Den ny musik i Næstved

Da vi kører ud af hovedstadsområdet bryder uvejret løs.

Regn og torden, regulært skybrud, vinduesviskerne har problemer med at kaste de tunge dråber væk fra vindspejlet.

Kort tid efter kører vi ind i vejarbejde og myldretidstrafik - det går langsommere og langsommere, og selv om vi sætter gps’en i gang med at finde en alternativ rute, må vi efter kort tid erkende, at vi nok bare sidder fast. Trafikken bevæger sig kun langsomt fremad, og vi vil komme for sent.

Vi må bare flyde med strømmen.

Tage det som det kommer.

Vi har mistet kontrollen.

Da vi så ankommer lettere forsinket, får vi lov til at liste ind i salen. Vi klamrer os til gelænderet på betonvæggen, imens vi forsigtigt går op ad trappen, op mod salen, hvor der ikke bare er buldrende mørkt, men buldrende fuldt af musik.

Det er overvældende og voldsomt, og samtidig en akut påmindelse om, hvorfor der engang imellem er en befriende forskel på at høre ny musik og velkendt, gammel musik.

Har en dirigent overhovedet kontrol over noget, er der ham, der styrer musikken, eller er det musikken, der styrer ham?

Ny musik lader dig ikke i fred, du bliver nødt til at lytte med hele kroppen, og du må finde dig i at blive flyttet - et sted hen, hvor oplevelsen af musik er en anden, ikke den, den plejer at være. Dagens andet kontroltab udfolder sig.

To hænder i en sort kasse
Pudsigt nok handler værket, som vi i mørke vandrer ind i, netop om kontroltab. Det finder vi ud af efterfølgende, da komponisten Simon Steen-Andersen bliver interviewet på scenen af journalist Trine Boje Mortensen om værket: Black Box Music (2012).

Værket, som blev opført af Århus Sinfonietta og den norske perkussionist Håkon Stene – som værket i øvrigt er skrevet til – er for 15 instrumenter, video, solo percussion og en forstærket boks, og værket handler blandt andet om, at de hænder, man ser på videoen, som er ved at sætte et tableau af en ventilator, noget gaze, terpentiner og en ballon op i en kasse, dækket af et klæde, disse hænder, de kontrollerer ikke noget og da slet ikke musikken.

Eller gør de? Er der en sammenhæng mellem hændernes aktion og musikken, eller spiller den bare, klinger ad helt sine egne veje?

Det ser ud, som om der er en sammenhæng mellem hænderne og lyden, men måske er det bare et tilfælde, at lyd, bevægelse og handling engang imellem mødes tilfældigt.

Det samme kunne man ifølge komponisten overveje, når man iagttager en dirigent. Har en dirigent overhovedet kontrol over noget, er der ham, der styrer musikken, eller er det musikken, der styrer ham?

Og hvis det ikke er dirigenten eller hænderne i boksen, der har kontrollen, kan man så tale om, at det er komponisten, der i virkeligheden styrer det hele.

Simon Steen-Andersens berømmede værk, som vandt Nordisk Råds Musikpris sidste år, gav ikke svar på nogle af spørgsmålene, men mindede denne skribent om, at hvis man kan tale om, at nogle værker skrives med hjertet og andre med hjernen, så hører Simon Steen-Andersens værk nok til i den sidste kategori.

Hvor overvældende musikken end virker, når man træder lige ind i den, er det ikke hjertet, der umiddelbart bliver rørt, mens musikken lyder.

Det er de små grå, der begynder at virke - som en vis Poirot nok ville sige - ikke de store følelser, der lader sig kalde frem.

Inspireret af naturens lyde
Åbningssaftenens anden koncert sendte publikum over i en helt anden boldgade.

Den amerikanske oboist Demetrios Karamintzas og den bulgarske pianist Galya Kolorova spillede tre værker for obo og klaver, og som lederen af Suså Festival Anne Kristine Smith konstaterede, så er det ikke så ofte man hører oboen - og slet ikke i så fremtrædende en rolle.

