Da Patty Waters spillede sin femte koncert

Jeg er til koncert med verdens sidste jazzorkester. Måske den sidste jazzkoncert nogensinde. De fire musikere har overskredet alle genrens så ulidelige grænser, og er nu på et helt andet niveau i en helt anden musikalsk situation.

Jazzen opløst til kropslig tilstedeværelse – og hvilke kroppe. Knagende i mærkelige vinkler som Picassos gamle guitarist, men alle her er i frisk vigør blot smeltet sammen med deres praksis ved instrumentet.

Pianisten Burton Greene, som har spillet med Albert Ayler, ser underligt stiv og pukkelrygget ud i oprejst tilstand, men ved flyglet er hans krop sund og fyrig. Ryggens vinkel korresponderer med instrumentets klaviatur, som han spiller lynende hurtigt og slår de store akkorder an.

Kontrabassist Tjitze Vogel vugger roligt og lydefrit sammen med sit store instrument, og er hele tiden til stede i strøg, knips og soli.

Ingen af dem behøver at sætte komma, punktum og især ikke udråbstegn – det er underforstået tegnsætning

Trommeslageren Barry Altschul har den her helt tilbagelænede tyggegummityggende stil, det lange grå hår i en hestehale og en helt umanerlig ro og zenkomik omkring sit spil. Han er den smukkeste og mest interessante trommeslager, jeg har set længe. Hans løse og opløste spil mindede mig lidt om trommeslageren Jim White fra den ret originale rocktrio Dirty Three. Altschul holder sig for det meste fra de gængse variationer af 'på tirsdag' og finder pauser, som han bryder med små, nærmest tilfældige, indgreb bag om rytmerne. Han har fundet en personlig balance mellem det helt frit improviserede eller intuitive og en slags slasket jazz.

Musikken hvilede mellem de tre grå herrer, som har set alt, og har bevæget sig ud i et nyt territorie, så ingen af dem behøver at sætte komma, punktum og især ikke udråbstegn – det er underforstået tegnsætning.

Faktisk fik jeg flere mindelser om de rigtig gode NC & the Bad Seeds koncerter, jeg har set gennem tiden. Et vildt orkester der indtog rockens klichéer på deres helt måde, og som kunne gå i alle retninger med et voldsomt uvejr. I Patty Waters backingtrio var uvejret måske ikke romantisk heroin- og alkoholbåret, men de tre musikere kunne ubesværet glide fra det der lød som en virkelig loose og håndspillet jazz ind i en opløst jazz, hvor alle sider og kanter af instrumenterne kommer i sving. Der blev virkelig lyttet. Jeg tror måske, at de hele tiden ledte efter et sted at være hele og rene – følsom musik, simpelthen.

Nye forbindelser
Hovedpersonen Patty Waters sidder på en stol i siden af scenen, og hun nyder åbenlyst det samme skue som vi andre i salen. Efter to numre lister hun helt sortklædt ind foran mikrofonen og taler blidt til publikum. Hendes sang viser sig i mange nuancer af hvisken, og skrigene, som var så vanvittige på de legendariske 60er plader, har fundet et andet stille, men stadig faretruende leje. Hvor hun tidligere kunne lyde som Albert Aylers spirituelle skronk, er hendes stemme et helt andet sted nu. Måske mere som en sen Billie Holiday, men altså stadig i et helt personligt udtryk, som ikke har så meget med melodi at gøre, snarere et inderligt sangforedag. Det er meget fascinerende at høre på. Samtidig har hun en teknik med at gentage særligt tunge ord i sangteksterne – oftest ‘love’ – som forandrer sangene til insisterende minimalistiske og kropslige undersøgelser eller konstateringer. Det giver bl.a. mindelser om forsanger og indpisker Michael Giras dronende tekstunivers med The Swans. Generelt synes jeg, at denne aften pegede på helt andre skikkelser end forventet. Jazzmytologiens ikoner var blevet fordøjet, og pludselig kunne en anden musikhistorie skimtes. En musikhistorie hvor genrer og miljøer lytter på tværs og udsletter forskelle.

Well, på scenen snakker de om at spille i seks timer. Det virker ikke umuligt at opnå. Det er fire musikere med stamina, der bevæger sig sindigt og sejt gennem standards vredet ud af form. Jeg noterede pletvist, så vidt mine evner strækker sig, helt regulære numre som hendes egen sang 'Oh, Moon Don't come up tonight'  vuggevisen 'Hush Baby, Don’t You Cry',  Hank Williams' 'I'm so lonesome I could cry', Nat King Coles 'Nature Boy' samt 'Strange Fruit' og 'Lover Man', som vi alle kender gennem Billie Holiday. Sangene blev fremført i sære flydende medleys, hvor vi glemte alt om originalversionerne eller traditionen som sådan. Sangstrukturerne opløstes og mødtes i nye former, hvor Waters fokuserede på gentagelser af enkelte linjer, enkelte ord. Og bandet hviskede sig rundt med klange, gniden, slag. Jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg helt kunne holde styr på, hvilke sange det egentlig var hun fremførte.

