet til den amerikanske minimalisme, hvis langsomme ændringer af tilsyneladende repetitive figurer har en processuel karakter. De mest prægnante eksempler regnes for at være Steve Reichs tidlige værker såsom klaverværket Piano Phase (1967) samt de elektroniske værker It’s Gonna Rain (1965), Come Out (1966) og Pendulum Music (1968).

I virkeligheden har man sandsynligvis altid kendt til musikfrembringelse, som havde proceskarakter, eftersom musikken var knyttet til riter eller religiøse forløb. Gregoriansk sang kan til en vis grad siges at være procesorienteret musik i den forstand, at der er tale om konstante variationer over et minimalt, musikalsk materiale. Det samme gælder visse af renæssancens kunstfærdigt udførte kanonværker, først og fremmest Johannes Ockeghems Missa prolationum fra anden halvdel af 1400-tallet, hvor det samme musikalske forløb afvikles i flere forskellige tempi som en såkaldt mensurationskanon. Også wienerklassikkens og romantikkens per aspera ad astra-symfonier kan siges at beskrive en musikalsk proces fra kamp til forløsning.

Som teknik opstod processen muligvis allerede med Elliott Carters værker fra 1940’erne. Også Karlheinz Stockhausen og John Cage har op gennem 1960’erne arbejdet med teknikken, der med Brian Enos ambiente værker i 1970’erne, ikke mindst på albummet Discreet Music, fik en markant fornyelse. Teknikken har fortsat stor betydning ikke blot inden for kompositionsmusik, men også i den mere eksperimenterende electronica, ambiente electronica samt eksperimenterende rock, hvor anvendelsen af loops har sat de processuelle aspekter af musikfrembringelse i centrum. 

Avantgardisme

Brugen af begrebet "avantgarde" (direkte oversat fra fransk militærsprog: en fremskudt førerstilling) har uklare historiske rødder, men musikalsk er ordet knyttet til den europæiske og amerikanske serialisme efter 1945 - året da Anton Webern, hvis musik i visse henseender var et varsel om serialismen - blev dræbt ved et vådeskud. I dag bruges udtrykket imidlertid langt mere generelt om holdningerne bag alle eksperimentelle, modernistiske, bevidst fornyende tendenser i musik skabt efter Anden Verdenskrig, også uden for den klassiske musiks område.

Komponister: Karlheinz Stockhausen, Pierre Boulez, John Cage, Iannis Xenakis, Harrison Birtwistle, Sylvano Busotti, Luciano Berio, Mauricio Kagel, Earle Brown, György Ligeti, Morton Feldman, David Tudor, Elliot Carter, Milton Babbitt