Oboens klagende, tætte lyd kan fremstå organisk og kropsnær

Som publikum kunne man så konstatere, at når man nu fik muligheden var det tre velvalgte værker, som fremstod meget forskellige.

Makoto Shinojara: Obsession (1960) gjorde det tydeligt, hvor naturnær lyden af oboen er. De i mere end én forstand mundblæste toner fremstod som bugtende slanger i luften på baggrund af klaverets mere kantede, abrupte klange.

Oboens klagende, tætte lyd kan fremstå organisk og kropsnær, og i Obsession fik tonerne lov til at smyge sig gennem luften eller trille af sted.

Makoto Shinohara (f. 1931), som er født i Japan, har i mange år boet og studeret i Europa, USA og Canada, og man fornemmede i værket både et strejf af traditionel japansk musik og lyden af traditionelle japanske instrumenter sat op imod lyden af europæisk musik, både den klassiske og den elektroniske.

Koncertens andet værk, Studien über Mehrklänge (1971), var skrevet af den schweiziske oboist og dirigent Heinz Holliger, Sonningpris-modtager i 1987. Som titlen antyder, leger værket med klange på den måde, at oboen er præpareret, så hver spillet tone klinger som to. Måske noget, man som oboist får lyst til at eksperimentere med, når man giver sig til at lege med et instrument, man kender rigtig godt.

Værket var hidsigt i sit udtryk, skærende og mindede i passager om lyden af en forbikørende ambulance, men værkets insisterende udtryk vakte ens nysgerrighed, og det var svært at lade være med at lade sig charmere.

Og så var det er af de værker, som demonstrerer, at det af og til er en kraftpræstation at være musiker. At frembringe lyden af ambulancehorn og tænderskæren med overbevisning og charme kræver sin mand. Det var en tydeligt forpustet og varm, men smilende Demetrios Karamintzas, som modtog publikums fortjente bifald, da de sidste toner var ebbet ud.

Den amerikanske oboist Demetrios Karamintzas og den bulgarske pianist Galya Kolorova

Koncertens sidste værk var Per Nørgaard: Arresøbilleder (1996). Uden at det skal lyde alt for Morten Korch-agtigt, så var det ovenpå besættelse og merklang som at vende hjem.

Arresøbilleder består af fire satser, fire musikalske portrætter, tilegnet fire personer, som har haft betydning for værket. Den første sats, Månespejl, er tilegnet Per Nørgaards lærer, komponisten Vagn Holmboe (1909-1996); den anden sats, Frostkrystal, pianisten og billedkunstneren Meta May Holmboe; den tredje sats, Svanesange, oboisten Max Artved og fjerdesatsen, Dråbespil, pianisten Per Salo. Som titlen på værket og titlerne på de fire satser fortæller, er værket inspireret af naturoplevelser, ikke bare omkring Arresø, men som sådan. Fuglelyde, iskrystallers dans og dalen ned på planter langs søen og vand, der lader sig bevæge i blæst eller falder til jorden som dråber.

Resultatet er et værk, hvor de to instrumenter får lov til at klinge harmonisk sammen, en vederkvægende afslutning efter de to første mere ekstremt lydende værker.

Skoleorkester og pivedyr
Ved aftenens tredje koncert vendte Århus Sinfonietta tilbage, denne gang under ledelse af Søren K. Hansen og med den udgivelsesaktuelle accordeonist Bjarke Mogensen som solist.

Aftenens første værk var Simon Christensen: Octet (2012) for fløjte, klarinet, klaver, slagtøj og strygekvartet. Skal man give en hurtig karakteristik af værket, lyder det umiddelbart som lyden af et skoleorkester, der ikke kan gøre for det. Det er med andre ord et værk, der får én til at trække på smilebåndet. Denne skribent ved ikke, om det er fuldt overlagt, men engang imellem er det nu rart at blive mindet om, at alting ikke altid behøver være så alvorligt, og da slet ikke ny musik.