Jazzmytologiens ikoner var blevet fordøjet, og pludselig kunne en anden musikhistorie skimtes. En musikhistorie hvor genrer og miljøer lytter på tværs og udsletter forskelle

Godt Arbejde
Salen er fyldt med et siddende og meget roligt publikum. Det bliver den ikke ved med at være. Koncerten varer 2 ½ time, og det er ikke alle, der falder ind i det her helt rolige rum. Efter en lille time lister de første sig ud, og det fortsætter stille og roligt drypvist. Det er en lille ulempe ved koncertforeningen artFREQs medietække. At koncerterne har en sådan hype , at folk ofte tropper op for at se giraffen til brug for de sociale medier osv. Men til syvende og sidst må det være godt at det sker. At der kommer folk. Og det er stort set kun interessante koncerter, som artFREQ igennem årene har præsenteret med mere eller mindre legendariske skikkelser, der i den grad fortjener et stort publikum. Det er måske undergrunden – eller under-radaren burde det nok hedde – i mig der taler her, hvor kun de reelt interesserede kommer til koncerterne, fordi det ofte også er koncertoplysninger og musikviden, som ikke finder vej til den kulturelt set ret ligegyldige og ligeglade mainstreampresse. Samme aften som Waters spillede eksempelvis Charles Gayle på Mayhem for et stort publikum, som selv havde fundet vej. København viser i glimt, at det er en storby, når man sådan kan misse et klasseshow, fordi man er til et andet. November er måneden, hvor man går glip af ting.

ArtFREQ arbejder ikke som andre bookingbureauer med de kunstnere, der alligevel er på tour. De går målrettet efter at invitere bestemte skikkelser, og skal ofte overtale dem gennem langvarig nudging og tålmodig forhandling. Således har det taget flere år at få overtalt Patty Waters til at give koncert. Godt arbejde, må man sige! Hun er naturligvis også toppunktet i artFREQs fire dages friendly takeover af Jazzhouse. Efter min mening er bookningerne ikke umiddelbart så øjenfaldende forskelligt fra husets generelt så fremragende programlægning, men er dog en anelse mere tilbageskuende. Den gode smag i Rother og Roedelius fra henholdsvist krautrockerne Neu og Cluster, Blixa Bargeld optrådte med et hip-hopband og den bedagede rockfunker James Chance med den altid så nådesløst gode cellist Okkyung Lee som opvarmning. Det er gode navne som alle ser stort på begrænsninger og markedets inddelinger, og i stedet har skabt deres egne veje gennem musikken. Tænk at vi i Danmark har et regionalt spillested, hvor det er helt naturligt at samle så forskellige og visionære navne under et tag!

Mild legende
Patty Waters er en skikkelse, der er omgivet af og er blevet markedsført med sorttintede metaforer, kultbilleder og skrig og avantgarde osv. Det er hendes kun femte koncert i de sidste 50 år, som også Lars Top-Galia fra artFREQ får sagt fra scenen. Og det er også cool nok og virker som en tillokkende madding. Men på scenen blev det tydeligt, at al det gejl ikke havde med hende at gøre. Hun har gennem årene levet som skolelærer og mor, og har slet ikke haft den store lyst til at synge. Hun virkede blid, måske en anelse genert og glad for at sidde på siden af scenen for at nyde de tre musikeres rolige jazzbevægelser. Frem for alt virkede hun roligt tilstedeværende. Det drejede sig ikke om andet end sangene, musikken, koncerten.

Jeg læste et interview med hende, som ligger online, at hun har kærestet med Miles Davis. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre med den oplysning. Men den bidrager i hvert fald til både hendes myte, og til at forundres over, at denne blide karakter har været så dybt inde i centrum af historien og alligevel står og funkler i mørket, uden at hun virker som den afdankede profsanger. Her er der ingen forstillelse eller lad-os-fejre-de-gode-gamle-dage. Her er et nyt udtryk, bilder jeg mig ind, som er helt transparent eller kongenialt i forhold til, hvor musikerne selv er i deres liv. Musikken har udviklet sig til noget interessant og personligt, som ikke nødvendigvis har så meget med genrer at gøre.