Solen mørklagde Den Grå Hal

I en pokkers kold men dog temmelig fyldt Grå Hal kunne man lørdag den 2. februar slappe helt af og trygt læne sig op ad de meget brede lydbølger, som kom oppe fra scenen og forplantede sig i det store rum. Bølgerne blev i første omgang leveret af den græske trio Mohammad og dernæst af aftenens hovednavn: dronefænomenet Sunn O))) fra USA. Sidstnævntes særlige bandnavn er en form for typografisk gengivelse af den amerikanske forstærkerfabrikant Sunns logo, der afbilleder en sol, som afgiver bølger. Firmaet var blandt de første til at producere virkeligt kraftige rørforstærkere tilbage i 1960’erne, og blandt entusiaster har dette forstærkermærke i dag nærmest legendarisk status. Sunn O)))’s musik er på sin vis også en hyldest til ”tung rock” gennem tiden. Bas, trommer og rytmer har dog ladet pladsen til fordel for en næsten pervers dvælen ved de forvrængede guitarakkorder. Riffet og rørlyden er i centrum. Det er heavy taget til sin logiske konklusion og sendt tilbage fra fremtiden.

Ritualet
Inden Sunn O))) går på scenen i Den Grå Hal fyldes rummet fuldstændig op med effektrøg. Det tager evigheder. Sigtbarheden er lig nul, og ingen aner, hvor længe vi har ventet. Men ind på scenen træder endelig guitaristerne Stephen O’Malley og Greg Anderson samt keyboardspilleren Steeve Moore lånt fra kollegerne i bandet Earth. De er iført lange, mørke munkekutter, og bag dem står et helt dusin rørdrevne forstærkertårne. Det hele tager sig ganske dystert og højtideligt ud som et andet okkult ritual. Og da den første akkord slås an, er man ikke i tvivl: Det er en hedensk tilbedelse af rockens absolutte urkræfter, der finder sted, konkretiseret i det monolitiske, forvrængede guitarriff, der når os gennem vakuumrørenes massive mur af harmoniske overtoner og vellyd. Alt sammen på et lydniveau, der kun lige akkurat falder inden for lovens rammer.

Som malere, der gentager det samme penselstrøg igen og igen for at se, hvor tyk og mættet farven kan blive, maler de en kulsort himmelhvælving i deres eget soniske kloster.

Foran hver deres wunderkammer af slidte Marshall-kabinetter, Sunn- og Ampeg-forstærkere står O’Malley og Anderson og slår akkorder an henover nogle simple keyboarddroner i en sært lokkende symbiose. Hvis man overhovedet giver sig tid til at tælle, bliver det sjældent til mere end én akkord i minuttet. Alle toner får lov at ringe helt ud og langsomt sive over i feedbackens opløsende sitren, indtil de to guitarshamaner atter løfter deres arme over instrumenterne og slår den næste akkord an. Som malere, der gentager det samme penselstrøg igen og igen for at se, hvor tyk og mættet farven kan blive, maler de en kulsort himmelhvælving i deres eget soniske kloster.

Og med dét billede for øje, fungerer Den Grå Hal på Christiania denne aften som en befriende luftig koncertsal, der virkelig formår at rumme Sunn O)))’s voldsomme ocean af lyd. Under sidste danmarksbesøg for tre år siden fik dette oceans bølger rystet det ellers så nydelige Lille Vega i en sådan grad, at nogle af de gamle træpaneler ved koncertens afslutning befandt sig på gulvet frem for på væggene, hvor de havde hængt de sidste 50 år. Men kan man lide at være til koncert, der kan mærkes ligeså meget, som den kan høres, har man det som en øm muskel på en massageklinik i Den Grå Hal i aften. Alt vibrerer. Alt spiller med.

Et massivt men nuanceret lydbillede
Og udover hvad rammerne bidrager med, lykkes Sunn O)))’s koncert denne aften på mange andre måder. Da bandets vokalist, den ungarske black metal-sanger Attila Csihar, indfinder sig på scenen knap halvvejs inde i sættet, træder de to guitarister på elegant vis i baggrunden – rent lydligt – idet de overgår fra de tunge akkorder til et mere plimmende guitarspil bestående af små skrat på strengene, der sendes gennem forskellige rumklangs- og delay-effekter. Det skaber en ganske anden og let atmosfære, som giver plads til den meget tunge vokalisering fra et af Europas mest grovkornede stemmebånd. 

Men herefter kommer O’Malleys og Andersons forkærlighed for at forene de høje guitarmure med ligeså store mængder alkohol dog nok lidt for meget til udtryk, da de begge vælger at hive deres jack-kabler ud af guitarerne og i stedet spille på selve stikkene med fingrene. Det giver nogle knap så skønne lyde, der punkterer et ellers meget harmonisk lydbillede og tilfører en klodset og ærgerlig teknisk-uheld-æstetik. Langsomt blander akkordspillet sig dog igen hen imod afslutningen, der således forener vokal- og guitarflader i et velopbygget klimaks, hvor også keyboardspiler Moores ”Rogue Moog” får lov at blande sig helt på højde med de øvrige lydkilder. Jeg er skønhedsfejlene til trods fuldt tilfreds. Jeg føler ikke, jeg ”bare” har været til metalkoncert. Jeg er blevet rørt.

Kompositionsmetal
For Sunn O))) bliver ofte kategoriseret som dronemetal, og bandets stiftende medlemmer, O’Malley og Anderson, har da også udover Sunn O))) mest bevæget sig i de metalliske drone- og doom-genrer. De grundlagde i 1998 det Los Angeles-baserede pladeselskab Southern Lord, der har stået for mange af det forgangne årtis mere progressive og eksperimenterende metaludgivelser. Deres fælles musikalske projekt, som først efter noget tid skiftede navn fra Mars til Sunn O))), startede som et hyldest- eller coverband med forbillede i genrens pionerer Earth. Og således var planeterne kørt i stilling. I løbet af sine cirka ti studieudgivelser har Sunn O))) udviklet sig fra at være et simpelt og skabelonagtigt konceptband med hang til whiskeylikør og meget vægtige forstærkertårne til at inkludere både strubesang, blæsere, strygere, kor og alskens elektronik. Dette kommer måske tydeligst til udtryk på det alsidige 2009-album Monoliths & Dimensions.

Det klædte således også Sunn O))), at de på dette danmarksbesøg fik følgeskab af et ikke et generisk metalband: Det græske band Mohammad. Grækernes koncert var flyttet fra spillestedet Mayhem for at fungere som opvarmning for de amerikanske åndsfæller. Deres dystre kammermusik fremført på bas, cello og oscillatorer holder sig til det allerlaveste register hos alle tre instrumenter. I en række langstrakte forløb med få, korte frenetiske afbræk op ad cellostrengene satte de en perfekt ramme for aftenen og var med til at understrege de amerikanske guitarfetichister i Sunn O)))’s brede inspirationskilder og slægtskab med kompositionsmusikkens minimalister og spektralister. Begge bands kombinerer simple og repeterende kompositioner med improvisation og en altoverskyggende fokusering på tunge, mættede klangflader. Det kan være drømmende og opslugende på plade, men det er – især for Sunn O)))’s vedkommende – stadig live, at det for alvor folder sig ud. Her gik det kompositoriske, følte og det konceptuelle, gimmick-agtige denne aften op i en højere enhed.