Imellem musikkens spørgsmål
Komponisten Bjørn Bolstad Skjelbred er, udover at være aktiv jazzmusiker, også en dygtig underviser i komposition. Som min privatlærer i årene inden min konservatorietid er det ingen overdrivelse at sige, at han har været toneangivende i formningen af min, og mange andres, musikalske barndom. Naturligvis har jeg mere end én gang været i opposition til min “opdragelse”.
Her sidder jeg så nu, 37 år gammel, og bliver igen konfronteret med nogle af mine mere ubegribelige ungdomsoprør. Og nu kræves det, at jeg forholder mig objektivt til min musikalske opdragelse, hvilket er hundesvært. Det er derfor en mangefacetteret opgave jeg påtager mig som anmelder af denne udgivelse.
Jeg kigger igennem bookletten i den tilsendte blu-ray audio disk(!) og læser om musikken inden jeg hører den. Jeg går alligevel farvet til opgaven, så hvorfor ikke ligesågodt dobbeltfarvet?
Asbjørn Schaathun tegner i bookletten en sjældent nærværende og præcis beskrivelse af Skjelbred. Hans ord hjælper mig med at se manden og hans musik i et noget mere objektivt lys, og for lyttere som ikke kender til Skjelbreds musik, så vil jeg tro at ordene er til stor hjælp i forhold til hvordan man møder pladens værker.
En konsekvent æstetik
Produktionen, musikerne og den fantastiske lyd sørger også for at jeg fuldt ud kan koncentrere mig om indholdet. Musikken bliver fremført med stor forståelse for Skjelbreds æstetik og flere af pladens musikere har mange års samarbejde med Skjelbred bag sig. Der er en særlig naturlighed eller selvfølgelighed i den fælles forståelse jeg hører mellem musikere og komponist.
Det er altid interessant at dykke ned i en slags “best-of” verden, hvor værkerne tilhører det nogenlunde samme æstetiske rum. For selvom værkerne er spredt ud over et tolvårsperspektiv bevæger de sig indenfor en meget stabil æstetik. Der er ingen afgørende musikalske udsving. Han er konsekvent og forholdsvis traditionel i sit udtryk og jeg finder musikken let at følge. Det er svært at spore en decideret æstetisk udvikling over årene, der har radikale konsekvenser for det klingende resultat.
Som en japansk have
Noget jeg bider mærke i, er at alle værker på denne plade står knivskarpt. Forbundne, men hvert i sit eget univers. De er alle som koncentrede meditationer med tydelige indholdsmæssige afgrænsninger. Til trods for værkernes stærkt afgrænsede miljø er det ikke værker, der på nogen måde er entydige eller indholdsfattige. Asbjørn Schaathun nævner arven efter Debussy med dennes cirkulære, ikke-målrettede form som en af Skjelbreds inspirationskilder, hvor han også trækker linjer til noget østligt: “[…] dette mærkelige link mellem fransk kunst og æstetik, og østlig sensibilitet ovenfor øjeblikket udtrykt gennem tilstedeværende, cirkulære, ikke narrative formtyper”, som Schaathun skriver.
Jeg kommer i tanker om en sammenligning Bent Sørensen engang brugte om en lignende type form og æstetik, som han betragtede som “[…] en musik, der er som en japansk have.”. Jeg forestiller mig haven som én, hvor man går rundt i et meget kontrolleret miljø, med interessante detaljer, og hvor der er mindre men ikke forstyrrende overraskelser og ro til at indtage alt dét, der omslutter en.
Skjelbreds musik er poetisk, melodiøs, og uden voldsomme og påtrængende udsagn. I sin tydelighed er det, i forhold så meget anden “ny musik”, en meget lyttervenlig musik som jeg finder interessant og underfundig i sin lavmælthed. Den provokerer mig ikke, ej heller får min virkelighedsopfattelse et lyskespark. Jeg bliver eftertænksom, opmærksom, nærmest mediterende. Hvis der er bevidsthedsudvidende egenskaber i denne musik, så kommer de snigende, indefra, subjektivt.
Ydmyge konfrontationer
Musikken er ofte melodisk båret. Kun få gange stikker instrumentationen frem som det bærende element. Jeg forestiller mig musikken transkriberet til klaver: melodi og akkompagnement. Det går op for mig at materialets største værdi overordnet set ligger i tonerne, melodierne, rytmen. I forholdet mellem indhold og overflade ligger Skjelbreds fokus decideret på det første, medens overfladen er præget af klassisk behandling af instrumenterne. Dette adskiller Skjelbred fra de af hans kollegaer, der arbejder mere intenst udforskende i forhold til overfladen: instrumentbehandlingen, klange, underlige lydkvaliteter osv.
