Morendo Morendo – My Paris Is Called Colchester

Der er konstante dobbeltheder på færde på Goodiepals nye udgivelse, Morendo Morendo – My Paris Is Called Colchester. Konstant, eller rettere: på svimlende mange planer, simultant. Tre-, fire-, mangedobbeltheder, eller snarere: mangfoldigheder, berøringsflader.

Jeg prøver at skabe en form for overblik. Hvad har jeg med at gøre? 

En plade. Dens cover, på forsiden: en fortegnelse over indholdet på hver af de seks sider på de tre vinylplader. Graffitiseret titel omkranser fortegnelsen. I midten, i baggrunden: distorted billede af Goodiepals velomobil, som han kalder Kommunal Klon Komputer. På coverets bagside: Goodiepals ikoner (Snappidagg Flökræa, Sygnok Mickey Mouse, Århus Tekno Warrior), og en tidslinje (“1994 (Århus)-1999 (Paris) –> Colchester – Right Now!”), der er placeret langs en tekst om færøsk folkedans (trykt på seks sprog), som virker til at være skrevet af en antropolog:

Den færøske folkedans er på én gang et punkt før det første punkt på tidslinjen, et udgangspunkt måske (hvis vi tænker lineært), og et punkt, der er del af “Right Now!” eller et sted ude i fremtiden. Der er både noget anakronistisk og utopisk over folkedansen, den ligger på en eller anden måde meget langt væk i den ene og anden tidslige retning, i hvert fald set herfra, et tilfældigt sted i Danmark. Men den virker dybt meningsfuld og beundringsværdig. Som idé, som tanke, er den lige her og nu foran mig. Intentionen kunne være fortidsgenoplivelse og fremtidsimødekommenhed.

Goodiepal er desuden, som mange nok ved, fra Færøerne.

Jeg drages åbenlyst af udgivelsens objektmæssige karakter, ikke bare fordi jeg – mod min vilje – netop har væltet et glas rødvin ud over de tre sleeves, der holder på de tre fonogrammer, men fordi Goodiepal virkelig har arbejdet med den grafiske side af objektet og objektet som platform for at distribuere information: Det er spækket med optrykte tekster, håndskrift, tegninger, henvisninger og billeder. Kroge, indgange, udgange. Et enormt materiale at overskue, en rundhåndet gestus fra Goodiepals side.

Hvorfor hedder udgivelsen Morendo Morendo – My Paris Is Called Colchester? Morendo Morendo er italiensk, påstår søgemaskinen, og betyder ‘døende, døende’. Hvem, hvad er døende? Hvorfor gentagelsen af Morendo? For at gøre titlen pompøs, sørgelig, sørgende, advarende, parodisk, rytmisk, flertydig? Er Paris døende, er Goodiepal?

ACE, en gentlemans sviner og tiden der kan flyttes rundt på
Mulige svar gives på side A, som åbnes af Goodiepals DJ Audio Svar-jingle, hvorefter man situeres i showroomet på Colchester Arts Center i december 2013, “where I for the last 10 years on every month of December have performed my music and where this very live phonogram is recorded”, som Goodiepal skriver på sleevet til side A/B. På pladen snakker Goodiepal, henvendt til publikum i Colchester, om en koncert han spillede på Institut de Recherche et Coordination Acoustique/Musique (IRCAM) i Paris i 1999. Han tilsviner muntert det franske akademiske musikmiljø og snakker om hvordan man i det franske miljø gør nar ad det britiske, bl.a. joker de angiveligt med at “all British music is based on Greensleeves”. Han snakker om hvordan han på det tidspunkt var anerkendt i Paris og om sit efterfølgende “downfall”. Han siger at det “might be the last show. I’m not saying it is, but it might be”. Han siger det på en måde der diskret antyder at han bevæger sig mod døden, hastigere end det er meningen, hvis jeg kan sige det sådan. Morendo: den parisiske holdning til musik. Morendo: Goodiepal. Måske.

“might be the last show. I’m not saying it is, but it might be”

“Dear Colchester, when I was young I thought that Paris was the place to be, but that was because I haven’t been here yet, cuz this is the place to be, we’re gonna lift the groove, we’re gonna peak out into the winter night, and one more thing: we’re gonna take Paris and bring it here, so tonight – my Paris is called Colchester, -chester, -chester!” rapper Goodiepal, med overskud og bevidst kiksethed, en slags forsamlingshus-rap.

Koncerten, han afholdt på Ircam, blev optaget, og ifølge kontrakten (som er absurd gammel) mellem Goodiepal og Ircam har sidstnævnte retten til at udgive optagelsen og har, ifølge Goodiepal, givet ham 14 dage til at færdigmixe den. Goodiepal vælger så at bruge sit årlige show i Colchester på at mixe optagelsen live. Koncert blandes med live-mixing, og alt dette hvirvles ind i historien om en institution og de krav den kan gøre på kunstneren, som Goodiepal både morsomt, ømt og spydigt afmonterer; i øvrigt sammen med forestillingen om Kunstneren selv. Han snakker løbende ind over optagelsen, punkterer den, afbryder den – med snak, med brudstykker af Greensleeves “dedicated für Ircam”, med ultrasonisk lyd fra sin nyanskaffede nebulizer. Man er lige ved at flyde ind i groovet, på sit værelse, hvor man sidder og lytter til pladen, lige ved at blive indfanget i det enkelte tracks univers, som man tror vil bestå, men det univers man befinder sig i, er forvandlingen selv. Der er hele tiden noget der forlades, noget nyt man støder på. Musikken er ikke ren, den fiktion leger Goodiepal ikke med på, eller man kan sige at han flytter grænsen for den fiktion. De mange afbrydelser gør også, at man bliver påmindet om at Goodiepal har ærinder, der rækker ud over musikken i sig selv: bl.a. at tage pis på Ircam.