Rosing-Schows værk fremstår tænkt og køligt på en ikke ubehagelig måde

Fløjte, triangel, klaver og strygere, det hele stritter i hver sin retning uden at være helt ude af sammenhæng med hinanden. Og så ender det knap otte minutter lange værk overraskende med flydende, svævende klange, der sender én lige over i et filmisk univers af vellyd.

Som andet værk på programmet stod Niels Rosing-Schow: Equinoxe (2003). Equinoxe betyder jævndøgn, dvs. det tidspunkt, hvor dag og nat er lige lange, altså en form for ligevægtstilstand, som jo hverken er stabil eller varig, fordi det går enten mod mørkere eller lysere tider. Som motto for værket anfører komponisten en sætning fra Uffe Harders digtcyklus Vintersuite (1984): 'Mørket skyder sig langt ind over dagen'.

For denne skribent betød værket en oase, velkommen på et tidspunkt af aftenen, hvor man er ved at være mæt. Rosing-Schows værk fremstår tænkt og køligt på en ikke ubehagelig måde. Samtidig minder det én om, at har man ikke lige et helt, klassisk symfoniorkester til sin rådighed, så kan et værk for sinfonietta godt skabe en stemning, der kommer tæt på den store symfoniske oplevelse.

Aftenens tredje og sidste værk var Kasper Rofelt: Shadow Phases. Accordeon Concerto no. 1 (2007/2009). Komponisten siger selv om sit værk, at det er inspireret af læsningen af Kierkegaard og af Kierkegaards evne til at vende alting på hovedet. Det sidste forklarer måske, måske ikke, tilstedeværelsen af en hel hær af pivedyr, som forventningsfuldt stod placeret på gulvet ved siden af musikernes stole.

Koncerten er Kasper Rofelts første accordeon-koncert, og den er dedikeret til Bjarke Mogensen, som uropførte værket i 2007.

Værket omhandler abstrakte begreber som drømme, angst og mareridt, og værket har i begyndelsen den let drømmende karakter, som førstesatsens titel Nocturnal Fears lægger op til. Accordeonens orgelagtige klang med et strejf af en tur langs Seinen vævede sig ind i orkestrets lydbillede, og helhedsindtrykket af behagelig, sværmende lyd blev kun engang imellem brudt af et dissonerende trut eller slag.

I andensatsen Trembling Abstractions kom pivedyrene i aktion, og udover at de tilfører værket en cikadeagtig iver, får man pludselig øje på, hvilket gigantisk pivedyr en accordeon egentlig er. Pivedyr kan ikke så meget andet end at pive, uanset hvor ihærdigt, man klemmer dem, men deres ven accordeonen kan man både kæle, presse og trække mangfoldige lyde ud af. Bjarke Mogensen gjorde det virtuost og uhøjtideligt på én og samme tid.

I værkets sidste sats Shaking love lyder det lidt som om, at affæren mellem pivedyrene og accordoenen ikke vil ende lykkeligt, uanset hvor meget pivedyrene gør sig umage med at spille op til deres ven. Der er noget ophøjet over accordeonen, en majestætiskhed, som nok gør den uopnåelig for selv det mest entusiatiske pivedyr.

På vej ud af salen slog det mig, at aftenens tre sidste værker bevidst, eller ubevidst, peger tilbage til aftenens indledende værk og temaet kontroltab.

For når der sidder 15 musikere på scenen, som helst skal spille sammen og ikke bare mødes på fermaten, så virker det, som om man ikke kommer langt uden en overbevist og overbevisende dirigent. Dirigentens rolle i forhold til ny musik kan til tider minde om billederne af 1600-tallets kapel-mestre, som dirigerede ved at stå og slå takten i gulvet med en stor stav - også i dag kan det synes, som om der er en fare for, at det hele går op i at tælle og tælle, især når taktarterne skifter ubønhørligt og satserne dirrer.

Balancen opnås, som den gjorde den aften i Næstved, når musikken bryder igennem og formår at klinge, hinsides al tællen og kontrol.