Det poetiske og meditative må ikke forstås som navlebeskuende, ligesom hverken rytmisk eller melodiøs skal opfattes i de mere populære forståelser af begreberne.
Musikken undlader de store “universelle”, objektive problemstillinger, men den er ikke privat. I Bjørns inadvendte musikalske univers finder jeg også hurtigt en udstrakt hånd til lytteren. Han har noget at vise os og nogle spørgsmål at stille og vi inviteres ind i musikken.
I interviews og i bookletten bliver der talt meget om at musikken skal stille os spørsmål. Men det er hverken konkrete spørgsmål, der kan besvares med et rigtigt eller forkert svar eller grundlæggende spørgsmål, der handler om hvad musik er eller kan være. Det er snarere spørgsmål, der maner til undren: Det er lidt som om at blive modtaget med åbne arme hjemme hos nogen, hvor man må gå rundt i huset og kigge i skabe og reoler, på ting der ligger, hænger, bevæger sig, står stille. Og på spørgsmålet “Hvad er det?” får jeg svaret: “Hvad synes du selv, det er?” Ydmyge konfrontationer.
Dette fokus på spørgsmålene resulterer i en musik, der er åben og fri for et særligt forståelsesfacit. På denne måde skal lytteren deltage mere aktivt, end hvis det bare var Skjelbreds sandheder, vi blev konfronteret med.
Musikken kunne gå hen og bliver en række udsagn, der ikke hang sammen, men det er ikke tilfældet. Vi er i et rum, hvor der er nogle indbyrdes sammenhængende ting, vi kan kigge på. Samtaler går i gang, standser, og begynder igen fra et andet udgangspunkt. Bjørns æstetisk konsekvente og nærmest simplistiske renhed efterlader ingen tvivl om “miljø”. Vi forstår hvor vi er og derfor får vi muligheden for at betragte og undres.
Forædlingens kunst
Hvor er denne musiks plads i nutidens kulturlandskab? Jeg tænker, at det er en musik, der er forholdsvis svær at sælge for tiden, ihvertfald i Norden. Den har intet “tema” i form af udenommusikalske pointer, ingen politiske eller samfundsmæssige problematikker. Den behandler ikke fortiden i nyt lys, ej heller peger den frem imod en særlig ny æstetik. Der er ingen wow-effekter i form af ekstreme instrumentatoriske greb, performanceelementer, video eller lys osv.
De historier, der fortælles er lige så gamle som sproget selv. Skjelbred fortæller historier fra et sted hvor kommunikation er rammen; udsagn og reaktion, spørgsmål og svar. Hans fingeraftryk er hans evne til at være spørgende i sit sprog. Ikke tvivlende, men åben. Ydmyg, men ikke tilbagetrukken. Stille og lavmælt, men ikke usikker. Der er meget lidt humor og ironisk distance. Det er alvorligt, og det skal tages alvorligt.
Selvom musikken uden tvivl passer ind under faldskærmen “ny musik”, så hører jeg den ikke som aktuel som sådan. Det skal ikke forstås som noget negativt, for jeg tror heller ikke Bjørn er særlig interesseret i at være den type pioner; avant-gardisten, som løber forrest i den musikalske udviklingskamp. Han viser med sine værker (som i hans øvrige virke som musiker, arrangør, jazz-komponist, underviser) altid et imponerende overblik over det, han arbejder med. Han har styr på sit shit, for at sige det på moderne dansk og det er en kvalitet, som ikke nødvendigvis forbindes med pionerer, hvor chancer, usikkerhed, tilfældigheder og eksperimenter ofte er katalysatorerne. Jeg fornemmer en større interesse for forædlingens kunst og en interesse for det intime, mellemmenneskelige, samtalen, kommunikationen.
Og jeg er taknemmelig for at der også er plads til sådanne kvaliteter i kulturlandskabet, særligt når de formidles så velfungerende og smukt som her.
Der findes en altid eksisterende skønhed i et fokus på det uforståelige og ubesvarlige i mellemmenneskelige relationer, som Bjørn er optaget af. Som han selv bliver citeret for i bookletten, så ser han forståelsen mennesker imellem og vores møde med kunsten som “en logaritmisk kurve - en parabel, med en stejl udviklingskurve der langsomt nærmer sig grundlinjen, men aldrig kommer til at røre den. At fuldt ud forstå et andet menneske (eller sig selv) er, sådan set, umuligt.”
At jeg oplever hans musik som forholdsvis let tilgængelig og tydelig, kan skyldes at ophavsmanden har haft stor indflydelse på mig i mine yngre år. Men som ovenstående citat beskriver, så vil jeg aldrig fuldt ud forstå manden og hans musik. Men det er heller ikke meningen. Det er i spændingsfeltet imellem musikkens spørgsmål og min egen undren at jeg beriges.