Nemt skal det ikke være!

I Siloen på  Edison spiller i disse dage en sær kabaret. Titlen er TECNI En Kaos Kabaret,  og i pressematerialet står der ”Ingen katastrofe uden idyl, ingen idyl uden katastrofe. Af og til Per Nørgård.” Det er instruktøren Jacob F. Schokking, der sammen med slagtøjsspilleren Gert Sørensen har skabt forestillingen. 

Der fortælles i en legende let stil – og på et meget højt abstraktionsniveau med mange sideløbende lag. Det er ganske vist: Her er tale om både kabaret og kaos. For af det store antal bolde, der kastes op i luften i løbet af de små halvanden time forestillingen varer, er det ikke dem alle der bliver grebet – endsige falder ned igen inden den sidste sang er sunget. Nogle af dem faldt faktisk først langt senere – ja, flere dage efter jeg havde set forestillingen. 

Her er tale om både kabaret og kaos. For af det store antal bolde, der kastes op i luften i løbet af de små halvanden time forestillingen varer, er det ikke dem alle der bliver grebet – endsige falder ned igen inden den sidste sang er sunget.

Scenografien er enkel og flot. Den består af bevægelige plader og vægge i en arkitektur, der kan drejes og ændres alt efter formålet. De bruges både til at skabe rum der kan åbnes og lukkes, som de optrædende agerer i og omkring, og som skærme til videoprojicering. Netop disse projektioner der kastes op på scenografien er en stor del af fortællingen. Her optræder, foruden billeder fra New York, tegneseriefigurerne Tor, Odin, Jean Paul Sartre (storrygende), Drudy Amok og andre fantasivirkelige karakterer. Samtidig dubleres tegnefilmsfigurerne på scenen af de medvirkende i Ensemble Figura – hvor hver musiker endda spiller flere forskellige roller. Karakteren Wölfli optræder ikke i tegnefilmene – men som en gennemgående karakter på scenen med både dialog og sange. Når forestillingen så indledes med et filmklip, hvor Nørgård i sit arbejdsværelse selv fortæller og spiller ved klaveret, er der ganske enkelt så mange tråde at hitte rede i, at fortællingen til dels forsvinder. Handler det om New York, om et tegneserieunivers, om karakteren Wölfli eller er der tale om en slags biografisk meta-Nørgård fortælling, som han selv har skrevet musikken til? Kaos, ja tak. Forestillingen lider af hvad man kunne kalde et informationsoverload, og har man ikke forhistorien med i bagagen, når man sætter sig til rette i teatersædet, er det ganske enkelt svært at følge med. Den forhistorie kommer jeg tilbage til lige om lidt.

foto: Thomas Petri

Fremragende Figura
Inden da skal det nemlig siges, at Ensemble Figura - som sædvanlig – er fremragende. I denne forestilling udfolder de kun deres store musikalsk-tekniske kunnen glimtvis. Nok mest fordi musikken fortrinsvis består af enkle sange skrevet af barnet/teenageren Per Nørgård i datidens populærstile, samba, tango, jitterbug m.v. Den ligger med andre ord milevidt fra den langt mere komplekse og (om man vil) seriøse stil, vi kender den voksne Nørgård for. Måske netop derfor ser det ud som om, Figura har kunnet opprioritere det sceniske i denne forestilling. Det ændrer heldigvis ikke ved at Helene Gjerris stadig lyder eminent, og at musikken leveres med stram timing. Håndværket er i orden. Det er dog Frans Hansen, der stjæler billedet. Han fylder rollen som Wölfli helt ud med stor scenepatos og fremragende tragisk mimik. Samtidig magter han også en helt fantastisk og sjov solo for fire stepsko – de to af dem sidder på hans egne fødder, det andet par på to kosteskafter, som han har i hænderne. Dobbelt two-step, om man vil. Den lystige kabarettradition i fuldt vigør.  

Meta-Nørgård for fuld udblæsning
Tilbage til forhistorien. Forestillingen er nemlig en sammenvævning af to meget forskellige verdner, der begge har haft betydning i Per Nørgårds liv og kunstneriske univers. Hovedelementet er de tegnefilm ved navn TECNI, som Nørgård tegnede og lavede musik til sammen med sin bror fra 1944 til 1949. Nogen husker måske, at Per Nørgård medvirkede i en Den 11. Time-udsendelse for nogle år siden, hvor emnet netop var disse tegneserier som Mikael Bertelsen havde fundet i en flyttekasse hjemme hos komponisten. De små striber og tegnefilm, der indgår i forestillingen, stammer fra en produktion brødrene lavede, der hed Tors rejse, som handler om guderne Odin og Tor, der kommer ned på jorden og rejser til New York. 

foto: Thomas PetriForestillingens anden verden tager udgangspunkt i den hallucinatoriske, skizofrene schweiziske digter og kunstner Adolf Wölfli, som har været en kæmpe inspiration for Nørgård siden 1980’erne. Wölfli var indespærret på et sindssygehospital det meste af sit liv. Her producerede han blandt andet et gigantisk værk på 25.000 sider, der blandede tekst, billeder, collager og musik. I denne fortælling forestillede han sig og beskrev blandt andet et imaginært New York, hvor han aldrig havde været. 

Fortællemæssigt har kabareten altså to tråde, der bindes sammen af virkelighedens Per Nørgård, og samler historierne i fantasiens New York. Ud fra disse disparate materialer har Ursula Andkjær Olsen skrevet en libretto, der forsøger at skabe en samlet fortælling. En svær opgave, der som resten af forestillingen lykkes bedst på det metaplan, der i sagens natur først kan komme, når der efterfølgende reflekteres over det oplevede. Og netop her lykkes TECNI til fulde. 

Pressemeddelelsens underrubrik ”Af og til Per Nørgård” skulle tages bogstaveligt helt ud i forestillingens strukturelle elementer. Men sådan er det vel i virkeligheden ofte med god kunst - at man først skal provokeres af, at man ikke forstår den – før man kan forstå den?

Man kan i hvert fald sige, at den grad af enkel, melodiøs charmepoppethed som Nørgårds teenagemusik fremviser er modsvaret af kompleks, mangelaget og kalejdoskopisk fortællestruktur, der passer som hånd i handske med resten af denne komponists oeuvre. Så måske TECNI En Kaos Kabaret bedst lader sig forstå som en teatralsk hommage à Nørgård – en forestilling om Nørgård frem for af Nørgård. Nu blot med den indlejrede dobbelthed, at han faktisk har skrevet musikken selv. Så jeg må indrømme, at min indledningsvise frustration over ikke at kunne følge med, da jeg så TECNI, i retrospekt er vendt til dyb respekt for de tanker, der er lagt i arbejdet med forestillingen og den måde Nørgård indirekte portrætteres på. Pressemeddelelsens underrubrik ”Af og til Per Nørgård” skulle tages bogstaveligt helt ud i forestillingens strukturelle elementer. Men sådan er det vel i virkeligheden ofte med god kunst - at man først skal provokeres af, at man ikke forstår den – før man kan forstå den?