man bliver påmindet om at Goodiepal har ærinder, der rækker ud over musikken i sig selv

Side A fortsætter på side C og E og danner tilsammen et forløb med kendte Goodiepal tracks såsom Nokia/Matrix, B&O adventure trance, Poetry in Motion 3D, som let og med en vis smadret elegance blandes med folkemusik og viser (danske, norske, engelske), nebulizeren (hvis lyd Goodiepal beskriver som “snare drums from behind a curtain”) og Goodiepals snakkende, growlende, rappende, syngende, fløjtende indgreb. Fuld knald på, peppet og lystigt, naivt og kritisk.

Alt det kan måske virke forvirrende og informationsmæssigt tynget, massivt. Men så er der sleevese’ne til side A/B og C/D, hvorpå to anmeldelser af en Goodiepal-koncert fra Jazzhouse, København, i januar 2014 er optrykt. Hvor koncerten fra Colchester i december 2013 er en omgørelse af koncerten i Paris i 1999, er koncerten i Jazzhouse i januar 2014 et playback af koncerten i Colchester. Tænk lige over den mangfoldighed af lag (situationer, kontekster, tider…) som Morendo Morendo – My Paris Is Called Colchester fletter ind i hinanden, og sgu hverken på en kaotisk eller rodet måde, snarere gøres det med forstyrrende klarhed.

Hvad sker der så ved at optrykke de to anmeldelser? Værkmæssigt kommer det til at pege på punkter i tid: Paris, Colchester og det i kraft af anmeldelserne etablerede punkt, København, hvor så Colchester bliver det midterste punkt som Paris og København strækker ud. Derved opløses det Colchester’ske i sig selv, og Paris og København bliver inficeret med “the Colchester feel”. Og det at selve musikken (og performancen, rummet, stemningen) bliver beskrevet og vurderet, lad os bare sige formidlet af de to anmeldere, rummer for mig at se det potentiale, at man som lytter er befriet for at indtage en lignende position. Goodiepal indskriver altså kritikken i værket, og denne kritik bruges både som en afvisning af Værket som autonomt og ubesmittet af omverden og som en udvidelse af de informationer fonogrammerne distribuerer. I samme vending kritiserer Goodiepal kritikken via kommentarer skrevet med fyldepen i anmeldelserne. Lag på lag på lag.

BDF, kapløb mellem samtale og house
Hvor forløbet, som side A, C og E danner, er vævende, cirkulerende, som om det kunne fortsætte i uendelighed, er forløbet, som side B, D og F danner, lige ud af landevejen, lineært, endda iscenesat – via Audio Svar- fortælleren – som et kapløb mellem to lydspor: Det ene lydspor er Goodiepal i samtale med ægteparret Clark. Denne samtale er udsendt i deres podcastserie Future Library. Det andet lydspor er en jam af en ambient house trio, som består af Goodiepal, Dr. Illington og Tommy G, en optagelse tilbage fra 1994. Samtalen er distorted, minder i lyden om at lytte til stemmer i gamle telefonrør, og der er svagt ekko på. Goodiepals mekaniske fugl synger langt inde på side D. Jamsessionen opererer med tunge beats i flere hastigheder, støj og diverse effekter. Man er i et drømmeunivers, man hører nogle gange samtalen tydeligst, andre gange tydeligst musikken. Vi snakker 84 minutter i alt. Hvem vinder kapløbet? Samtalen vinder kapløbet. Er der en pointe i det? Det må der være.

Samtalen kan man lytte til her: alonetone.com/theealex/tracks/episode-13-goodiepal. Den handler bl.a. om ikke at have et hjem, men i stedet være undervejs i velomobilen, den bil-lignende cykel som Goodiepal har brugt for at komme fra a til b. Udmatte sig selv under transport, ikke udmatte klimaet ved at rejse med fly; køre på ris og bønner, ikke olie. Hele det sociale, det kropslige ved at rejse på den måde, ved ikke at have et hjem, men at bevæge sig fra sted til sted, fra ven til ven. Utopiens nærvær.

Det er netop det kommunikative, det at meddele, det at dele, der er den bærende kraft på Morendo Morendo – My Paris Is Called Colchester. Samtalen, ikke længere enetalen. Ikke det enkelte track, men tracket sammen med stilistik ubeslægtede tracks, en slags filtning. Ikke den finpudsede autentiske koncertoptagelse, men optagelsen indkapslet som Audio Svar og derved gjort til intentionsforstærket meddelelse direkte henvendt til lytteren. Og storformen: ikke bare et parallelforløb, men et berøringsfladerum hvor de to forløb mødes. Ikke stedet i sig selv, men stedet der bringes med til et sted. Ikke bare den rene optagelse af samtalen, men samtalen ført ind i påkaldende ekkorum.